Læsetid: 5 min.

Frie og ansvarsløse ord

En efter en er de mange mennesker, som man lærte at kende i besættelsesårene, døde, og snart er ordet derfor frit for enhver til at mene, hvad man vil om den sag – pas på
18. maj 2001

Besættelsen
Folk uden ideer mener ingenting, og folk uden hukommelse har ingen fremtid. Ind imellem sker det, at nogen får den ide, at ideer er åndssvage, og skriver om netop det, som de har glemt. Sådan forestiller jeg mig, at afstanden mellem 9. april og 5. maj skrumper ind til ingenting, og gid vejen i så fald var jævnet. Mange ord er skrevet, sagt og ligefrem råbt ud, men i følge min hukommelse blev mange tavse 4. maj og havde gerne set regnskabet ført over i glemmebogen.
Hvad mener vi
Alle havde tabt, selv om nazismen ikke længere marcherede. »Men det bli’r atter stille efter stormen – af våde graves ensomhed«, skrev Halfdan Rasmussen og Poul Hamburger i mol. Fanden tage minderne, når de tilmed serveres som påmindelser i en forsinket senbesættelse. Nuvel, hvis sagen stadig angår nazismen, er et eneste spørgsmål stadig aktuelt: Hvad mener du/jeg selv om nazismen? Og i tillæg om de rette midler: Hvad vil du/jeg gøre ved det – her og nu? Eller med Nordahl Griegs sang: »Kringsatt av-fiender, gå inn i din tid! Kanske du spør i angst, udekket, åpen: Hvad skal jeg kjempe med, hvad er mit våpen?«
Straks efter krigen, der var uden dansk-tysk krigser-klæring, nåede forfatteren Holger Bergstedt, førhen kendt for et væld af gode, iørefaldende sange, selv at forsvare sine og nazisternes handlinger i et par vrede og fortørnede erindringsbøger, og en af de første, som åbnede posen for den psykologiske personskildring, der også kan opfattes som forsvarsskrifter med historisk vederlag, var Thorkild Hansen, der kastede sine rige fortælleevner ind i en fremstilling af Knut Hamsun og norsk modstandskamp.

En ode til de fem år
I en kronik op til 9. april (Politiken den 8. april 2001) kunne man læse en ode til de fem års besættelse. Fra et skjul på Amagerbrogade fik Klaus af Rifbjerg, der ved den lejlighed havde lært at dukke sig, fremmanet sammenhængen i en borgerkrig præget af modstandsbevægelsens mord, terror og anden kriminalitet over for deres landsmænd af gode, fornuftige danskere, uden at det hele førte til nævneværdige resultater, men tegnede trods alt en historie, som man kunne lære af og blive klogere på, altså en slags kapitulation. Nok fik forfatteren føjet et par krøniker til sin familiesaga, men fik læseren svar på besættelsens altafgørende spørgsmål: Hvad mener du/jeg selv om nazismen? Og hvad så?

Andre synsvinkel
For at nærme mig en besvarelse, der måske kan medvirke til at dæmme op for den uendelige tællen døde og sårede på begge sider, vil jeg sætte et par tidsbilleder op; og anskue sagen fra en anden synsvinkel.
Ligesom enhver tysk soldat i 1939 kendte parolen »intet nyt fra vestfronten«, havde vi allerede læst skriften på væggen. Man hørte, hvordan de unge i 1920’erne og 30’erne gik ind i friluftslivets glæder og sammenhold.
I Tyskland var Wandervogelbewegungen vidt udbredt, i Danmark spejder- og vandrerbevægelser. Inden for opdragelse var en kreds af pædagoger optaget af »den frie skole«, der ville styrke barnets udvikling på grundlag af moderne opdragelses-tanker. En af frontfigurerne var Sofie, uden for venne- og kollegakredsen kendt som Rifbjerg. Retningen var velorganiseret og internationalt orienteret og afholdt møder med eller om Montessori, Freinet, Binet, Piaget og andre pædagoger.

Tumulter
Under et sådant møde blev dørene til salen revet op og ind stormede en flok muskelmænd, ungnazister, for at rydde bulen, og under den følgende tumult og håndgemæng brast scenegulvet og tog folk, talerstol og klaver med. Krigserklæringen fra scenen var vanskelig at overse, scenen selv svær at overskue, men den var sat. Det var ikke bare utilfredse uvenner, det var modstandsfolk af militær standard. Måske vidste de, at flere deltagere tilhørte venstrefløjen, men mødet var fagligt, en del var lærere i Københavns skolevæsen, der tilmed havde et samarbejde med kolleger inden for Hamburgs skolevæsen (Gesamt-unterricht). Gensidige besøg gav anledning til at udveksle erfaringer, men i slutningen af 30’erne blev forbindelsen anstrengt, de hamburgske lærere beklagede sig og måtte til sidst i fortvivlelse indstille arbejdet efter ordre og ifølge love, der forbød omsorgen for svage og handicappede (»ariske«) børn.
Som man ser, modarbejdede de ikke særskilte samfundsgrupper, tværtimod, modsigelsen optrådte på scenen samtidig med nazismens tilsynekomst.
Modstanderen var ikke tyskerne, men nazisterne, og derfor stiller jeg spørgsmålet til de tilbageskuende bearbejdelser: Hvad mener forfatteren selv om nazismen?
Noget kunne tyde på, at skal sagen nytte, skal forfattere holde sig borte fra den praktiske og barske del, der rigtignok kan medføre forråelse og afstumpethed, for at vi ikke af lutter forbehold forpasser øjeblikket for handling.

I graven med krigen
For så vidt gik den tids »frie skole« i graven med krigen, mens flere lærere derfra gik ind i modstandsbevægelsen, og mange børn hurtigt blev voksne. Man kan vel forstå, at 4. maj betød kapitulation og befrielse: » – aldrig mænd med had og karabiner og aldrig døden bag en mund, der skreg – du hører regnen falde og ved, at rundt omkring i verden spirer blomster af våde graves mørke ensomhed«, genfortalt fra et illegalt blad med Halfdan, om længsel efter at tie, når storm bliver stille.
Amagerbrogade var, som Klaus Rifbjerg husker, lidt usikker, og i sidegaderne lærte man at tage sig i agt efter otte om aftenen og holde sig væk fra vinduerne. Det er en tanke værd og dertil et avisindlæg, hvis han skulle have læst et af de blade, som jeg adresserede og frankerede og i hobetal forklædt med og i forstillelse under fordækt navn skridtede Amager rundt fra postkasse til postkasse for at fordele skammen i lovløshedens navn – stort set som enhver kriminel.
En efter en er de mange mennesker, som man lærte at kende i besættelsesårene, døde, og snart er ordet derfor frit for enhver til at mene, hvad man vil om den sag. Jeg er hverken lærer eller pædagog og ved ikke, om historien som sådan og som filosofforfatteren slår på, lærer os noget, bortset fra erfaringens antydning af, at den gentager sig i stadig nye forklædninger.
Verden er fuld af unge og børn med mod på livet som for 60-70 år siden, af og til igen foregøglet gyldne tider, og hvis vi skal kunne tro på dem og deres fremtid, må vi indstille skeletteringen af fortiden.
Måske vil de til gengæld bære over med os, når vi går i barndom og giver tåbelige bekendelser til bedste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu