Læsetid: 2 min.

Forskel på bosættelser

Men en bosættelse er alligevel en bosættelse, uanset størrelse, struktur og placering
Debat
14. maj 2001

Israel
Som Louise Wohllebe skriver (Information den 3. maj), er der forskel på bosættere. Ikke alle er religiøse fanatikere med en uzi skødesløst hængt over skulderen.
En god del er også nyligt indvandrede russere og ethiopiere som, lokket af lavere huslejer og favorable lån, mere eller mindre tilfældigt bosætter sig i konfliktens stridspunkter.
Mennesker, som umiddelbart ikke er formulanter af den mere hardcore zionisme. Ligeledes har nogle bosættelser udviklet sig til hele byer, med forstadsagtige præg og bykerner.
Der altså ifølge Louise Wohllebe tale om ’pæne’ (sekulære) forstadsbyer og ’fæle’ (fanatiske) bosættelser.
Men skal man skelne i sin brug af betegnelser?
Tager man en tur rundt om Jerusalem, og det bør man, hvis man besøger området, vil man se en skræmmende stor og imponerende massiv ring af bosættelser – inklusive Ma’ale Adumim, som Wohllebe nævner, med dens omkring 23.000 indbyggere – lukke det palæstinensiske Østjerusalem af for resten af Vestbredden.
Det har katastrofale økonomiske og kulturelle konsekvenser for bydelen til følge. Rigtig mange mennesker er blevet fordrevet, og deres plantager, marker og huse er blevet jævnet med jorden i dette projekt; det som Wohllebe kalder forstadsbyggeri. Disse tidligere beboere er endt som flygtninge. Under opbygningen af Ma’ale Adumim oplevede nærboende beduiner jævnligt at få smidt byggeaffald og andet ned blandt deres telte og geder, dem selv og deres børn, fordi de nægtede at lade sig fordrive.
Lige så vel som de palæstinensiske hebronitter dagligt får smidt sten og køkkenaffald i hovedet af deres jødiske naboer.

By eller bosættelse
Nuvel, Louise Wohllebe taler for, at brugen af de rigtige betegnelser vil nuancere konflikten og debatten om den; at vi skal kalde nogle bosættelser for byer og andre for bosættelser. En sådan skelnen vil i sidste ende måske gøre det lettere for palæstinenserne at acceptere bosættelsernes eksistens(!). Staten Israel blev i begyndelsen af det zionistiske projekt for en 100 års tid siden betegnet som ønsket om et religiøst hjem – ikke et land.
Man ønskede ikke at støde de daværende stormagters interesser ved at kræve et jødisk land med det samme.
Ligeledes opdyrkedes området via landbrugskollektiver og ikke via kolonialisme. Men man vidste, hvor man ville hen. En stat for jøder blev hurtigt et mål for zionismens pionerer. Med tiden udgik betegnelsen jødisk hjem, og ind kom betegnelsen hjemland.

En spade er en spade
Ord og betegnelser er yderst vigtige. De bestemmer jo, hvordan vi tænker om ting. Derfor skal vi ikke til at udskifte det negativt ladede bosættelser med det positivt klingende byer – hvilket iøvrigt har været i gang længe i israelsk offentlighed. Vi bør fastholde, at en bosættelse er en bosættelse, uanset bebyggelsens struktur, størrelse eller placering.
Og uanset om disses indbyggere består af »halvskaldede, halvtykke, kontorarbejdende jødiske familiefædre,« eller om den er fuld af »amerikanske mænd med hæklede kalotter, langt skæg, gevær, samt fem-ti børn« og ekstreme holdninger.
Jeg er sikker på, at hver eneste palæstinenser anser de jødiske bebyggelser overalt i de besatte områder inklusiv Østjerusalem, som bosættelser, og det vil de blive ved med.
Ikke underligt, eftersom det er deres jord,
olivenlunde, huse, veje, vand osv. osv., der er gået til opbygningen af hver eneste af disse bosættelser.
Ord er magtfulde og misvisende, så lad os kalde en spade for en spade.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her