Kronik

Glistrups masker

Hvordan kan en mand, hvis hele livsanskuelse var anarkistisk og ungdomsoprørsk, nu alliere sig med fremmedhadets skimlede yderfløj? En gåde fylder 75 i dag
28. maj 2001

Hvordan kan en mand, hvis hele livsanskuelse var anarkistisk og ungdomsoprørsk, nu alliere sig med fremmedhadets skimlede yderfløj?
En gåde fylder 75 i dag

Historisk set
Da hungersnød i 1729 hærgede Irland, fremsatte forfatteren Jonathan Swift A Modest Proposal, der gik ud på, at man kunne slagte hundrede tusind irske småbørn: »Kogt med lidt peber eller salt vil de smage fortrinligt.«
Forslaget var ond og forrygende satire, men da Swifts formuleringer så aldeles seriøse ud, vakte den drastiske løsning på hungersnøden skrigende forargelse. Swift blev udelukket fra det politisk korrekte selskab, hvor han i forvejen ikke befandt sig vel, og forvandledes til en figur, der kunne bruges i opdragelsen af uartige børn – hvis du ikke opfører dig pænt, kommer domprovst Jonathan Swift og slagter dig!
Da cand. jur. og forhenværende skatteadvokat Mogens Glistrup i 1999 foreslår, at 6.000 muslimske piger i alderen mellem tolv og tyve år skal indfanges og for eksempel sælges til Paraguay for fem millioner kroner, er den solide forargelse tilsvarende på pletten, og Glistrups skrantende Fremskridts-parti lægger sig på sit endelige dødsleje.
Resten handler om en aldrende partistifter, tidligere universitetslektor i skatteret, mangemillionær og fordums ejer af Danmarks største advokatfirma. Stump for stump har han kastet den imponerende ballast af sig og skriver i sin alderdom på et uendeligt manuskript om Islams forbrydelser.
Eller er virkeligheden mindre entydig? Er Glistrup stadig en artist og en helvedeshund, der nu har båret sin maske så længe, at den ikke uden videre kan rives af hans ansigt? Og kan vi, der betragter ham med lige dele fascination og skræk, tænke os den samme maske anvendt til et politisk eksperiment, som vil gøre fremmedhadet hjemløst i Danmark?
For at antyde eksperimentet er det nødvendigt i korthed at kigge på Glistrups tumultagtige offentlige karriere, som indledtes den 30. januar 1971. Den lørdag aften chokerede han nationen ved i monopolfjernsynet at sammenligne skattesnydere med Besættelsestidens jernbanesabotører:
»De gør et farligt job, men et fædrelandsnyttigt job«.
Siden har han i sit cirkustelt udført stadig mere halsbrækkende numre.
Alligevel tyder intet på, at han før tv-udsendelsen i 1971 havde planer om at gå ind i underholdningsbranchen. Han drev den advokatforretning i Skindergade 23, som han havde arvet fra sin svigerfar, og i sin fritid puslede han med skatterettens avancerede paragraffer. De handlede om at forvandle personlig indkomst til aktieindkomst, og om at fradrage tab ved aktiesalg. Ved at prøve sig frem med først ét selskab og så flere opdagede han, at regnestykket kunne oversættes til selvangivelsens virkelighed. Foreløbig gjorde ingen myndighed indsigelse mod hans provokatoriske fortolkning af spillereglerne. På papiret havde han opfundet en skatteelevator, der kunne passere etage ’nul indkomst’ og fortsætte i negativ retning. Fremtiden ville blive en glidende nedtur med transaktioner, der skulle holdes hvirvlende i luften som var de røde bolde, og ikke aktieselskaber med sælsomme navne: ’Grinebiderhalløjartikel-importkompagniet’, »Lyngby Paraplyudlejning’, ’Kanelimporten’...
Da Glistrup havde afprøvet elevatoren på sin private økonomi, inviterede han udvalgte klienter på nedtur. Iklædt sin tillidvækkende morgenkåbe gjorde han skattefradrag til et samlebåndsprodukt, og hans advokatbutik blev udvidet med nye kontorer og medarbejdere i Rådhusstræde og Nygade.
Så sikker på holdbarheden af sin konstruktion må han have været, at han omsider turde provokere med, at han ikke betalte skat. Og indtil videre virkede chokbehandlingen efter hensigten. Den skabte kaos og forfærdelse. Selv regnede han sig for immun i sit skjold af morgenkåbe og paragraffer, og ligningsdirektør Th. Hove overgav sig i februar 1971 til dagbladet BT:
»Om landsretssagfører Mogens Glistrups foretagender kan jeg sige, at de er helt legale.« Den konservative borgmester og næstformand for skatterådet i Glistrups hjemkommune Lyngby-Tårbæk akkompagnerede med sikker røst: »Glistrups selvangivelser har været underkastet en ganske speciel, nøje undersøgelse... vi har ikke på noget som helst tidspunkt fundet ting, der ikke var helt legale. Jeg vil indrømme, at det er fantastisk.«
At Glistrup legede ’Djævelens advokat’ med skatteparagrafferne og nåede at lokke omkring 20.000 klienter til at deltage i legen og ved folketingsvalget i 1973 fik 485.289 vælgere til at stemme på sit Fremskridtsparti, morede hverken skattemyndighederne eller retsvæsenet. Hvis man ikke kunne få stoppet den kuriøse advokat og partistifter, måtte man se i øjnene, at strømmen af indkomstskatter ville tørre ud. Skatteborgerne ville selv beholde halvdelen af pengene, og den anden halvdel ville som salær forsvinde ned i Glistrups swimmingpool på Skovbrynet 100 i Kgs. Lyngby.
Som bekendt lukkede det ’fantastiske’ cirkus, da Glistrup i byretten blev dømt for almindelig skattesvig, hvilket takseredes til en bøde på 1.5 millioner, men ingen fængselsstraf. I landsretten blev han dømt for skattesvig af særlig grov karakter – det betød fire års fængsel og fire millioner i bøde – og i 1983 takserede Højesteret hans forseelse til tre års fængsel og en bøde på én million.
Dog må to af Højesterets dommere have fornemmet, at denne skattesnyder var mere end almindelig aparte, for de noterede i en mindretalsudtalelse, at Glistrup »med sin særprægede tankegang kan have haft den forestilling, at han kunne overbevise myndighederne om, at hans sindrigt opbyggede system alligevel burde godkendes.«

Da den »særprægede tankegang« i 1983 blev sendt til tugt, rasp og forbedring i statsfængslet i Horserød, forudså ingen, at Glistrup straks efter ville give sig til at finpudse en ny provokation: Fremmedhadet.
Men hvordan kan en mand, hvis hele livsanskuelse var anarkistisk, statsbefriende og ungdomsoprørsk alliere sig med en så skimlet politisk yderfløj?
Havde han ikke som en storslået spøg stiftet sit fremskridtsparti i Grøften i Tivoli, fordi »paragraf-tyranniet kvæler det gode humør«, og foreslået kommunisten Carl Madsen som justitsminister i sin kommende regering til afskaffelse af alle regeringer? Ønskede han ikke Forsvarsministeriet erstattet med en telefonsvarer, der på russisk erklærede, at »Vi overgiver os«? Og ville han ikke privatisere folkekirken og som folketingskandidat have den muntre Otto Sigvaldi, der på Strøget i København solgte bøger om »Hindbærbrus og kragetæer«?

Når denne moderne Jonathan Swift og outlaw alligevel efter sin fængselsdom griber til det mest ekstreme og fremmedfjendske program, sker det i rusen over, at han allerede én gang har formået at underholde en halv million vælgere så effektivt, at de stemte ham ind i Folketinget, hvor han snurrede, svirrede og jonglerede så uberegneligt, at han forhindrede enhver chance for en smule opfyldelse af sit eget nulskatteprogram. Til fortvivlelse for de borgerlige steg både skatten, de offentlige udgifter og statens gæld i hele Glistrups periode som politisk stand-up-komiker. Socialdemokratiet sad på regeringsmagten i alle årene fra 1975 til 1982.
Ved at rendyrke en ny provokation om »biksemad, frikadeller og skummetmælk til alle i et mu-hamedanerfrit Danmark«, kunne han håbe at se sit gamle kunststykke gentaget. Som skatteillusionist med indkomstskatten som syndebuk havde han midlertidigt forført både skattevæsenet og vælgerne. Kunne han forføre vælgerne igen med muslimer som alternativ syndebuk?
Han kom ikke til at savne kvikke elever i sit sproglaboratorium for fremmedhad. De fremmeste stiftede Dansk Folkeparti. Til Jyllands-Posten erklærede borgmesteren i Århus, den senere indenrigsminister Thorkild Simonsen i december 1994: »Glistrup er ved at få ret... Jeg vil gerne påtage mig en del af skylden for, at han blev afvist.« Venstres formand Anders Fogh Rasmussen supplerer: »Vi må sætte låg på; grænsen for indvandring er nået.« Den nuværende indenrigsminister Karen Jespersen kopierer Glistrups forslag om, at kriminelle asylansøgere skal »anbringes i lejre med nødtørftige boligfaciliteter og så billig bespisning som muligt til at opretholde livet« – og fra højrefløjen, der har visioner om et flugtsikkert Alcatraz, får hun ivrig opbakning til sit moderne Gulag.
Men Glistrups misere blev en anden end hans disciples. Han forførte dem, men de oversatte hans visuelle billedsprog til ’ansvarlig bekymring’ og lyttede omhyggeligt efter den bekymrings-grad, som ville skaffe størst fremgang i meningsmålinger. Selv fortsatte Glistrup med at spille rollen som et enestående og gådefuldt eksempel på en demagog i fredstid. I sine chok-effekter så vedholdende og stædig, at han til dato har forført sig selv ind i 8.000 vildtvoksende manuskriptsider om Islam og ladet provokationens maske vokse hen over sin person.

Kun et dristigt eksperiment kan derfor tænkes at vende op og ned på fremmeddebatten i Danmark: At tilstrækkeligt mange tør vise politisk dødsforagt nok til at sende Glistrup op over spærregrænsen og ind i Folketinget én gang til. At se ham dér i en intim alliance med Pia Kjærsgaard og de ’bekymrede’ disciple synes umuligt, for ligesom under Glistrups skatte-provokationer i 1970’erne repræsenterer Kjærsgaard & Co. den stramme, kedsommelige ’snusfornuft’ i kontrast til Glistrups ukontrollable anarki. Som chokbehandler vil han formentlig påtage sig en ny maskering og rive op i stivnede positioner, eller han vil som minimum kunne fastholde Socialdemokratiet på dets plads til venstre for midten og få en del af de borgerlige til at genopdage betydningen af humanistiske værdier. Faktisk synes alternativet til den aldrende Glistrup som genganger på Christiansborg endnu mere skræmmende.

Flemming Chr. Nielsen er journalist og forfatter til blandt andet Glistrup-biografien ’Anarkisten’, der udkom i efteråret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu