Mellemøsten
»Israel er gal i hovedet« lyder overskriften til en artikel af Helge Seidelin Jacobsen (3. maj). Vreden turde dog være forståelig, især i betragtning af, at vestlig og måske specielt dansk presse, ligger tæt op af udgydelserne på Internet fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, som tilmed har slettet Israel på kortet. Tøv nu lidt.
Helge Seidelin Jacobsen vil gerne have kommentar til nogle punkter, som dog er svære at forholde sig til, idet Seidelins ord i den grad flammer af had mod Israel.
Et had der ikke er en enlig svale hos dele af venstre-fløjen, som i mangel på gudstro, tilsyneladende har taget Mohammad til sig, nu hvor Marx stjerne ligesom ikke mere kan betegnes som ledende faderfigur.
Huse eller befæstninger
Ja, palæstinenserne bygger løs på israelsk grund, bl.a. i Jerusalem, som de i øvrigt havde forpligtet sig til, ikke at bruge som politisk aktivitetssted, hvilket som bekendt finder sted i Orient-House.
Seidelin kalder palæstinensernes bosætterhuse for usle tilbygninger, mens israelske bosættelser betegnes som befæstninger!
Bosættelser kan være fredsbevarende, som bekendt udkæmpes der ikke daglige slag mellem de en million arabiske israelere der bor i Nazareth, Bethlehem og andre steder i Israel, med landets øvrige israelske befolkning. Selv vort land er blevet multietnisk.
At omtale at Al Aqsa moskeen er bygget oven på jødernes tempel er vigtigt at understrege, netop fordi der fra muslimske råds sider i denne tid foretages bevidst destruktion af arkæologisk materiale, som må betegnes som arv. Således netop omkring Tempelpladsen i Jerusalem. I øvrigt blev Oliebjerget af Moshe Dayan i 1967 overgivet til araberne.
Ikke drengeleg
Ja, naturligvis skal israelerne slå igen, hvilket intet har med drengeleg at gøre, og der har som bekendt aldrig i området hvor Israel ligger, eksisteret nogen palæstinensisk stat.
Muligheden var der i 1947, men blev afslået, ligesom Barak heller ikke fik accept af sin regerings tilbud om land for fred.
Arafat som person kan da naturligvis ikke gøres identisk med Sharia-lov, men det er dog ikke mindre end hvad han har at byde sit folk, på linje med tilstande rådende i andre arabiske stater.
Sluttelig spørger Helge Seidelin Jacobsen, hvor længe det kan menes at reaktionære styrer som Saudi-Arabien vil holde.
Så længe olien pumpes op, i øvrigt ved hjælp af vestlig teknologi, bliver der næppe revolution i Saudi-Arabien, ej heller i Iran.
På spørgsmålet om, hvad Israel i en presset situation ville foretage sig og eventuelt smide med atombomber, dersom eksempelvis Irak og Iran begyndte på kemisk udslettelsseskrig mod Israel, kunne det måske få nogle israelere til at lege med tanken om en Masada-løsning.
