Kronik

Stendød popflade

De samme hits igen og igen samt opskrifter på at blive hurtigst fuld – sådan er ’det ny P3’. Men hvorfor forsømmer man den mere spændende rytmiske musik?
Debat
25. maj 2001

Det virtuelle rum
Som licensfinancieret radiostation burde P3 overlade mainstreammusikken og den følgende popkultur til de reklamefinacierede radiostationer. P3 skulle satse mere på kvalitet end på salgs- og lyttertal og derudover styrke den danske rytmiske musikscene i stedet for at fokusere på internationale, ligegyldige popsucceser.
Mangel på konkret indhold og overfladiske, hurtigsnakkende studieværter er to elementer, P3 har gjort til sit nuværende kendetegn. Elementer, der siden den sprudlende Kim Schumacher tilbage i 1980’erne har været underholdende delelementer, men som nu er blevet et generelt, vandtyndt karakteristika.
Mest sørgeligt er det, at kvaliteten og bredden af den spillede musik – P3’s hovedbeskæftigelse – er gået samme vej. Det er især på dette område, man kan høre P3’s ’inspiration’ fra eksempelvis The Voice. Storsælgende pophits som Robbie Williams, Britney Spears, Destinys Child, Backstreet Boys, Ricky Martin og Madonna dominerer sendefladen dagen igennem.
Man må ræsonnere sig frem til, at disse navne får radiospilletid ud fra følgende tre kriterier:
nHvor meget den enkelte single sælger;
nhvor meget det pågældende navn tidligere har solgt;
nmarkedsføringens omfang.
Kriteriet for at blive spillet i radioen bliver derved først og fremmest økonomisk, ikke kunstnerisk. Kvalitet eller nytænkning synes ikke vægtet overhovedet.
Som den største eksponent for den rytmiske musik i Danmark vælger P3 hovedsagelig at fokusere på den udenlandske mainstream-musik og ikke på en mere eksperimenterende, dansk scene.
Selvfølgelig er der programmer med mere alternativ musik: Pop-shop, Beat og natradio for eksempel, har stadig lov til at vælge deres egen musik og ikke falde ind i P3-rotationen (hvor visse hits skal spilles et vist antal gange i løbet af en dag), som ikke engang den før i tiden heavyspillende Børneradio er gået fri af.
Men disse mere alternative programmer ligger efter klokken 18, hvor størstedelen af lytterne er blevet til seere.
En stor del af lytterne får altså ikke mulighed for som en naturlig del af morgen- og eftermiddagslytningen at stifte bekendtskab med mere avanceret rytmisk musik. De bliver fodret med ligegyldig pop, og deres horisont udvides formentligt aldrig uden en aktiv personlig indsats, som desværre kun få udviser i forbindelse med rytmisk musik.
Mange mennesker køber musik på baggrund af radioens musikudvalg, og mange vil snævert vælge den ensidighed, som her præsenteres (grammyuddelingen i år er et hårrejsende eksempel på denne generelle indskrænkning). Køberne er ikke opmærksomme på andre genrer og giver ved købet af ét af de ovennævnte mainstream-navne ikke den mere eksperimenterende musik chancen for at blive hørt – og dermed heller ikke økonomien til at komme videre.

I musikmagasinet Gaffa kunne man for et par år siden læse et interview med det svenske band, Kent. Bandet pointerede også denne ensidighed, hvormed de danske radiostationer udvælger deres musik. De kunne fortælle, hvordan den alternative rockscene i Sverige var meget udbredt bl.a. på grund af radioens opprioritering af alternativ rytmisk musik.
Lytterne vidste, at denne scene fungerede i bedste velgående og kunne glæde sig over den brede vifte af indtryk, som her florerede eller selvfølgelig vælge musikken fra, hvis de ikke gad at høre på den. Men vigtigst var det, at den alternative musikscene også levede i de lytteres bevidsthed, der normalt ikke hørte denne genre.
Sveriges internationale succes’er inden for den rytmiske musik når da også et noget større omfang end Danmarks. Af mere eksperimenterende navne kan nævnes: Kent, Cardigans, Lisa Ekdahl, Bob Hund, Bo Kaspers Orkester, The Wannadies, Håkan Hellström, The Ark m.fl.. Men især inden for den mere populære genre har Sverige formået at slå helt igennem internationalt: Abba, Ace of Base, Roxette, A-teens, Eric Gadd, Europe m.fl., er navne som kun Aqua på dansk grund kan matche i popularitet.
Først og fremmest er hovedparten af disse navne kommet frem på originalitet og kvalitet og fordi der er et bagland med dybe musiktraditioner, der kan give musikken vind i sejlene. I Danmark har der været navne med enkelte internationale hits (Laid Back, Me & My, Whigfield, D-A-D m.fl.) men få med en vedvarende karriere: Aqua og M.L.T.R.. Og man kan ikke beskylde de to sidste navne for at føre den musikalske udvikling i Danmark videre.

Det er ikke, fordi den alternative rytmiske scene ikke findes i Danmark, eller fordi, talentmassen ikke er der. Det nye tiltag ToneArt er et glimrende bevis på liv. Lidt større bands som Kashmir (der som det eneste har fået en del offentlig anerkendelse), Mew, Swan Lee, Superheroes, Nikolaj Nørlund, Luksus, Speaker Bite Me og især et utal af demo-bands med forskellige genre-indgangsvinkler er også eksempler på kvalitetsmusik, der burde få meget større opmærksomhed.
P3 bør med andre ord være mere nationale og gøde den danske undergrund til gavn for en fremtidig dansk rytmisk musik i stedet for at spille Robbie Williams seks gange på en dag.
’Moderniseringen’ af sendefladen ved indgangen til det nye år gjorde P3 mere lyttervenlig for den hurtige internetgeneration og skubbede kanalen endnu et skridt i retning af de mainstreamfokuserede radiostationer.
Radioavisen, der på DR’s to andre radiokanaler fortsætter uændret, blev på P3 lavet om i den gode sendetid. Den halve time nyheder klokken 12 blev reduceret til en ti minutters udsendelse. Den skulle gøres hurtigere og mere actionfyldt, så lytterne ikke drejede om på en anden mere ’up-tempo’-kanal.
Rådhusklokkerne klokken 12 blev af P3’s ledelse opfattet som et kedsommeligt og langvarigt indslag og blev også skåret væk i hverdagene. Resultatet af de nye P3-nyheder blev en ultrakort udsendelse, med nyheder formuleret i sloganagtige vendinger akkompagneret af lidt stemningspræget musik, der understregede, at nyhederne på denne radiokanal ikke kun var formidlende men også underholdende.
Med de reklamefinansierede radiostationers ekspansion gennem de sidste år har P3 altså indtaget den bedrøvelige holdning, at der skal konkurreres med disse stationer på lyttertal og ikke kvalitet. Kampen bliver dermed udkæmpet på reklamestationernes præmisser og ikke P3’s.
Således kan aftenprogrammet, De Professionelle, en tirsdag i marts præsentere temaet: ’Klubber i Danmark’. Her bliver man som lytter præsenteret for en gruppe fulde, jyske fyre, der som weekendbeskæftigelse går ud i det danske marklandskab og vælter køer.

Ligeledes kan man denne aften få historien om en anden klub, der klatrer i kraner og synes det er en fortræffelig måde at gå i byen på. ’Hvordan man bliver hurtigst fuld’ har også været tema i dette hyppige program, hvor programværterne råber et hurtigt, overgearet dansk ud i højtalerne og ellers bidrager med kommentarer, der rækker lige så dybt som indholdet af programmet. Et sådant programeksempel er desværre den aktuelle standard på P3.
Er det vedkommende og dybdeborende journalistik?
At lave radio og fjernsyn, der danner sit publikum og fortæller, hvad der er god eller dårlig smag er en tankegang, der peger bagud til DR’s tidlige år. I dag gælder parolen, at det publikum vil have (dvs. det flest vil have) er det bedste. Det diffuse begreb, public service, dækker formentligt også over denne tankegang?
P3 kunne som landsdækkende, licensfinancieret radiostation udmærket ’danne’ sine lyttere mere, det vil sige turde præsentere en mere alsidig sendeflade både hvad angår indhold, programværter og musik.
Hvis P3 kunne komme den nuværende forfladigelse til livs og bl.a. skabe et bedre forum for den mere eksperimenterende danske scene, vil det sikkert også hjælpe på pladeselskabernes nuværende mangel på interesse i andet end ligegyldige popgentagelser.
Dansk film har formået, gennem kvalitet (med dogmeprojektet som lokomotiv), at sikrer Danmark en position helt fremme i ’verdenseliten’.
Her er det danske publikum blevet vænnet til, at dansk film kan præstere kvalitet. Det samme må være muligt for den danske, rytmiske musik – hvis man altså er interesseret i andet end overfladeunderholdning.

Mikkel Lumbye Andersen er stud. mag. i dansk og musik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her