Skudhullerne der forsvandt

Lørdagskronikken
Paul Celan blev født i 1920 in Czernowitz i Rumænien (nu Ukraine). Han hed oprindelig Paul Antschel, men ændrede efter kigen sit navn til det fransk-lydende, næsten anagrammatiske Celan. Han voksede op i et multikulturelt og multisproget område og havde tysk som modersmål og digterisk sprog, selvom han også talte rumænsk. Som stor dreng mistede han sine forældre, da de blev deporteret til en kz-lejr, hvor de døde. Selv blev han sendt til en arbejdslejr. Efter krigen lykkedes det ham at komme til Wien. Siden slog han sig ned i Paris. Her blev han stærkt påvirket af den franske, surrealistiske digtning.
Celan udviklede et forfatterskab, som i de sidste 30 år har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Det består af digtsamlingerne Mohn und Gedächtnis (1952), Von Schwelle zu Schwelle (1955),
Sprachgitter (1959), Die Niemandsrose (1963), Atemwende (1967), Fadensonne (1968), Lichtzwang (1970), Schneepart (1971), Zeitgehöft (1976) og Eingedunkelt (1991). Hans digte er knyttet til efterkrigsmodernismen med en sønderrevet syntaks og med brug af ofte meget private eller sværttilgængelige billeder. Han anses i dag for én af de helt store europæiske lyrikere efter anden verdenskrig.
Celan led af angstforestillinger og paranoia, som påvirkede både hans liv og hans digte. Han mødte i 60’erne en anden jødisk, tysk-skrivende forfatter, nemlig Nelly Sachs, som levede i eksil i Stockholm, hvor hun modtog nobelprisen i 1966. De var begge påvirket af khasidismen (en jødisk religiøs retning) og en form for religiøsitet, som så verdens fremtrædelsesformer som repræsentationer af en anden bagvedliggende og symbolsk betydning. Denne holdning prægede deres digtning på den måde, at de så tydningen af forbindelsen som et område for digtningen. I 1970 begik Celan selvmord ved at springe i Seinen.
På dansk findes ikke meget oversat. Digtet ’Dødsfuga’ blev i sin tid oversat af Ivan Malinovski i Glemmebogen fra 1963. Paul Janic oversatte ni digte i Alef 8/1992. I 1994 kom Peter Nielsens udvalg Du behøver hvert strå. Udvalgte digte.

Digtet ’Frihed’ er fra samlingen Atemwende fra 1967. Det er for en dansker specielt derved, at det er indrammet af titel-ordet ’frihed’, som også i dets tyske version er på dansk, og af slutordet ’dansk’. Celan havde ikke noget særligt forhold til Danmark, men er passeret igennem København på en togrejse til Nelly Sachs i Stockholm. På denne tur, eller ved en anden lejlighed, kan han have besøgt Frihedsmuseet, hvor han formentlig har samlet ordet ’frihed’ op. For kun på Frihedsmuseet kan han have set det, som udgør digtets centrale billede:

Sabotørens
frakke
med de røde, de hvide
ringe om
indskuds-
stederne

Har man været på Frihedsmuseet, er man ikke i tvivl om, hvad det er Celan har set. Frakken med de røde og hvide ringe omkring indskudshullerne (og udskudshullet) tilhørte i sin tid BOPA-sabotøren KK med det civile navn Jørgen Jespersen. KK var næstkommanderende i BOPA og formentlig Danmarks største sabotør. Han har fortalt historien om frakken i sine erindringer (Jørgen Jespersen: Afdeling KK, Kbh. 1993).

Den 17. februar 1944 skulle KK møde en mand på hjørnet af Meldahlsgade og Gl. Kongevej kl. 11. Manden kom ikke, det gjorde derimod »en lille halvfed civilklædt mand med tyrolerhat og barberet nakke«. Han er-klærede på gebrokkent dansk KK for arresteret af tysk kriminalpoliti. Han erklærede: »Du bist KK«, og siger han skal følge stille med. »Jeg var klar over, at de næppe ville rulle den røde løber ud, når de helt var klar over min identitet. Da vi nåede ud for Vesterport station pudsede jeg næse og anbragte lommetørklædet i venstre inderlomme i min frakke, som jeg havde lukket op. Jeg benyttede lejligheden til at afsikre min pistol, som var i den lomme. Det gjorde min følgesvend nervøs og han trak sin pistol op og ind i siden på mig. Vi var nu på Axeltorv og betænkeligt nær ved Dagmarhus. Da vi passererede sporvognsskinnerne på torvet råbte jeg pludselig til ham: »pas på bilen«. Han så væk et øjeblik, og jeg stak hånden i lommen og skød ud gennem min frakke. Jeg ramte ham, og han faldt om. Jeg trak pistolen frem for at skyde ham i hovedet og eventuelt få fat i hans lækre Waltherpistol, men der var lommefoer i mekanismen, og den virkede ikke, og så løb jeg alt hvad jeg kunne i siksak, mens han tømte sin pistol efter mig. Han ramte min frakke med tre skud, men ikke mig, men en dame i Axeltorv Bodega. Jeg løb ned til Vesterbrogade, og der kom en sporvogn i det samme, som jeg sprang på i farten.« (s. 34f.)
Frakken endte siden hen på Frihedsmuseet, hvor KKs udskudshul blev malet op med en rød ring, mens kriminalbetjentens tre indskudshuller blev malet op med hvide ringe.
Den frakke Celan så på Frihedmuseet havde altfor mange huller. Det opdagede lederen af museet, da han i begyndelsen af 90’erne skulle nyorganisere samlingen: Flere af skudhullerne var ikke trængt gennem frakkens foer, og lommen var hel og pæn. KK lever endnu, så han blev tikaldt og kunne bekræfte, at det var den rigtige frakke. Men han havde fået den repareret efter skudepisoden i 1944, og da den skulle på udstilling i 1945, havde man åbenbart ikke taget så tungt på sagen og lavet 7-8 huller med en skruetrækker og malet ringe om dem. Var KK blevet ramt de pågældende steder, var han død i 1944. Nu er frakken blevet restaureret med de rigtige fire huller. (Se Esben Kjeldbæk: Ting fra besættelsen – et museologisk essay, Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak (red.): Fra mellemkrigstid til efterkrigstid, Kbh. 1998, s. 366f.)

Hvilken betydning spiller nu denne historie i digtet. Vi kan jo kaste et blik på en tolkning, som ikke kan tage hensyn til denne historie. I Dietlind Meineckes Wort und Name bei Paul Celan (Bad Homburg 1970) tolkes digtet som en kærlighedshistorie. Sabotørens betydning ses i forhold til kærligheden, en forræder mod sproget, mens frakken ikke tillægges nogen betydning. Det danske tolkes ved hjælp af Shakespeares Hamlet, som fordi der er noget rotten ved Danmark, står i et forhold til ’pus’ på kronens takker. (s. 210ff.) Hvis man altså ikke regner med at digtet refererer ud over sig selv, antages det, at det refererer til intimssfæren, et tradi-tionelt centrallyrisk sted.
Vender vi nu tilbage til tolkningen af teksten, så foregår den i en verden som er opdelt i den faste jord (markeret af tunge ting som ’hus’, ’stenbådene’, ’mursten’), i en vandverden (markeret af ’molen’, ’sivskov’, ’vildandedam’, ’kajen’, ’skumsprøjtet’) og himlen (’Ovenover’). Der er både et jeg og et du, men om du’et er en faktisk person er et åbent spørgsmål. Faktisk må man sige, at Celan i Atemwende og andre samlinger tit bruger en jeg-du struktur, hvor du’et er en abstrakt, en historisk eller en religiøs instans og ikke nødvendigvis en person.
I digtets syvende linie optræder imidlertid ordet ’orlog’. Det er hollandsk (’oorlog’) og betyder krig. Det findes som låneord på dansk og tysk, men på tysk kun i sammensætningen ’orlogsschiff’. Man må derfor antage, at ordet skal kaste hollandske associationer ind over første afsnit. Jeg foreslår som en mulighed, at ’det dobbelte blændværks hus’ refererer til det hus in Prinzengracht i Amsterdam, hvor Anne Franks familje gemte sig. Det dobbelte blændværk kunne dels være reolen, som kamuflerede trappen til gemmestedet og dels det blændværk, familjen selv led under: At de kunne gemme sig. ’Hvidkonge-molen’ er svær at greje. ’Weißkönigs-Pier’ står der på tysk. ’Weißkönig’ refererer på tysk til Kejser Maximilian I.s berømte selvbiografi Weiss-
kunig. At det er Anne Franks dagbog i kombination med adressen Prinzengracht, som bringer ’Weißkönig’ i sving er en mulighed. ’Orlog’ bringer i hvert fald krigen ind i associationsmaleriet.
Efter det første ’hollandske’ maleri, siger jeg’et, at det er ’i dig’ og på ’vildande-dam’. Det kunne altså være en henvendelse til Anne Frank og en tilkendegivelse af, at også Celan, som hun, var et muligt jaget bytte: Som en vildand på en vildandedam. Her standser jeg’et så op og konstaterer:

jeg synger –

hvad synger jeg?

Sangen udgøres af resten af digtet. Første del er historien om frakken, en historie om at gøre modstand i stedet for at være jaget bytte. Frakken ’dækker os nu’. Gennem hullerne i frakken, eller gennem frakke-historiens gitter, ser man ’det Ovenover’, himlen, men uden de stjerner, der burde være der. Vi ser nemlig nazismen gennem historiens gitter.
Til historien om sabotørens frakke lægger sig nu udtrykket ’Grünspan-Adel fra kajen’. ’Grün-span’ er på tysk ’ir’, altså det grønne som lægger sig på kobber og messing. Der ligger altså en farvekvalitet i ordet (det grønne græs på kajen?) som spiller sammen med de andre farver i digtet: Hvid, rød, hvid, og – som vi skal se – gul. Men Grünspan er også navnet på en meget kendt jøde, nemlig Herschel Grünspan (el. Grynszpan), som i november 1938 skød lega-
tionssekretæren Ernst von Rath på den tyske ambassade i Paris som en reaktion på, at hans familie i den polske by Zbyszy var blevet deporteret.
Hans attentat førte til Krystalnatten mellem den 9. og 10. november 1938, hvor hundredvis af synagoger og jødiske huse og butikker blev brændt ned i Tyskland. Grünspan blev siden af Vichy-regeringen udleveret til Tyskland, som planlagde en retssag imod ham, som skulle gøre ham som »agent for den jødiske verdenssammensværgelse« ansvarlig for, at Tyskland var »blevet styrtet ud i krigen«. Retssagen fandt dog ikke sted, og Grünspan døde formentlig i en lejr. Samlet kan man altså læse denne del af sangen som en parallel til historien om sabotørens frakke: Endnu en modstandsaktion i stedet for at være jaget vildt. Og det hedder om Grünspan, at han (adel)

med sine murstens-tanker
om panden,
hæver ånden hele vejen rundt, skumsprøjtet

På trods af sine tunge tanker, på trods af konsekvenserne af hans handling, gjorde han dog modstand. Han er ’skumsprøjtet’. Sidste del af sangen konstaterer imidlertid også:

hurtigt
afblomstrer lydene
på denne side af og hinsides sorgen

Det kan være svært at forstå lige efter disse to modstandshistorier. Men måske kommer svaret i det følgende:

de nærmere –
sejlende
pusgule takker på kronen

På tysk står der ’Eiterzacke der Krone’, og ’Eiter’ betyder ’pus, betændelse’, men også ’gul’. Den krone, der er tale om, kunne således være jødestjernen (gul og befængt). Den sejler nærmere. Det kan næppe betyde andet, end at Celan mente, at antisemitismen var i fremmarch. Ruth Dinesen har i sin bog om Nelly Sachs (Nelly Sachs. En biografi, Kbh. 1993) fortalt, hvordan Celan anså den megen interesse for jødiske digtere som et skalkeskjul for antisemitisme, og at han påvirkede Nelly
Sachs så meget med sine forudsigelser, at hun fik et voldsomt
angstanfald.
Imidlertid slutter digtet optimistisk, for disse forudsigelser
i et skæv-
født øje

digter
dansk.

At det (og jeg’et, som skriver det danske ord i titlen) digter ’dansk’ hentyder naturligvis til sabotørens frakke. Men også til de associationer som ’Danmark’ og ’dansk’ vil vække hos jøder i denne sammenhæng, nemlig at danskerne reddede deres jødiske landsmænd.
’Frihed’ er i denne læsning et usædvanligt digt i Celans produktion, selvom det i sin hermetiske karakter ligner mange andre. Troen på modstand banede sig vej gennem angsten for den fornyede antisemitisme. Altsammen formidlet af KKs frakke, som alle i dag kan se på Frihedsmuseet.

*Morten Thing er forskningsbibliotekar, dr. phil.

DIGT

FRIHED

Im Haus zum gedoppelten Wahn,
wo die Steinboote fliegen
überm
Weißkönigs-Pier, den Geheimnissen zu,
wo das endlich
abgenabelte
Orlog-Wort kreuzt,

bin ich, von Schilfmark Genährte,
in dir, auf
Wildenten-Teichen,

ich singe -

was sing ich?

Der Mantel
des Saboteurs
mit den roten, den weißen
Kreisen um die
Einschuß-
stellen
- durch sie
erblickst du das mit uns
fahrende
frei-
sternige Oben -
deckt uns jetzt zu,
der Grünspan-Adel vom Kai,
mit seinen Backstein-Gedanken
rund um die Stirn,
häuft den Geist rings, den Gischt,

schnell
verblühn die Geräusche
diesseits und jenseits der Trauer,

die näher-
segelnde
Eiterzacke der Krone
in eines Schief-
geborenen Aug
dichtet
dänisch.
Paul Celan
© Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main 1967

DIGT

FRIHED

I det dobbelte blændværks hus
hvor stenbådene flyver
over
Hvidkonge-molen, til hemmelighederne,
hvor det endeligt
afnavlede
orlogs-ord krydser,

er jeg, af sivskov næret,
i dig, på
vildande-dam,

jeg synger -

hvad synger jeg?

Sabotørens
frakke
med de røde, de hvide
ringe om
indskuds-
stederne
- gennem dem
opdager du det med os rejsende
frit for
stjerner Ovenover -
dækker os nu,
Grünspan-adel fra kajen
med sine murstens-tanker
om panden,
hæver ånden hele vejen rundt, skumsprøjtet,

hurtigt
afblomstrer lydene
på denne side af og hinsides sorgen,

de nærmere -
sejlende
pusgule takker på kronen
i et skæv-
født øje
digter
dansk.

Paul Celan oversat af Morten Thing