Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
5. maj 2001


Ingen rød jul
29. APR. – At Farsø ligger i Himmerland ved størstedelen af menneskheden. Dyrlægens to børn, Thit og Johannes V. Jensen satte nemlig deres fødeby på det litterære verdenskort. Johannes fik endog Nobelprisen i litteratur. Men Farsø har ikke kun mindestuer for sine to store forfatterbørn, den har også en social demokratisk vælgerforening og en afdeling af SiD. Disse plejer i fællesskab at holde julerest på hotellet i Farsø, for et sådant har byen nemlig også. Men ifølge SiD’s Fagbladet er julefreden i Farsø brudt allerede inden pinse. Farsø Hotel har nemlig meldt sig i Kristelig Arbejdsgiverforening, og så vil de to nævnte, nært beslægtede organisationer ikke holde julefest på hotellet. Konflikten mellem arbejdernes faglige og politiske organisationer, og den særlige kristelige måde at organisere dele af arbejdsmarkedet på er ikke ny, den har eksisteret siden Kristelig Fagforening så dagens lys i 1899, og jævnligt har den ført til strejker og blokader. Det nye er, at Farsø Hotel, som landets øvrige hoteller, med rigets 15 afholdshoteller som dybt respektable undtagelser, har spiritusbevilling, og en sådan ville veteranerne i de særlige kristelige arbejdsmarkedsorganisationer ikke røre ved med en ildtang. De var missionsfolk, og disse var dengang overvejende afholdsfolk, ja det var endog et ret stort personsammenfald med Blå Kors, der indtil de allersidste år har været en afholdsforening. Men i vore dage tager man det ikke så nøje. Vor Herre må lægge navn til de særeste ting. Så i Farsø har de et »kristeligt« hotel med spiritusbevilling og konflikt med arbejderne. Se det er en rigtig Himmerlandshistorie.

Henning Sørensen
Irisvej 17, 8500 Grenå

Ny fernis søges
30. APR. – Vi må mere eller mindre forsvarsløse finde os i ude i verden at blive kaldt fremmedhadere og kulturtryghedsnarkomaner og mange af os føler det både sårende og stik imod vores selvopfattelse som tolerante og gæstfrie mennesker. Vores know-how, hvad angår at leve i fællesskab, skal have en ny fernis. Et dansk kultur- og integrationsparti eller -ministerium kunne være en løsning.

Claus Ferrold
Solvej 10
2600 Glostrup

Det ligner
2. MAJ – Det fremgår, at myndighederne har forbudt autonomes demonstration den 1. maj i Berlin. Samtidig har man med massiv politibeskyttelse tilladt neofascistiske og andre højreradikale i at beskæmme den internationale dag.
Dette falder sammen med den stortyske stats krav om en omdannelse eller rettere videreførelse af EU til en enhedsstat og altså et »neues europa«.
Hvad minder dette os om?
Det er ikke det samme, men det ligner. Giver dette vores udenrigsminister eller andre anledning til eftertanke?
Den tyske stat bekender kulør, fortiden taler vi ikke om, fordi det er ikke mere politisk korrekt, så hellere holde hånden over højreradikale og neofascister.
Og forbyde venstrefløjens demonstrationer.

Søren Juul-Nielsen
Marselisborg Alle 35
8000 Århus C

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her