Kommentaren - Skandale
To aktuelle skandaler, en progressiv og en reaktionær: de radikale folketingskandidater, som måske er muslimske fundamentalister. Og museumsdirektør Thorkild Kjærgaard, der afskediges, fordi han ville lade Søren Krarup arrangere en udstilling om danskhed.
Nogle har ret til ikke at blive forfulgt. Jeg omgås mest venstreorienterede og er vel nok venstreorienteret, selv om jeg på nogle punkter er højreorienteret. Mange venstreorienterede føler sig urimeligt forfulgt. Berlingske Tidende har kørt en stribe af kronikker og artikler med hetz mod venstrefløj og marxister. Det er urimeligt og uretfærdigt, føler mange venstreorienterede. Vi ville det bedste. Hvad gjorde vi galt?
Jeg var selv både venstre-orienteret og marxist i 1970erne. I dag føler jeg, at jeg på mange måder tog fejl. Meget kan jeg fortryde eller undre mig over. F. eks. min store begejstring for Kina. Jeg står ikke frem og angrer. Men jeg finder meget af kritikken forståelig, ja berettiget. Ja, selv en barsk kritik som Henrik Gade Jensens finder jeg velgørende og stærk, selv om den nok kan være lidt uretfærdig.
Har man ivret for klassekamp og revolution, må man kunne tåle en smule øretæver, når den stolte ideologi falder på gulvet. Har man været intolerant og det var mange marxister sandt for dyden må man acceptere at få intolerancen retur, når de marxistiske aktier styrtdykker. Der er ikke tale om forfølgelse af venstreorienterede i moderne vestlige samfund. Tværtimod. Selv folk, der til det sidste holdt fast ved kommunismen, kan umiddelbart efter blive kendte og respekterede politiske repræsentanter og mediepersoner.
Krarup tabuiseret
Den egentlige forfølgelse går den modsatte vej. Det er de reaktionære og højreorienterede, der ikke blot forfølges, men systematisk udelukkes. Indre Mission har i en stor del af 1900-tallet været foragtet og latterliggjort. Søren Krarup har i årtier været fordømt og ekskluderet. Hans ofte interessante og intelligente forfatterskab har nærmest været tabuiseret. Enhver anstændig person må vise ham foragt. Alle vi gode må stå sammen mod Krarup! Nu skal den reaktionære museumsinspektør Thorkild Kjærgaard, der er en interessant forsker og forfatter, afskediges, fordi han fik den strålende om end lidt provokerende idé at lade Søren Krarup arrangere en udstilling om danskhed.
I den bedste mening
Det er venstrefløjen, progressivismen, den intellektuelle elite, der gerne må tage fejl og begå overgreb. Det sker jo i den bedste mening. Men hvorfra ved venstre-fløjen og eliten, at Indre Mission og højrefløjen ikke arbejdede ud fra den bedste mening?
Hvis danskere havde de meninger, der præger Minhaj-ul-Quran, ville de blive stemplet og fordømt som højreekstremister og fundamentalister. Når det gælder indvandrere, får piben pludseligt en anden lyd.
Eksperten Jørgen Bæk Simonsen mener, at man skal se positivt på sagen og lade de pågældende indvandrere forsøge sig som folketingskandidater.
De pæne mennesker i Det Radikale Venstre er unægteligt i knibe. Jeg kan ikke helt afstå fra at hovere skadefro: De vil blive anklaget for enten fundamentalisme eller racisme.
Dannelse og prestige
Opinionen har længe været venstredrejet i den vestlige verden. Det, man kalder højredrejning, er i vid udstrækning en berettiget reaktion mod denne venstredrejethed. Intellektuelle har ofte været venstreorienterede.
Og højrefundamentalisme trives ofte blandt lavtuddannede. Her ligger hunden begravet. Det handler om dannelse, stuerenhed og prestige. Det venstredrejede er ikke udtryk for egentlig for-ståelse endsige generøsitet.
Venstrefløjen og eliten burde udvise større generøsitet. Bekæmpe de værste uretfærdigheder. Men også være åbne over for de mindre uddannede og over for højreorienterede forfattere.
1968 sejrede stort, uanset hvad liberalister siger. Men 1968 reduceret til stuerenhed er en kvalm affære. Det er ikke mærkeligt, at pæne borgerlige må lufte deres had til de intellektuelle, der tabte politisk, men sejrede kulturelt. Venstre og konservative repræsenterer næsten et flertal.
Ikke desto mindre må de leve med en opinion, der er mindretallets. Og som er dødeligt intolerant. Og som på mange måder lammer de to partier.
Jeg forstår folk, der går ind for dødsstraf, muslimer eller ej. Det er der mange der gør ,både i Europa og USA. Men når jeg har indrømmet min forståelse, vil jeg også prøve at forklare, hvorfor jeg alligevel er imod dødsstraf.
Eliten er bange for at gøre indrømmelser. Den frygter alle de udannede, hvis glammende svinehunde kræver bestandig nye lunser kød. Derfor må man stå ubøjeligt fast. Det er et rædselsfuldt verdensbillede. Det er også uholdbart.
Generøsitet og åbenhed er uendeligt større dyder end stuerenhed og selvgodhed.
