Kronik

Den sorte mand fra det ydre rum

Længe før den hvide mand sendte astronauter op, beherskede den sorte mand rummet... Sådan lød en myte, der fik enorm betydning for 1960’ernes og 70’ernes bedste sorte elektroniske musik
Debat
18. maj 2001

Det virtuelle Rum
Den 20. juli 1969 er en central dato i menneskehedens og teknologiens historie: Her betrådte det første menneske Månen.
De berømte billeder af den hvide, amerikanske astronaut Neil Armstrong foran måneraketten Apollo 11 udgør samtidig kulminationen på et årelangt kapløb mellem USA og Sovjetunionen om at nå først.
Inden for underholdningsindustrien stimuleres rumfascinationen med fantastiske visualiseringer af primært hvide humanoide væseners liv i rummet med science fiction-film og tv-serier som Rumrejsen år 2001, Star Wars, Star Trek og Blade Runner. I forlængelse af science fiction-romaner fra tidligere i det 20. århundrede leverer disse film nyt indhold og billedmateriale til adskillige forestillinger om en fremtid i rummet rummet og til almindelige menneskers brug af en rumrelateret retorik i hverdagen.

Rumtemaet har imidlertid også en racepolitisk side, idet koloniseringen af rummet indgår som et vigtigt element i selvforståelsen hos en gruppe af sorte muslimer i efterkrigstidens USA.
Én bestemt version af de sorte muslimers skabelsesmyte beretter at den negroide del af jordens befolkning nedstammer fra Master Farrad, et overnaturligt menneske der levede i en storslået civilisa-
tion for tusindvis af år siden.
Master Farrad byggede efter sigende et rumfartøj som han rejste til fjerne galakser i for at besøge forskellige rumvæsener. Længe før den hvide mand gav sig til at opsende satellitter og astronauter beherskede den sorte mand således rummet, og det jordiske liv kan med andre ord rent spirituelt opfattes som blot et foreløbigt opholdssted for den sorte befolkning, mens rummet udgør de egentlige rammer for mental frisættelse og søgen efter (tabte) identitetsmæssige og kulturelle værdier.

I forhold til ældre historiske begivenheder kan forestillingen om den sorte mand som en alien fra det ydre rum også ses i et langt større perspektiv. Myten fungerer også som metafor for den århundreder lange forfølgelse, udstødelse og fremmedgørelse af afrikanske muslimer, der dels er foregået under religiøse konflikter med arabiske muslimer, jøder og kristne i Mellemøsten, dels de konflikter der har præget forholdet mellem hvide og sorte i USA siden de første slaver blev bragt over Atlanterhavet fra Afrika i 1600-tallet.
Myten har især vist sig at komme til udtryk inden for den sorte, amerikanske populærmusik. For flere generationer af sorte musikere har elektroniske musikteknologier fra 1950’erne og frem fungeret som et bindeled mellem på den ene side de mytiske fortællinger om en højteknologisk fortid i rummet, og på den anden side håbet om at undslippe jordelivets problemer og undertrykkelse og vende tilbage til rummet til et bedre og friere liv.
Musikalske frontfigurer som free jazz-pianisten Sun Ra, rockguitaristen Jimi Hendrix og dubproduceren Lee ’Scratch’ Perry er eksempler på musikere, der i 1960’erne og 1970’erne på hver deres måde har forsøgt at koble en særlig rumretorik med sort identitet og musikteknologiske lydeksperimenter. De skaber et marginaliseret og frit ståsted for dem selv og deres publikum gennem et elektronisk udtryk og etablerer derved et ’andet sted’, som de som sorte musikere selv har defineret, og som ikke er blevet dem påtvunget af nogen hvid kultur.
Den historiske alvor og nødvendighed bag denne brug af rummet som metafor for frihed står derfor i tankevækkende kontrast til f.eks. David Bowies langt mere uforpligtende og gimmick-prægede flirt med diverse rumtematikker i den almindelige hype omkring månelandingen i 1969.

Sun Ra er den første betydelige sorte jazzmusiker, der etablerer en direkte forbindelse mellem sin afrikanske oprindelse, en rumretorik og elektroniske musikteknologier. Han begynder allerede i 1953 at skifte klaveret ud med orgler, keyboards og senere også synthesizere.
Sun Ra har på dette tidspunkt udråbt sig selv som ekstraterrestrial videnskabsmand fra Saturn og hævder at han er sat på jorden for at udbrede en ny civilisation, der skal frelse jordboerne fra verdens undergang. Ligeledes aflægger han efter eget udsagn jævnlige besøg hos rumguder på fjerntliggende planeter og kommunikerer med dem under sine koncerter via de elektriske keyboards.
På albummet Other Planes of There (1964) kulminerer Sun Ras synthesizere i et veritabelt inferno af elektroniske lyde, og den ekstreme brug af ekko- og rumklangseffekter på Cosmic Tones For Mental Therapy (1961-63) får musikken til at lyde som om den er spillet i et langt større rum end nogen jordiske omgivelser overhovedet kan tilbyde.
Sun Ras musikalske univers har imidlertid også en visuel side der understøtter hans kosmiske teorier. Hans big band, The Intergalac-tic Jet-Set Arkestra, bliver berømt for at optræde i rumdragter med blinkende hovedbeklædninger og med små legetøjsrobotter på scenen, ligesom koncerterne ofte antager en ceremoniel karakter med Sun Ra selv som shaman. Den konsekvente anvendelse af rumrelaterede titler som Space is the Place, Cosmic Explorer og Have You Heard The Latest News From Neptune?, understreger også Sun Ras referencer til myten.

Det er ikke kun inden for jazz at myten om den sorte mand fra det ydre rum har haft afgørende betydning for sorte musikeres anvendelse af elektroniske musikteknologier. Også en sort verdensstjerne som Jimi Hendrix knytter an til rumtemaet gennem koblingen af rumrelaterede tekster og ekstreme lydeffekter fra sin elektriske guitar, foruden et i 1960’erne hidtil uhørt arsenal af effektpedaler og forstærkere.
Åbningsnummeret EXP fra albummet Axis: Bold As Love (1967) begynder med en samtale mellem en skeptisk, hvid radiointerviewer og en sort rumekspert (alias Hendrix selv).
Radiointervieweren stiller sig i begyndelsen stærkt tvivlende over for tanken om liv i det ydre rum, men hans tvivl gøres grundigt til skamme, da en ufo pludselig lander i radiostudiet og tager den sorte rumekspert med. Specielt denne del af nummeret har karakter af et veritabelt teknologiseret lydinferno af overstyrede og effektmættede guitarlyde, som illustration af ufoen der lander og letter med kurs mod fjerne galakser.
Også inden for den jamaicanske dubmusik fra 1970’erne refererer produceren Lee ‘Scratch’ Perry gentagne gange til myten om den sorte mand fra det ydre rum, først og fremmest gennem en udstrakt brug af ekstreme ekkovirkninger og andre lydeffekter. For eftertiden har Perrys produktioner været omgærdet af mystik, da de ofte forekommer uforklarligt komplekse i forhold til den relativt sparsomme teknologi, som han havde til rådighed. Som forklaring på dette fænomen har Perry udtalt at han blot havde en helt ordinær firespors båndoptager i sit studie, men at han fik »20 ekstra spor for-æret af en ekstraterrestial patrulje«!

En mere politisk og jordnær kamp for de sortes rettigheder føres siden 1950’erne af den sorte borgerrettighedsbevægelse, anført af Martin Luther King.
Borgerrettighedsbevægelsen arbejder for anerkendelse af sorte som ligeværdige borgere i det amerikanske samfund. I musikken afspejler denne kamp sig i slutningen af 1960’erne i en mere eksplicit racestolthed blandt førende sorte musikere, f.eks. i James Browns nummer ’Say It Loud, I’m Black And I’m Proud’ fra 1968.
Andre musikere gør det til deres livsprojekt at pege på konkrete, sociale uretfærdigheder og kummerlige forhold som sorte i USA lever under. Det gælder især sangeren Gil Scott-Heron, hvis politiske budskaber først i 1970’erne får stor betydning for andre sorte musikere. Scott-Herons skarpe og kontante kommentarer relaterer sig direkte til samtiden og de sortes hverdag. Det sker bl.a. med hans ironisering over månelandingen i 1969 i nummeret Whitey’s On the Moon’, med tekstlinjer som:
I can’t pay no doctor’s bills/ but whitey’s on the moon/ ten years from now I’ll be paying still/ but whitey’s on the moon.
De sociale forbedringer og den stigende anerkendelse som sorte og andre minoriteter opnår i kølvandet på borgerrettighedskampen, får op gennem 1970’erne og 1980’erne konsekvenser for vide-reførelsen af myten om den sorte mand fra det ydre rum i sort populærmusik.
Forandringen slår for alvor igennem med hip hop-kulturen, der fra slutningen af 1970’erne opstår i New York og hurtigt spreder sig til andre dele af USA. Med hip hop indfinder sig nemlig en ny jordbundethed, hvor storbyen etableres som det nye makrokosmos og gaden som mikrokosmos. Rumrejser og rummetaforik bliver af rappere, dj’s og breakdancere erstattet af en mere hverdagsorienteret street credibility, der relaterer sig til livet i storbyen og ghettoen og til dialogen mellem mennesker fremfor mellem mennesker og rumvæsner.
Op gennem 1980’erne og 1990’erne bliver den myte om den sorte mand fra det ydre rum – der udfyldte en væsentlig funktion i en stærkt diskrimineret sort musikkultur i 1960’ernes USA – derfor til dels overflødig, netop i kraft af den ændrede sociale situation og det friere udfoldelsesrum for sorte musikere i gadebilledet og på spillestederne.
I nutidig, sort musik som soulpop eller r’n’b optræder myten dog stadig som garant for en særlig sort autenticitet eller historisk bevidsthed i musikken i form af en række indforståede, visuelle referencer i musikvideoer og på pladecovers.
I den forstand lader det altså til at myten om den sorte mand fra det ydre rum fortsat er en central reference i den sorte musikkultur.

*Henrik Marstal og Henriette Moos udgav for nylig bogen Filtreringer – elektronisk musik fra tonegeneratorer til samplere 1898-2001 på Høst & Søns Forlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her