Læsetid: 3 min.

Sharon er Sharon

Han personificerer den virkeligheds-opfattelse, der udgør den største forhindring for fred i Mellemøsten
Debat
15. maj 2001

Mellemøsten
I et interview med det israelske dagblad Ha’aretz den 12. april slår Sharon en tyk streg under det faktum, at »der ikke er nogen ny Sharon«, ligesom han ikke mener at den israelske uafhængighedskrig, der fulgte Israels grundlæggelse i 1948, nogensinde er sluttet. Sharons selvbiografi bærer titlen Krigeren, ligesom hans tankemåde er lig en krigers. Den ulykkelige konflikt mellem israelere og palæstinensere er ikke mindst bestemt af den enorme militarisering de to samfund har undergået. På israelernes finanslov afsættes der årligt ca. 70 milliarder kroner til forsvaret, og de 2,9 millioner palæstinenseres ledere anvender væsentligt flere midler på at holde over 40.000 såkaldte politifolk under våben, end på at sikre deres befolkning rent vand i hanerne og mad på bordet.
Konflikten i Mellemøsten – ikke mindst den israelske-palæstinensiske – er på sin vis den mest hårde real-politiske strid, men er samtidig den mest menneskelige og jordnære konflikt som eksisterer. Forhindringerne for fred er mange – nogle meget konkrete, andre mere uhåndgribelige. Krigene, magtbalancen, sikkerhedsdilemmaet og olien gør denne konflikt ’tungere’ end de fleste.

To verdener
Israel er indenrigspolitik i de fleste europæiske lande. Som Palæstina er indenrigspolitik i de fleste arabiske lande.
Men omvendt er den såkaldte Al Aqsa Intifada, der foreløbig har krævet mere end 500 menneskeliv, et stærkt vidnesbyrd om, at Sharon vil aldrig få sin fred så længe han som interviewet alene ser konflikten i en eks-generals perspektiv. De mere end 400.000 bosættere, som skiftende israelske regeringer, har støttet til en billigere tilværelse på Vestbredden og i Gaza, er den mest iøjnefaldende barriere for fred, og en daglig torn i øjet på palæstinenserne. Bosættelserne er placeret strategisk med et bevidst ønske om, at dele de besatte områder op i mindre og meget overskuelige kantoner, der dels gør det sværere at skabe en sammenhængende palæstinensisk stat, dels gør det meget enkelt at kontrollere området militært. Bosættelserne, der er i klar modstrid med folkeretten, er en håndgribelig forhindring for fred.
Men pointen er, at bosættelsesproblematikken og andre konkrete uenigheder – uagtet deres tilsyneladende uoverstigelige karakter – kan løses. Parternes forhandlinger sidste år viste, at vedholdenhed, kreativitet og international mægling kan skabe resultater, som tidligere syntes utænkelige. Men volden er det bedste bevis på, at konkrete fremskridt forhandlet af topfolk i idylliske omgivelser er nødvendige, – men langt fra tilstrækkelige. Denne opstand er som den første Intifada en folkets opstand, motiveret af fundamentale menneskelige instinkter – langt væk fra virkeligheden i airconditionerede mødelokaler.

Alle friheder krænkes
Men Intifadaen kan også ses som et oprør mod Arafat. Den evige taber i konflikten er den palæstinensiske befolkning. Den isoleres og undertrykkes ikke alene af Israel, men også af Selvstyret: Der forekommer jævnligt dødsfald i det palæstinensiske politis varetægt, tortur og vilkårlig idømmelse af dødsstraf, uden at de mest elementære retsprincipper respekteres. Ytringsfriheden krænkes, dagblade lukkes, og kritiske journalister bliver tilbageholdt i Palæstina. Domstolene er ikke uafhængige. Palæstinensiske kvinder i selvstyreområdene udsættes for grov diskrimination og undertrykkelse.
Fred mellem israelere og palæstinensere kræver mere end noget andet mellemfolkelig forsoning. Det gensidige had, den velbegrundede mistillid og det årlange fjendskab bilægges ikke natten over. Det vil tage tid, og mange ting skal ændres væsentligt. Forslaget om indsættelsen af et hold internationale observatører til de besatte områder, er fornuftigt. Observatørerne kan ikke alene dæmpe volden, men også give rum for at parterne kan få den fornødne tid – og sikkerhed. Men Sharon har ikke ændret sig. I interviewet udelukker Israels nye premierminister, at en fredsaftale med palæstinenserne kan føre til en israelsk rømning af bosættelserne i Hebron og Gaza, endsige inkludere indrømmelser i spørgsmålet om Jerusalems status. Sharon er langt væk fra sidste sommers forhandlinger, fra folkeretten og fra virkeligheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her