Kronik

En sten for en jøde ...

Nuancer er frygtelige, ikke sandt? Lad os smadre dem. Ikke selv, naturligvis – vi er jo pæne mennesker – men lad os så dog i det mindste undlade at gribe ind, når andre – mindre pæne mennesker, men med en god sag – smider med brosten
2. maj 2001

Tro & Filosofi
Der falder noget ud af deres munde, og det er smerten, der er blevet til sten. Det begyndte dengang, de kristne stjal jødernes verden og spejlvendte den.
Hændelserne fra dengang fortaber sig i erindringens ursump – kun tilgængelig for lærde rabbinere. Men den kristne verden lever dagligt med konsekvenserne af sit tyveri. Da vi ikke gider betragte egen forbrydelse, hygger vi os i stedet med forargelse over nutidig israelsk politik.

Vi stjal jødernes traditioner og gjorde dem – med et par seriøse og tilbundsgående tvister – til vores egne. Jødernes profeter talte, javel – men ikke om dét, de selv tror, de talte om – derimod om dét, vi siger, de talte om. Denne – for jøderne spejlvendte verden kalder vi virkeligheden. Udfra dén justerer vi vores ’politik’ overfor det jødiske folk. Vi er glade for vores ’virkelighed’. Lige så glade som de er på Missionsselskaberne, når det lykkes den arbejdsomme missionær at få ma-sai’er til at synge gospel. Eller når nomader i Mongoliet skifter det vilde ridt over sletterne ud med bedsteborgerlige bord-manérer. I guder: Der er i sandhed grund til at juble!
Hvorfra stammer det ... dette kristne, vestlige had til … nuancer? Hvorfra stammer den gungrende undertone af tung og slæbende musik, der kvæler alle rodfæstede og traditionsbundne livsformer under sig? Indimellem hører man særegne individer mumle noget om, at Bibelen da vist hverken er et opslagsværk i bedsteborgerlig livsførelse eller en bog, der forbyder folk, at danse de danse, deres forfædre gjorde. Synspunkterne drukner ofte i malstrømmen, og når i hvert fald sjældent frem til hverken masai’er, mongoler eller jøder.

Måske lønner det sig at søge lidt i eget hjerte inden man – unuanceret – harcelerer over de grusomme israelere og de nødlidende palæstinensere? Måske lønner det sig nøjere at studere hjertets status quo: Hvad ligner det, at disse jøder kæmper for at bevare deres verden – når nu vi, de kristne, den vestlige verden, allerede har defineret en ny og bedre verden for dem? Når nu vi allerede har fortalt dem, at vi – i modsætning til dem selv – véd, hvad deres profeter talte om? Ikke engang taknemmelighed forstår de sig på. Spørgsmålet er jo efterhånden: Hvilket nytte gør de egentligt, de jøder? På den baggrund er det vel ikke ekstremt underligt, at vi egentligt finder det forholdsvis OK, at araberne gør det beskidte arbejde for os.
Rene hænder er på plads, men en vis rimelighed må der da være i tingene.

Selv gik vi grundigt til værks for en 50-60 år siden. Rev guldklumper ud af tænder, skar vielsesringe af fingre, byggede parcelhus-store ovne til gasning, deporterede til fangelejre. Jøderne fik så sandelig vores kærlighed at føle.
Det var måske lidt overdrevet. En plet jord blev det så til. Og nogle officielle og mere eller mindre halvkvædede undskyldnings-er-klæringer. Det hele betød ikke så meget. Vi mente det ikke på dén måde. Dér sidder de så ... jøderne. Med ryggen mod muren. Smerten indeni er sten, raketter, bomber, tanks og maskingeværer. Men hvem har placeret dem, dér, med ryggen mod muren?

De få, der har bevaret en kærlighed til nuancer, til liv, hænger man op i offentlige lygtepæle, og spytter på. Man har ord for den slags mennesker: De er ’reaktionære’ eller ’zionister’. Glæden over livets mangfoldighed er svær at få øje på.
»Gud løfte sit Åsyn på dig og give dig fred«, lyder det i kirkerne, og folk går derfra velvidende, at det er dem forbudt selv at kaste den første sten .. men derfor kan man jo godt bifalde at andre gør det! Trods alt er det jo jøderne selv, der har forvandlet vores livgivende brød til døde sten. Hvorfor finder vi denne evige krig – mod et folk, der levede længe før, nogen overhovedet havde hørt om hverken Paven eller Pokemon – i orden?

Den jødiske tradition for fabler og filosofi er uovertruffen. Forleden gav det uovertrufne sig udslag i, at jeg hørte en akademisk og indsigtsfuld jødisk, mand tale om nisser:
»De kristne har gjort det samme mod jøderne, som de har gjort mod nisserne. Nisserne er revet ud af deres sammenhæng med nordisk mytologi. Nissernes spejlvendte virkelighed fremstilles nu på fabrikker som ’julepynt’. Forskellen på jøder og nisser er, at nisser ikke kan slå igen. Eller kan de? Godt spørgsmål. Lad os antage, at nisserne levede i rigt mål i åbne landskaber, i forladte hareboer, under store træers rodsystemer. Smukke steder, hvor Mosekonen bryggede, så det var en fryd. Dér, hvor der var flest af dem, er måske dér, hvor der i dag er særligt goldt. Vi har fyldt landskaberne op med kloakanlæg og spildevands-bassin’er. Det oprindelige, tænkende liv er forsvundet. Undergrunden er gennemskåret af dette slam- og vandtransporterende system af kloak- og drænrør – over jorden skriger et par enkelte krager i tågen. En tåge, der kamuflerer manglen på liv, manglen på nuancer. Manglen på chai.«

Det står enhver frit for at anvende samme parallel på masai’er og på mongoler.
.
Meeeen: Det kunne jo godt være jødernes skyld, at disse nisse-væ-sener har fået status som favorit-pynt i de kristnes fejring af selve kærligheden? You never know. Jøderne besmudser jo til stadighed Det Gamle Testamentes Engle, hvorfor de kristne er henvist til nisserne.

Min apostolske kollega, som qua sit kirkelige tilhørsforhold går meget op i kost og spisevaner, mumlede noget i dag om det forargelige i dyretransporter i slingrende last-
vognstog på lange, lige landeveje. Om det forargelige i fodring med kød- og benmel. Om rystesyge og kogalskab og BSE – sygdomme, som jøderne vist – qua deres særegne produktions- og spiseregler – ikke er truet af. Men hun lod det ligge. Trak på skulderen. For de gamle traditioner kan man jo ikke sådan lige vende tilbage til. Der er så meget, der taler imod. Paven og Pokemon. Middagsmåltidet, der hurtigt skal overstås. Og fitness-centret, det skal passes. For ikke at tale om fjernsynet. Mange gode og kristne dyder, som er rigtige. Objektivt rigtige og objektivt uangribelige.
Desuden ved enhver jo, at jøderne er dyremishandlere. Deres metode er i hvert fald ikke den rigtige.
Det virker som om, vanviddet ingen ende vil tage. Ofte går jøderne gennem livet som gennem en dør, uden at vide hvad der er, hverken på den ene eller på den anden side. De venter – tøvende – på dørtrinnet. Véd, at luften er mættet, men ikke om den er dybgrå, koksblå eller klar. Klamrer sig, midt i den sløvende uvished, til lysglimtet, som var der – dér! – et kort sekund under dørsprækken. Et glimt af en vej videre, en flig af en forjættet fremtid. Men det er som et tog i en gammel film. Dampen står om toget, hjulene hviner, det hele rykker, hamrer og spiller sammen – men lige før afgang beordrer man alle jøder af med henvisning til konventioner, handelsaftaler, overordnede politiske målsætninger og den slags objektive ting.

Før jøderne er hjemme aldrig rigtigt hjemme. Hjemme er en art frilandsmuseum, som omverdenen beskytter, ødelæg-ger, udvider eller indskrænker – alt efter aktuel politisk temperatur og kostelig socialdemokratisk korrekthed.
Livsintensiteten er forseglet som i cement og i korte glimt – for de, der har øjne at se med – siver minderne om de gamle tider ud af den forstenede forsegling: Mindet om dengang, nogen talte med fuglene, mindet om humør, varme, anstændighed. Mindet om dengang, nogen respekterede græsset alene fordi det groede. Mindet om chai. Denne længsel giver de fleste sunde mennesker gåsehud.
Politik starter i hjerterne. Energien til enhver form for sylespids forargelse kommer fra en overbevisthed om egen ’renhed’. Er vi da så ’rene’ i forhold til jøderne? Eller kunne man sige, at vores ’mission’ ( i det omfang, vi har en) burde bestå i venlighed, hjælpsomhed og respekt – i vores modus – og ikke i et docerende forsøg på at påtvinge dem vores egen virkelighed? Jeg spørger mig bare – og dukker mig hastigt for de sten, jeg véd, kommer.

*Chai: Jødisk term for liv og livsglæde i bred forstand.

*Marie Skoven er forfatter og journalist og arbejder pt. For Det Danske Bibelselskab. Hun debuterede i 1990 med ’Eventyrdigte’ og har siden udgivet ’En uanstændig kærlighed’ (roman, 1994), ’Kristenblod’ (digte, 1995) og senest romanen ’Drømmefanger’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu