Kronik

Proportioner, tak

Man ville kalde det dårligt politiarbejde, hvis politiet ikke søgte i ’belastede’ miljøer først. Det gælder desværre også visse indvandrermiljøer
Debat
29. maj 2001

Retfærd & Velfærd
En af vore manuduktører, dengang vi begyndte på jurastudiet, spurgte en dag om, hvordan det kunne være, at husmænd på landet aldrig blev dømt for underslæb. »Nej«, svarede han på sit eget retoriske spørgsmål, »fordi ingen kunne komme i tanker om at betro dem et pengebeløb.« Til gengæld hændte det, at husmænd blev dømt for dyremishandling, hvilket aldrig var overgået en sagfører!
Jeg kom til at tænke på denne pædagogiske historie, der var karakteristisk for datidens juridiske manuduktører, som kun fik penge for de studenter, som gad betale, hvad de til gengæld gjorde, fordi datidens studenter (ikke studerende) ikke havde krav på undervisning, da professorerne var ansat som forskere med pligt til at holde forelæsninger i deres fag. De var nødt til at være gode! (altså manuduktørerne).
Historien er en slags svar på det spørgsmål, som pressen har stillet i anledning af, at politiet ikke efterforsker lovovertrædelser med samme ildhu i alle tilfælde: Nogle lovovertrædelser passerer nærmest uantastede, såsom villaindbrud, hastighedsovertrædelser og biltyverier, mens politiet i andre tilfælde på grund af bevisets stilling er meget tilbageholdende, f.eks. ved husspektakler og især hustruvold og anden familievold.
En undersøgelse fra justitsministeriet har konkluderet, at politiet i vidt omfang begynder deres efterforskning af gadevold og berigelseskriminalitet i indvandrerkredse, ligesom man i et andet tilfælde siges at have været passive over for gentagne ildspåsættelser i et indvandrerkvarter.
Nu er det så, at »kritiske« journalister har rejst det spørgsmål, om det ikke er i strid med lighedsprincippet i forvaltningen og med racismeparagraffen, at politiet henholdsvis begynder efterforskningen af visse typer kriminalitet i indvandrerkredse og undlader at efterforske voldssager i disse miljøer.
For på en respektløs måde at klargøre problematikken fortæller jeg gerne anekdoten om manden, som på spørgsmålet, om han var sikker på, at han havde tabt sin gadedørsnøgle dér, hvor han ledte under en gadelygte, svarede: »Nej, det var ovre på den anden side af gaden, men dér kan jeg jo ikke se!«
Politiet har ikke fribrev på at anvende unødigt krænkende og stressende metoder, selvom de med en vis god grund anser det for sandsynligt, at efterforskningen bør rettes i en bestemt retning. Rapporterne fra Station 1 – både dem i DR og dem i byretten – giver et ubehageligt billede af en journalists begrebsverden og af politiets villighed til at producere eller kolportere dokusoap.
Vi må med resten af befolkningen sætte politiets rolle og virksomhed højt på respektens hitliste; men samtidig må vi bede Vorherre bevare politifolkene fra fristelsen til at lade magtfuldkommenheden og populariteten stige sig til hovedet, således at kynismen og en forståelig mangel på illusioner fortrænger det klare blik for retssikkerheden og værdigheden – også for de udstødte grupper.

Det forstemmende ved DR’s reportager var ikke så meget de trøstesløse miljøer, man præsenterede – enten som typisk dagligdag på Stationen eller som en inferiør virkelighed, som seerne med velbehagelig gysen kunne tage afsted fra, som indtrykket af, at udvalget var selektivt og bevidst distancerende. Det er vanskeligt at føle nogen medfølelse med disse fortabte sjæle; men det er trods alt det, næstekærligheden går ud på, uden at denne konstatering skal opfattes som politisk korrekthed.
Det er dog rimeligt at minde de ofte meget moraliserende journalister om, at det oven i købet er den europæiske menneskeretsdomstol, som har knæsat proportionalitetsprincipppet i sin dom i Jersild-sagen og som siger, at de enkelte menneskerettigheder kan komme i konflikt med andre, og at domstolene da må prioritere ud fra dette princip om forholdsmæssighed. Vel havde Jersilds TV-program indeholdt stærkt racistiske udtalelser fra en gruppe »grønjakker«: men ytringsfriheden var af overvejende betydning, idet der var en væsentlig offentlig interesse i, at disse miljøer blev afsløret.
Sådan er det med alle retsprincipper: at de må afstemmes med andre, således at dommeren – eller som her politiet og anklagemyndigheden – må prioritere.
Politi og anklagemyndighed skal være objektive og saglige, men de skal også være effektive og anvende deres ressourcer på den mest professionelle måde. Derfor må politiet prioritere, og derfor bliver opklaringsprocenten for villaindbrud og cykel- og biltyverier lav, idet politiet koncentrerer sig om de tungere sager, såsom drab, vold og narkotika.
Derfor bliver sager om husspektakler og især hustruvold prioriteres lavt, da politiet erfaringsmæssigt ved, at vidnebeviserne hurtigt tørrer ind, indtil historien gentager sig, og da undertiden med tragiske følger, som drabet på en nabo i et boligkompleks på Sjælland.
Alle ville formentlig finde det rimeligt og fornuftigt, hvis politiet begyndte sin efterforskning af en sædelighedsforbrydelse mod børn ved at tjekke alle tidligere straffede sædelighedsforbrydere, et indbrud eller et røveri iblandt tidligere straffede og velkendte tyve og røvere og en narkoforbrydelse i det kendte narkomiljø.
Man ville uden tvivl kalde det dårligt politiarbejde, hvis man ikke begyndte i de belastede miljøer. Derfor er det ikke (nødvendigvis) udtryk for »racisme«, hvis politiet påbegynder efterforskningen af gade- og bandevold – eventuelt med seksuelle overtoner – netop i de miljøer af andengenerationsindvandrere, som erfaringsmæssigt er overrepræsenteret i gadebanderne rundt omkring i bybilledet.
Især en serie brandstiftelser i indvandrermiljøer har givet anledning – ikke mindst i denne avis – til beskyldninger om racisme hos politiet, som efter (nogle af) ofrenes opfattelse har været passive i deres efterforskning, med den begrundelse, at der snarere er tale om »husspektakler« mellem bekendte end »racistiske« chikanerier.
Politiets holdning har en vis støtte i deres erfaring med den subkultur, som præger visse indvandrergrupper fra især tilbagestående muslimske lande, hvis traditionelle kultur er kollektiv og baseret på familien og ikke individet som enhed og derfor med ære og hævn som et vigtigt værdiggrundlag.
Det er i disse miljøer, man finder en overrepræsentation af arrangerede ægteskaber, idet kvinderne anses for at være et aktiv for familien, som disponeres af faderen, og hvis brødre har pligt til at hævne krænkelse af familiens ære ved drab enten på pigen eller på en uønsket bejle. Det er også i sådanne miljøer, at familievendettaer kan fortsætte i det uendelige, som de kunne det i vore lande for mange århundreder siden, og som vi kender det fra Shakespeares Romeo og Julie og fra den amerikanske mafia.

Det er ikke urimeligt, om politiet på baggrund af deres erfaringer med disse indvandrermiljøer og deres subkultur foretrækker denne indfaldsvinkel til sådanne forbrydelser, indtil sporene i denne type »husspektakler« (hvis det er det, der er tale om) som sagt ofte løber ud i sandet. Hvad politiet har at hænge hatten op på i den enkelte sag, kan jeg af gode grund ikke vide; men det er ikke urimeligt at gøre opmærksom på, at politiet jo dog kan have ret i, at man forvalter sine opgaver professionelt ved at foretage en prioritering af lighedsprincippet og effektivitetsprincippet.
Naturligvis skal journalistikken være »kritisk« men ikke på den måde som »ideologikritikken« for 30 år siden, som var ganske »ukritisk« over for myndighederne, der i overensstemmelse med den da herskende nymarxisme pr. definition var »undertrykkende« og »kapitalismens lakajer«. Kritikken må ikke – som en af dens fædre, Theodor Adono, udtrykte det – udvikle sig til »mistænksomhedens filosofi« og »argumentalisme«, som forlanger bevis af den kritiserede for de mest indlysende kendsgerninger, mens den selv – uden nogen som helst skygge af bevis – kan fremsætte de mest uhyrlige påstande om andre.

Ligesom anklagemyndigheden og politiet skal journalistikken være fair og kritisk i den rette form, som stiller krav til sig selv om grundig undersøgelse af kendsgerninger og årsagsforhold og ikke stiller sig tilfreds med at springe fra tue til tue, sådan som »ideologikritikken« i sin beskyldte »positivismen« for at være
ukritisk.
Det er en gammel sandhed, at den, der taler mest om moral, ofte er den, som har mest behov – ligesom folkevisdommen altid har vidst, at tyv tror, hver mand stjæler. Paranoikeren ser en røver bag hver en busk, ligesom den, der er mest kritisk over for andre, ofte er den mest sårbare – de følsomme tykhuder, som Erik Seidenfaden engang skrev en »spids« om i denne avis, eller de »skallesmækkende mimoser« som andre kalder dem.
Ytringsfriheden er ikke et fribrev for enhver insinuation i pressen, og journalisterne er ikke – som det siges i festlige stunder – »den femte statsmagt.« Pressen er en vigtig del af et demokratisk samfund, men den er ikke en statsmagt, men en privat forretning, som skal tjene penge og gøre det i overensstemmelse med »rimelighed og god forretningsskik,« som det siges i aftalelovens §36.

*Stig Jørgensen er professor, dr. jur., Århus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her