Læsetid: 3 min.

En gang til for Hansen

Anti-zionisme er væsensforskellig fra anti-semitisme
Debat
5. maj 2001

Israel
Ifølge Søren Hansen (den 30. april) har såvel den danske modstandsbevægelse som venstrefløj anti-semitiske motiver, dels for redningen af de danske jøder i 1943, dels for kritikken af zionismen og Israel. Søren Hansen har tydeligvis tågede forestillinger om, zionisme og kritikken af den.
Anti-zionisme er en kritik af en politisk bevægelse, som består af jøder, men langt fra alle jøder. Historisk har der været stor modstand i de jødiske samfund mod den zionistiske bevægelses politiske mål, der har været at skabe en ren jødisk stat i Palæstina. Forudsætningen var, at så mange jøder som muligt skulle rejse fra de lande, hvor de havde boet i generationer, hvilket først forekom større grupper tillokkende efter nazismens uhyrligheder. Men ud fra et anti-zionistisk synspunkt gjorde man dem en bjørnetjeneste ved at sætte dem i spidsen for opbygningen af en ren jødisk stat i et i forvejen beboet land.
Konsekvensen af kravet har både været fordrivelsen/den etniske udrensning af 700.000 palæstinenserne, og at de, der forblev i Israel, på enhver måde er en undertrykt og underprivilegeret gruppe. Desuden, at de jøder, der lige var undsluppet nazismens rædsler, blev placeret i en permanent konflikt. Frem for at lade palæstinenserne undgælde for den dårlige samvittighed over for jøderne burde man i de europæiske lande have taget kampen op med anti-semitismen og sikret, at de kunne forblive i de lande, hvor de boede. Set i bakspejlet må man vist sige, at jøder ville have kunnet leve en langt mere tryg og fredelig tilværelse i Europa, USA, m.v., end de har gjort i Israel .

En ren jødisk stat
Hvis man er anti-semit, så er det oplagt at støtte zionismens krav om, at alverdens jøder skal samles i en ren jødisk stat langt væk. Men anti-zionister argumenterer modsat. Derfor er det uvederhæftigt sludder, at den danske venstrefløj anså "jødernes modstand mod at opgive fundamentale elementer af deres kultur, som et væsentligt problem for at kunne omgås jøderne«.
Det eneste, vi har betragtet som et problem, var jøders politiske støtte til den zionistiske bevægelse og Israel. Og vi påpegede, at den zionistiske verdensorganisation helt bevidst og selv klart formulerede, at det var deres hensigt at bruge de religiøse jødiske organisationer til en støtte til Israel.
En sådan sammenblanding af religion og politik er ikke ønskværdig, navnlig ikke for de jøder, der gerne vil holde fast ved jødedommen, men uden at identificere sig med Israel. Tænk hvis Pia Kjærsgård fik magt til at overtage den danske folkekirke. Det ville ikke være sjovt for os, der synes at både jøder og indvandrere udgør spændende indslag i vores kultur.
Søren Hansen fortsætter sit stærkt manipulerende indlæg med at sige, at bogen Zionismens Israel – et land i evig krig fremstiller »jøderne som et kapitalistisk og stærkt pengeinteresseret folkefærd...« Argumentationen i bogen er, at Israel kun kan opretholdes som stat i et Mellemøsten, som betragter landet som en besættelsesmagt, fordi landet får en massiv økonomisk støtte fra USA. Alliancen til kapitalismens højborg er på den måde ubrydelig for et zionistisk Israel...
Men på samme måde, som jeg kan tage afstand fra Pia Kjærsgård og DF, kan den enkelte jøde naturligvis tage afstand fra zionismen og arbejde for lige og demokratisk rettigheder for de jøder og de palæstinensere, der bor i Israel og i en fremtidig palæstinensisk stat.
Det har mange jøder i historien gjort. Den kritik af zionismen, som ligger i bogen er i vid udstrækning baseret på anti-zionistiske jøders analyser af zionismens negative konsekvenser for begge parter.

Fredelig sameksistens
Og man må håbe, at mange jøder i Israel får gjort op med zionismens krav om et stor-Israel for alverdens jøder og lader palæstinenserne få mulighed for at skabe en levedygtig stat.
Og at der gøres op med zionismens forestillinger om, at jøderne skal være en privilegeret gruppe i Israel på bekostning af det meget store mindretal. Kun på den måde kan der blive fredelig sameksistens. Kritikken retter sig således overhovedet ikke mod jøders kultur, religion eller egenart defineret på andre måder, men drejer sig kun om zionismen som politisk grundlag for staten Israel.
Når Søren Hansen derfor skriver, at »for venstrefløjen bestod jødernes forbrydelse i, at de nægtede at opgive deres kulturelle særegenheder og at de stod i ledtog med kapitalistiske kræfter… (...) Det fatale i denne antagelse var, at der ikke blev skelnet mellem jøder som mennesker og staten Israel«, ja, så er jeg lige ved at give op.
Kære Søren Hansen. Bogen bestiller ikke andet! Et forsigtigt spørgsmål: Har du læst den – eller kun enkelte passager?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her