Kronik

En særlig ungdoms-sanktion

Gruppevoldtægter og gaderøverier begået af helt unge mennesker har rejst alarm-beredskabet. Men hvordan harmonerer en human og rationel kriminalpolitik med krav om ’fasthed og konsekvens’?
22. maj 2001

Retfærd og velfærd
I disse dage drøfter Folketinget et forslag om indførelse af en særlig ungdomssanktion. Ju-stitsminister Frank Jensen har fremsat lovforslag om en særlig ungdomssanktion med struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af to års varighed og »med et element af fastholdelse«. Forslaget søges hastet igennem inden sommerferien. Her skal peges der på det uholdbare i at underkaste socialt belastede ungdomskriminelle drastiske indgreb for at dæmme op for de endnu mere repressive tendenser, som fik medvind efter nogle alvorlige enkelt-sager forrige sommer.
Ungdomssanktionens rammer fastsættes af domstolene. Udfyldningen overlades til de sociale myndigheder. Sanktionen indledes i almindelighed i sikret afdeling, i et tidsrum svarende til den normale varighed af en socialpædagogisk observation efter den sociale lovgivning, nemlig to måneder.
Har den unge været anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling, kan det dog i dommen bestemmes, at opholdet kan vare indtil to måneder. Hvis der omvendt skønnes at være behov for et længere ophold, kan dommen også give mulighed for det.
Derefter følger et ophold i almindelig døgninstitution, i almindelighed i yderligere indtil 12 måneder. I tilfælde af problemer kan den unge føres tilbage til sikret institution. Om fornødent kan den unge også genanbringes i almindelig døgninstitution efter at være overgået til den afsluttende ambulante fase.
Længstetiden for ophold i institution er halvandet år, heraf op til et år i sikret afdeling. Ved ny kriminalitet kan varigheden af sanktionen og længstetiderne forlænges med indtil et halvt år.
Et tidsrum tilbragt i varetægtsfængsel eller surrogat herfor, fradrages ikke i længstetiden. Som påpeget af Det Danske Center for Menneskerettigheder kan den manglende afkortning bevirke et pres til at aflægge tilståelse og undlade anke. Ungdomssanktionen er fostret i et fornuftsægteskab mellem besindige mager fra politik og sagkundskab, ikke som noget kærlighedsbarn, men som garant for at kunne bevare tradition og anstændighed nogenlunde intakt.

Da nogle konkrete sager om gruppevoldtægt og gaderøverier med indvandrer-unge som gerningsmænd sidste sommer tiltrak sig stor opmærksomhed, fik forslag om sænkning af den kriminelle lavalder, straksdomme og -afsoning etc. fornyet vind i sejlene. Tilhængere af en human og rationel kriminalpolitik har derfor måttet udvise imødekommenhed over for kravene om fasthed og konsekvens. Derfor kan ungdomssanktionen med lidt velvillighed betragtes som det mindste onde.
Ordningen er ikke blevet lanceret med nogen entusiasme. Det drejer sig om signallovgivning, der skal demonstrere handlekraft samt markere, at der ønskes en mere målrettet indsats over for de særlig vanskelige unge.
Den forberedende ekspertgruppe har ganske bemærkelsesværdigt tilkendegivet, at gældende lovgivning i de fleste tilfælde er fuldt tilstrækkelig til at ’strikke’ hensigtsmæssige løsninger sammen, om end mulighederne angiveligt ikke altid er blevet udnyttet tilstrækkelig effektivt. Ordningen giver i princippet plads til en vis fleksibilitet. Nyskabelsen må imidlertid give anledning til stor bekymring, for hvis de politiske udmeldinger om op-stramning praktiseres efter pålydende, vil der ske kontraproduktive og helt uforholdsmæssige skærpelser. Ungdomssanktionen er i hovedsagen et alternativ til ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til cirka et år.
FN’s børnekonvention indebærer, at fængsling kun må anvendes som »sidste udvej og for det kortest mulige tidsrum«. Efter gældende praksis overføres unge fængselsdømte derfor til alternativ afsoning i en af kriminalforsorgens pensioner eller på en social døgninstitution, eventuelt en sikret afdeling.
Målgruppen for ungdomssanktionen udgøres lige præcis af disse unge. Vel at mærke ikke blot ’den hårde kerne’ blandt de domfældte, men stort set dem alle!
I 1999 blev der i 97 tilfælde truffet afgørelse om alternativ anbringelse af unge domfældte. Ifølge kriminalforsorgen var der i 60 sager tale om unge under 18 år. De resterende sager drejede sig i hovedsagen om dømte, som på gerningstidspunktet endnu ikke var fyldt 18 år.
nDe unge under 18 år fordeler sig i tre næsten lige store grupper med frihedsstraffe på op til og med 30 dage, fængselsstraffe på op til og med tre måneder samt straffe af længere varighed.
nFor aldersgruppen 18-19 år er der en forskydning mod straffe af længere varighed. Det fremgår af en rapport fra CASA, at omkring tre femtedele af det samlede antal sager med anbringelse på grund af ung alder angår personer, der socialt og kriminalitetsmæssigt er så ubelastede, at de kortvarigt kan anbringes under frie forhold på kriminalforsorgens pensioner. De øvrige to femtedele anbringes derimod på sociale institutioner. På årsbasis omfatter denne gruppe 35-40 personer, og det er lige præcis dette antal, ungdomssanktionen tilsigtes at omfatte.

For de socialt belastede unge bliver der ikke noget tilbage af den praksis med alternativ anbringelse, som man har satset på at udvikle. Det er i sig selv dybt beklageligt, at en ordning, som er indført under indtryk af menneskeretlige forpligtelser, således ofres på den realistiske kriminalpolitiks alter.
Med indførelsen af ungdomssanktionen er der udsigt til institutionsophold af betydelig længere varighed end ved alternativ anbringelse, for her svarer opholdstiden til straffetiden under hensyntagen til fradrag for udstået varetægt samt prøveløsladelse.
De 133 fængselsdomme, som blev afsagt i 1999 fordelte sig således:
78 på op til 3tre måneder, 21 op til seks måneder, ni op til ni måneder, 12 op til et år, otte op til halvandet år og fire med højere straffe (op til tre år). Domfældte i først- og sidstnævnte gruppe vil næppe falde inden for målgruppen. For de øvrige vil en alternativt afsoning gennemgående være af langt kortere varighed end et år.

Er der (påvist) noget behov for en så drastisk stramning? Vil den give bedre behandlingsresultater, eller snarere bidrage til at fastholde domfældte i en identitet som ’utilpasse’« og kriminel?
Ikke mindre end 54 af de nævnte 60 domfældte, som i 1999 fik mulighed for alternativ afsoning, gennemførte anbringelsesforløbet uden overførsel eller tilbageførsel til fængsel. Dette er ikke nødvendigvis udtryk for et vellykket behandlingsforløb; men tallene viser, at det for det store flertal af anbringelser ikke er gået helt skævt.
Tjener det noget fornuftigt formål, at ungdomssanktionen i almindelighed skal indledes med ophold på to måneder i sikret afdeling?
I praksis anvendes ophold i sikret afdeling næsten kun som surrogat for varetægtsfængsling. Ud af i alt 308 anbringelser i 1999 skete kun seks efter den sociale servicelovs regler om afværgelse af farlighed og kun ni med henblik på pædagogisk observation.
Det er stærkt betænkeligt, at det ved indførelsen af ungdomssanktionen uden videre undersøgelser lægges til grund, at antallet af sådanne anbringelser skal mere end fordobles. Det skal her tages i betragtning, at mange af de unge ovenikøbet allerede har opholdt sig i sikret afdeling, og at nogle stadig gør det på domstidspunktet. Alternativ afsoning starter fra surrogat for op mod 20 procent af de 15-17 årige.

Tre fjerdedele af de alternative anbringelser af unge starter ligefrem fra fri fod, og også i ganske mange af disse tilfælde er der gået et surrogatophold forud. Til og med er der risiko for, at dommene på grund af kassetænkning ligefrem vil blive mere indgribende end tænkt. Det koster en kommune op mod 400.000 kr. at finde en egnet døgn-institution, og erfaringsvis udvises der betydelig tilbageholdenhed med at tage sådanne institutioner i anvendelse.
Unge lovovertrædere opholder sig både før og efter dom i sikret afdeling eller lukket fængsel imod institutionens anbefaling. Opholdet er nemlig gratis for hjemkommunen. En ordentlig finansieringsmodel bør derfor f.eks. pålægge kommunerne at betale for anbringelsen i den enkelte sag efter forløbet af en kort observationsperiode.
Blandt pædagoger og behandlere findes der et imponerende – men ikke ubegrænset – antal ild-sjæle med et konstruktivt tag på de unge.
Men opgaven bliver ikke just nemmere med en større koncentration af problembørn, især ikke hvis disse oplever at være underkastet rammer, som ikke alene er bestemt af behandlings- og beskyttelsesmæssige hensyn, men af samfundets behov for at vise en fast hånd.

Jørn Vestergaard er lektor i strafferet ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu