Læsetid: 4 min.

Guldgåsen og verdens fattige

Lad os reformere det internationale patentsystem, så de fattige får adgang til nødvendig medicin
Debat
8. maj 2001

Kommentaren - Aids
CAMBRIDGE – Debatten om medicinpriser og patent-rettigheder raser. Mange livsforlængende lægemidler – især dem, der gives til hiv/aids-patienter – produceres af amerikanske og europæiske medicinalfirmaer, som har taget patent på dem, og det betyder, at de på grund af prisen er uden for rækkevidde for de fleste fattige mennesker i de fattigste lande.
Mens mange aids-patienter i de rige lande holdes i live ved hjælp af denne medicin, dør mange smittede i de fattige lande før tiden – med store menneskelige lidelser, millioner af forældreløse børn og økonomisk katastrofe til følge.
En typisk aids-behandling koster omkring 10.000 dollar pr. patient om året. Omkostningerne ved at producere de pågældende medikamenter er imidlertid langt mindre end markedsprisen – måske kun mellem 350 og 500 dollar om året for nogle af de mest brugte kombinationsmidler.
Nogle producenter af god kopimedicin, f.eks. det indiske firma Cipla, har tilbudt at levere varen til kun lidt over produktionsprisen. Som reaktion på dette tilbud (og den negative presseomtale) har tre store patentindehavere – Merck, Abbott Laboratories og Bristol Myers Squibb – meddelt, at de er villige til at forsyne det afrikanske marked med aids-medicin uden at tjene på det – dvs. til omkring 500 dollar pr. patient om året.

Et stort spørgsmåltegn
At millioner af fattige mennesker dør af aids, selv om der findes en behandling, er en tragedie, som sætter et stort spørgsmålstegn ved den globale patentbeskyttelse. Hvordan kan et system, der tilskynder til nyskabelser og nye opdagelser, kombineres med sikkerhed for, at også fattige får adgang til den behandling, de har så desperat brug for?
En udvej kunne være at fastsætte forskellige priser for rige og fattige lande. I de rige lande bør patentbeskyttelsen bevares, så medicinalfirmaerne bliver ved med at udvikle nye lægemidler.
Det er især vigtigt, når det gælder aids, fordi spredningen af resistente viruser og uønskede bivirkninger af den eksisterende medicin betyder, at der hele tiden er brug for nye stoffer. Derfor må firmaerne sikres en indtjening, som de kan geninvestere i forskning og udvikling.
Men hverken de fattige lande eller de donorer, der forsøger at hjælpe dem, kan betale den samme pris som de rige lande. I USA er den gennemsnitlige årlige indkomst 35.000 dollar; i store dele af Afrika ligger den under 350 dollar.
De fattige lande er faktisk så fattige, at de ikke engang kan overkomme produktionsprisen på omkring 350 dollar pr. patient om året. Derfor vil få afrikanere have råd til at blive behandlet for aids, selv om de kan få den billigere kopimedicin.

Følgende betingelser
En bæredygtig løsning på dette problem kræver, at følgende betingelser opfyldes:

*Medicinalfirmaerne må – hvad enten de er patentindehavere eller kopi-producenter – forsyne de fattige lande med medicin til priser, der ligger i nærheden af produktionsomkostningerne.
*I de rige lande må patentbeskyttelsen bevares for at sikre, at der udvikles nye lægemidler.
*Rige og fattige markeder må adskilles, så den billige medicin ikke smugles ind i de rige lande (eller kommer legalt ind i form af parallel-import).
* Regeringerne i de rige lande må yde de fattige lande en betydelig bistand, så deres indbyggere kan få adgang til medicinen.
De rige lande bør oprette en ’global sundhedsfond’, hvis midler skal gøre det muligt for de mindre heldige lande at købe medicin og lægehjælp til at bekæmpe dødbringende sygdomme som aids, tuberkulose og malaria.
Denne fond skal ikke alene hjælpe de allerfattigste lande, men også mellemindkomst-lande som f.eks. Sydafrika, hvor sygdomme som aids er så udbredte, at den nødvendige mængde medicin ikke engang vil være til rådighed med reducerede priser.
Så vil vælgerne i de rige lande måske også kræve lavere priser. Men hvis politikerne bøjer sig på dette punkt – f.eks. ved at afskaffe patentbeskyttelsen, indføre priskontrol eller tillade genimport fra fattige lande – vil tilskyndelsen til at udvikle ny medicin gå i stå.
Patienterne i de rige lande behøver imidlertid ikke frygte det værste; der er ingen grund til at tro, at prisen på deres medicin vil stige, bare fordi medicinalfirmaerne går med til at opkræve lavere priser i de fattige lande.

Ikke noget incitament
Retssagen om aids-medicin i Sydafrika for nylig endte med et nederlag til medicinalfirmaerne. Men uden patentbeskyttelsen ville strømmen af nye produkter mod aids standse, fordi der ikke ville være noget incitament til at udvikle nye lægemidler.
Nogle hævder, at stats-støtte til forskningen er nok til at sikre nyskabelser. Historien viser imidlertid, at statsstøtte giver gode resultater inden for grundforskningen, men at den profit-orienterede private sektor er bedst til at udvikle og markedsføre nye produkter.
Derfor er det en god idé at reformere det internationale patentsystem med det formål at give de fattige adgang til den nødvendige medicin – men dræb ikke gåsen, der lægger guldægget, ved at undergrave patentsystemet.

Jeffrey Sachs er professor i økonomi og direktør for Center for International Development på Harvard University.

© 2001 Project Syndicate & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her