Kronik

Kampen om historien

7. maj 2001

I en årrække har højrefløjen ført historiepolitik mod fortidens ’røde lejesvende’. Det eneste modtræk er åbenhedens og offentlighedens politik. Derfor: Luk arkiverne op

Historisk set
Mange af de fejder, som vi i de senere år har oplevet om historien, bærer præg af en ufrugtbar konfrontation. Det har været veteraner fra modstandskampen under besættelsen imod historikerne, ligesom det har været journalister og politikere fra dele af pressen imod tidligere marxister, pacifister eller kommunister.
For et par år siden blev der ligefrem dannet et såkaldt Dokumentationscenter imod historieforfalskning, ledet af den mangeårige DKP’er Leif Larsen, hvis opgave skulle være at påvise historikernes forfalskning af historien, i dette tilfælde besættelseshistorien. Andre, såsom Bent Blüdnikow og i nogen grad Bent Jensen, har været ude efter de folk, der havde en anden mening om udenrigs- og sikkerhedspolitikken før Murens fald.
Det samlede sig i perioder til pressekampagner i Weekendavisen, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten (samt på et vist tidspunkt i Politiken), rettet mod ’landsforræderne’ fra Den Kolde Krigs dage, fremført i et voldsomt sprog og uden den tvivl og nysgerrighed, som er al rationel diskussions egentlige kendetegn.

For Bent’erne og Peter Wivel, Ulrik Høy, Bertel Haarder med flere var der ingen tvivl om, at Danmarkshistorien skulle omskrives, så de Røde Lejesvende, der hidtil både havde lavet den og skrevet den, kunne havne, hvor de hørte hjemme – nemlig på historiens mødding – og de sande helte indtage deres fortjente plads.
Dér skulle de så lyse som moralske eksempler på mod og mandshjerte for al fremtid. For det blev også fremstillet, som om tilhængerne af NATO nærmest havde været en minoritet i det danske samfund, som med opbydelsen af alle kræfter måtte kæmpe mod de underminerende kræfter, der kritiserede NATO og USA og angiveligt troede blindt på alt, hvad Sovjetunionen eller Folkerepublikken Kina foretog sig.

På bagsiden af en af de bøger, der tydeligst afslører dette kampagneformål, findes en tekst, som i overensstemmelse med bogens indhold fortæller os, hvordan historien bør omskrives. Det er bogen Hvem holdt de med? Hvorfor politisk aktive på den yderste venstrefløj var i PETs søgelys under Den kolde krig fra 1999, redigeret af Bertel Haarder og med bidrag af ledende politikere som Anders Fogh Rasmussen og Haarder selv plus Blüdnikow, Bent Jensen, Mikkel Plum med flere.
Præsentationen af bogen lyder sådan, med den modifikation, at jeg har ændret lidt på rækkefølgen af afsnittene. Derfor er det ikke et citat, men et sammendrag – i redaktionens egne ord – af, hvad den vil sige med bogen:
»Siden 1945 har vi danskere levet i fred, frihed og demokrati – fra 1949 sikret af NATO og et massivt flertal i den danske befolkning. Men på den yderste venstrefløj var der mange, som var parate til at sætte det hele over styr. Væ-sentlige dele af den danske venstrefløj under Den kolde krig samarbejdede med – og var infiltreret af – Warszawapagtlandenes agenter i Danmark. Mange på den yderste venstrefløj var samtidig fascineret af tanken om en voldelig revolution og solidariserede sig med den væbnede ’anti-imperialistiske kamp’ i andre lande. Det værste eksempel var Blekingegadebandens kontante solidaritet med den palæstinensiske terrororganisation, PFLP. De danske efterretningstjenester var nødt til at rette søgelyset mod politisk aktive på den yderste venstrefløj, og takket være bl.a. denne indsats var Danmark i stand til at bevare sin frihed i anden halvdel af det 20. århundrede.«
Teksten taler for sig selv. En del af kampagnen, som i perioder har varet fra 1994, skyldes nok den store interesse for Politiets Efterretningstjeneste, der opstod for lidt over tre år siden, og som resulterede i den undersøgelse af efterretningstjenestens arbejde, som nu er i gang.
Kampagnen mod venstrefløjen i især Berlingske Tidende fik et ordentligt opsving fra 1998. For højrefløjen gælder det om at legitimere registreringen og overvågningen af venstreorienterede under Den Kolde Krig.

Men der er som nævnt også tale om en fundamentalt anden konstruktion af den nyeste tids Danmarkshistorie end den, vi kender fra de videnskabelige og videnskabsbaserede værker.
Med andre ord en veritabel kamp om historien. Højrefløjen fører historiepolitik – et ord, der vandt indpas under den store tyske ’Historikerstreit’ i slutningen af 1980’erne.
Det kan lyde dumt, men det eneste modtræk mod denne historiepolitik er en anden historiepolitik, nemlig en åbenhedens (offentlighedens) politik. Det gælder både på mikro- og på makroplanet.
Med mikroplanet mener jeg sproget. Der er brug for større kritisk bevidsthed om det sprog, vi bruger, ikke blot populærformidlere og journalister, men også professionelle historikere. Traditionens floskler er for udbredte. Når forenklinger, som er nødvendige, får karakter af stereotyper, der bliver en accepteret del af sproget (’diskursen’) og indgår i alle mulige og umulige forbindelser om et bestemt fortidsemne, så er der grund til at være på vagt.
Som Walter Lippmann allerede i 1920’erne påviste, er stereotyper ’billeder i hovedet’, og disse billeder opretholdes gennem sproget.
Bevidstheden, om at historisk kommunikation er sproglig samt en vis sensibilitet over for sprogbehandlingen, kan give åbninger, hvor der før var lukket for tanker og fantasi.

Først og fremmest kan kravet om fremlæggelse af historikernes værdipræmisser bidrage til at relativere tendensen. Hvis disse betingelser er opfyldt, vil historiefaglige bidrag også i reglen adskille sig fra dem, som de fleste journalister og andre formidlere i presse og kulturindustri er i stand til at frembringe. På grund af tidspresset overtager de det eksisterende sprog. ’Billederne i hovedet’ står stille i stedet for at blive levende.
Samme kritiske refleksivitet gælder ’de store fortællinger’ eller store begreber. Begrebet ’totalitarisme’ kan tjene som eksempel på et begreb, der snarere slører end afdækker fascismens og stalinismens uhyrlige, men vidt forskellige karakterer.
Som den tyske historiker Hans Mommsen har udtrykt det:
»Totalitarisme-teorien er den myte, som står i vejen for en virkelig socialhistorisk forklaring på nazismen, især på grund af dens teleologiske tendens til at tage slutresultatet for givet, før der er foretaget en undersøgelse af betingelserne for dens vækst.«
I samme kategori hører begrebet ’reformisme’, som for to årtier siden mentes at kunne forklare alt om den socialdemokratiske arbejderbevægelse, og måske også begreber som ’modernitet’, ’postmodernitet’, ’posthistorie’ osv.
De udmærker sig i hvert fald ofte negativt ved snarere at spærre end at åbne for indsigt, selvom disse begreber naturligvis har en rolle at spille som idémæssige sammenfatninger på højt abstraktionsniveau.
Men også institutionerne spiller en rolle. Det er det, jeg kalder makroplanet. I 30 år har der nu herhjemme været ført en debat om arkiverne og deres adgangspolitik, som stadig er for ’politisk’. Spørgsmålet om arkivadgang er dybest set et spørgsmål om demokrati i det offentlige liv, fordi demokrati som forudsætning har viden og åben debat.

Hvis statsmagten eller den af samme udpegede rigsarkivar fører en restriktiv og/eller diskriminerende linie ved tildeling af adgang til arkivalier, ja så indskrænkes den potentielle viden og debat i samfundet. Og omvendt, hvis der føres en åben politik på grundlag af objektive rettigheder for borgerne til arkiv-
adgang, så kvalificeres og udvides offentlighedens indsigt. Myter kan aflives, og mere eller mindre sikker viden kan erstatte de løse formodninger.
Givet er det, at arkivloven må reformeres, når den kommer op i Folketinget om et års tid, således at f. eks. 80 års grænsen kraftigt nedsættes. Historikerne, pressen og alle, der lægger tanker frem i offentligheden, må presse politikere og embedsmænd til større åbenhed omkring fortiden.

*Claus Bryld er professor i historie på Roskilde Universitetscenter og udgiver i morgen bogen Kampen om historien. Brug og misbrug af historien siden Murens fald, 15 essays på Roskilde Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu