Kronik

Respekt og selvrespekt

Som en del af to kulturer – her pakistansk og dansk – må man vælge til og fra for at kunne være sig selv. Da jeg langt om længe blev bevidst om min selvrespekt, lærte jeg også at sætte grænser
30. maj 2001

Tro & Filosofi
Begrebet respekt har altid spillet en meget stor rolle i mit liv. Netop de mange opfattelser af, hvad respekt indebærer, har formet min tilværelse på godt og ondt. Respekt har omgivet milepælene i mit liv – har betydet tryghed, frygt, forvirring, konflikt men også afklaring for mig.
I Pakistan sætter man respekten for fællesskabet og helheden højere end hensynet til det enkelte individ. Derfor lærte jeg fra første færd, at respekt er det kit, der holder sammen på en familie og et samfund – uden respekten ville alt være kaos.
I min sorgløse barndom boede jeg hos min faster og bedsteforældre i Pakistan. Der fik jeg tudet ørerne fulde med, at jeg skulle respektere de ældre. Hvad ’respekt’ egentlig betød, vidste jeg ikke, men jeg kunne hurtigt regne ud, at det handlede om, at jeg skulle høre efter de voksne og ikke svare igen – og altid tiltale dem med ’ji’. Ordet ’ji’ svarer til ’sir’ på engelsk og signalerer respekt og ærbødighed. Hvis jeg for eksempel skulle tiltale min farmor eller farfar, så kunne jeg ikke bare sige ’daddi’ (farmor) eller ’dadda’ (farfar). Det hed ’daddi-ji’ eller ’dadda-ji’. Hvis ikke jeg gjorde det, så var jeg ikke en ordentlig pige, som min faster kunne være stolt af. I dagligdagen blev de kaldt Be-ji og Abba-ji - uanset familiære kælenavne eller ej var der ingen vej uden om ’ji’-endelsen.

Da jeg et par år senere begyndte i skolen, var hverken jeg eller mine klassekammerater i tvivl om, at læreren ligeledes tilhørte den gruppe. Og hun fik stor respekt – ikke kun fra eleverne, men også fra de andre lærere. Hun var meget bestemt – alle hørte efter hende, når hun var i nærheden. Fra hun kom ind i klassen til hun gik, var der stor koncentration. Ikke engang klassens bøller turde sige et ord uden at få lov. Alle mødte velforberedte op til hendes timer, for ellers blev hun sur. Skulle der en sjælden gang være én, der eksempelvis havde glemt sin bog, kunne hun godt finde på at kalde synderen op til tavlen og – til skræk og advarsel for os andre i klassen – uddele ’gavmilde’ slag i håndfladerne med en lineal.
En dag havde jeg glemt at gå på toilettet i det store frikvarter. Lige så snart timen gik i gang, skulle jeg bare sådan tisse. Men jeg turde ikke afbryde min lærer i undervisningen for at spørge om lov til at gå ud.
Efter et stykke tid kunne jeg ikke holde mig mere – og tissede i bukserne. Da jeg kom hjem, kunne min faster med det samme se, hvad der var sket. Hun ville selvfølgelig gerne vide, hvordan det var gået til. Men da hun hørte min forklaring – at jeg af respekt for min lærer ikke havde villet afbryde hende – tog hun sig til hovedet. »Det har ikke noget med respekt at gøre«, svarede hun. »Selvfølgelig skal du respektere din lærer, men du skal da ikke være så bange for hende, at du ikke tør spørge hende om noget. Respekt betyder ikke, at man skal være bange for nogen. Du skal naturligvis gøre, hvad din lærer siger til dig, men du skal også sige til hende, hvis du har brug for hjælp!«, forklarede min faster mig.
Næste dag tog min faster med i skole og fortalte min lærer, at hun ikke kunne være bekendt at skræmme livet af sine elever på denne måde. »Der er stor forskel på respekt og frygt. Det kan ikke nytte noget, at De som lærer ikke tager hensyn til børnene og deres behov, men selv tromler igennem timerne på en måde, at de ikke engang tør bede om at få lov til at gå på toilettet«. Min faster ville indgive en skriftlig klage, hvis ikke hun opførte sig ordentligt overfor både mig og mine kammerater.
Så vidt kom det ikke, for efter min fasters reprimande blev mit forhold til læreren efterhånden så godt, at jeg begyndte at række hånden op og sige noget i hendes timer. Men den episode lærte mig, at selv om jeg skulle respektere de ældre, så var der trods alt grænser for, hvad jeg skulle finde mig i. For den form for respekt, som min lærer havde praktiseret, var mere en magt-demonstration end noget andet.

Nogle år senere – som niårig – flyttede jeg til Danmark, og her blev min forståelse af begrebet respekt sat på en ny prøve. Min familie havde selvfølgelig bevaret respekt-begrebet, som vi kendte det fra Pakistan. Men kravene til mig blev til stadighed udvidet: »Du er ved at være en stor pige. Derfor skal du altid, når du er udenfor hjemmet, være meget opmærksom på vores respekt (= anseelse) i andre pakistaneres øjne,« sagde mine forældre gentagne gange.
Min far har altid været meget respekteret i den pakistanske gruppe i Danmark, og derfor måtte jeg endelig ikke gøre noget, der kunne skade hans omdømme og den respekt, folk gav ham. I Pakistan havde det haft en betydning, hvad andre tænkte om vores familie, men nu blev det endnu vigtigere at tage hensyn til andre. I Danmark havde vi ikke vores storfamilie, så den pakistanske gruppe overtog på mange måder storfamiliens rolle som holdepunkt og reference. Derfor måtte vi som familie ikke gøre noget, der kunne provokere de andre. Vi børn fik understreget, at vi ikke måtte gøre noget, der kunne få folk til at sætte spørgsmålstegn ved vores forældres opdragelse af os.
Angsten for, at nogen skulle se mig et eller andet sted, hvor jeg ikke måtte være, var stor. Derfor kom jeg aldrig i biografen eller på café. Jeg gik heller ikke rundt i København sammen med mine veninder – for det gjorde ordentlige og velopdragne piger ikke. Folks næste tanke ville være, at der måtte være noget galt med mine forældres opdragelse. Jeg skulle være en respektabel pige – og pludselig handlede begrebet respekt om både mit og min families omdømme. Og det blev til mange år med påbud og begrænsninger.

Respekten for min familie blev også målt på, hvordan vi børn klarede os uddannelses- og jobmæssigt – for ikke at glemme det sportslige for mine brødres vedkommende. Drengene dyrkede taekwondo på eliteniveau, og hver gang de kom hjem fra turneringer og mesterskaber med medaljer, voksede min fars stolthed tilsvarende. Men det var et ufravigeligt stort krav fra mine forældre, at vi fire søskende skulle have en uddannelse. Så mens alle vores kammerater gik med aviser for at tjene lidt lommepenge, fik vi fire lommepenge af far og mor – mod at vi brugte tiden på at læse. Vores uddannelsesmæssige formåen var også en målestok for respekt (= status) for vores forældre i den pakistanske gruppe.

I min skoletid i Danmark lærte jeg meget om det danske samfund og de danske normer. Via mine kammerater og lærere fik jeg føjet endnu en dimension til min forståelse af ordet respekt. Vi skulle kalde lærerne ved fornavn, og hele min pakistanske opdragelse blev pludselig sat i et nyt perspektiv.
I skolen lærte jeg om det danske demokrati og at »man ikke skal finde sig i hvad som helst. Alle har ret til at sige deres mening og blive hørt!« I modsætning til, hvad jeg havde lært i Pakistan, fokuserede man i Danmark på det individuelle.
Jeg opdagede, at den grundlæggende forskel på forståelse af respekt på dansk og pakistansk var, at i Danmark handlede respekten ikke blot om at adlyde de voksne. Det handlede også om at komme med sin egen mening, diskutere, argumentere og bevare sin integritet.
Det grundlæggende i den danske opdragelse var, at gennem hele opvæksten skulle mine kammerater lære at opbygge en selvrespekt.
Og netop denne selvrespekt var det første skridt på vejen mod løsrivelsen fra sine forældre. For at kunne træde ind i voksenverdenen, forventedes det, at man kunne klare sig selv som individ.
I modsætning til dette handlede meget af den pakistanske opdragelse om, at både jeg og mine søskende skulle lære at respekten for familien som helhed var det absolut vigtigste. Løsrivelse, den personlige uafhængighed og selvstændighed var tegn på en familieinstitution i opløsning. Og som ung kvinde kunne min selvstændighed i givet fald ødelægge min familie. Min uafhængighed kunne kaste skam over min families respekt (= ære). Derfor skulle jeg passe endnu mere på ikke at gøre eller sige noget, der kunne krænke min far eller mine brødre.

I det hele taget var det en brydningstid for mig hvad angik respektfulde forhold til andre mennesker. Som eksempel vil jeg nævne dengang min fars ældste storebror, farbror Nazir, var på besøg i Danmark. Den ældste bror opdrages til at være sin fars stedfortræder, og derfor behandler resten af søskendeflokken ham med næsten samme indiskutable respekt. Vi skulle flytte og alle hjalp til. Da mit flotte skrivebord, som jeg selv havde sparet sammen til og som jeg var meget øm over, skulle ind bag i flyttebilen, smed farbror Nazir bordpladen ind oven i bordbenene. Værre var det, at han derefter ville skubbe en skabslåge hen over bordpladen – med hængslerne nedad. Jeg var godt på vej til højlydt at protestere over for min farbror, men min far tyssede på mig og signalerede meget tydeligt, at jeg skulle holde min mund. Alt i mig var i oprør, for hvorfor måtte jeg ikke advare om det uundgåelige – og med tårer i øjnene så jeg, at hængslerne på skabslågen pløjede nogle dybe ridser i mit fine bord.
Det var svært for mig at acceptere, at min farbror i tankeløshed uantastet kunne få lov til at ødelægge mit bord, men jeg kunne konstatere, at min fars betingelsesløse respekt for sin bror forbød ham at sætte spørgsmålstegn ved sin storebrors handlinger. Og at jeg – hans datter – skulle kritisere hans storebror, dét var simpelthen uantageligt.

Som kvinde i den pakistanske kultur og samfundssystem er respekten for mig betinget af den/ de mand/ mænd, der er min reference. Så længe jeg var datter og søster var det min far og mine brødre, som jeg blev respekteret på grund af – og hvis respekt, jeg tilsvarende havde ansvar for at værne om. Og senere ville det blive den mand, jeg blev gift med, som skulle sikre mig respekt fra omverdenen.
Jeg kan sagtens forstå og acceptere de forskellige opfattelser og tolkninger af respekt, der findes i den pakistanske kultur. For mig ligger det stadig på rygraden at vise ældre mennesker respekt og klæde mig ærbart, som det sig hør og bør.

Men som kvinde – trods alt opvokset med mere end et ben i den danske kultur – lader det traditionelle pakistanske kvindesyn og kønsrollemønster meget tilbage at ønske, hvis man ser på det ud fra det demokratiske grundsyn om, at begge køn har lige ret til og krav på respekt.
For eksempel da jeg i sin tid arbejdede som studievært, fremstod jeg i manges øjne som en meget selvstændig kvinde, der havde styr på sit liv og tilværelse. Men fordi jeg boede hjemme, forventede min far, at når jeg ikke var på arbejde, skulle jeg – i en alder af næsten tredive år – være hjemme senest klokken ti. »For hvad ville folk sige, hvis jeg blev set ude i byen senere end det?«
Så på ét afgørende punkt har jeg været nødt til at vælge mellem de to modstridende opfattelser af respekt: Enten at acceptere et system, der altid placerer kvinden i forhold til en mand, eller vælge en livsform, hvor det er acceptabelt at se indad – hvor mennesket og individet er i centrum – hvor selvrespekten er i højsædet.
Jeg er langt om længe – efter mange kaotiske diskussioner med mig selv – kommet til den erkendelse, at først når man har respekt for sig selv og kan bedømme sine egne handlinger derfra, kan man indfri andres forventninger og ønsker om respekt. Da jeg langt om længe blev bevidst om min egen selvrespekt, lærte jeg også at sætte grænser for, hvad jeg ville finde mig i og – endnu vigtigere – hvad jeg ikke ville finde mig i fra andres side.

Rushy Rashid er freelance-journalist og forfatter til bogen Et løft af sløret. Kronikken stammer fra Tryg i Danmarks Årsskrift 2001.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu