Læsetid 9 min.

Truslen fra højre

Arne Sørensen, Kaj Munk og Niels Bukh hed de tre ‘store’ højreradikale i Mellemkrigstiden. Hvad havde de til fælles? Og hvorfor udviklede højreradikalismen sig ikke for alvor i Danmark?
12. maj 2001

Lørdagskronikken
I den seneste tid har der raset en debat om, hvem der har udgjort de værste trusler mod dansk demokrati; 1930’rnes højrefløj eller 1970’rnes venstrefløj. En sådan debat forekommer futil, da det er vanskeligt at sammenligne diametralt forskellige politiske fløje i forskellige tidsperioder i en helt forskellig international kontekst.
Dertil kommer, at vi næppe lærer meget af spørgsmål som: Hvem var værst? Eller via udhængning af enkeltpersoner med citater, der ofte er revet ud af deres sammenhæng. Hvis vi skal lære af den politiske ekstremismes farer, må vi gå i dyden med de toneangivende ideologer, undersøge dem i relation til bredere politiske strømninger og forsøge at forstå, hvorfor de ikke for alvor formåede at få fat i de danske sjæle.
Henrik Lundbak diskuterer især Arne Sørensen i relation til mellemkrigstidens fascistiske og højretotalitære strømninger i Europa. Her skal det forsøges at se Arne Sørensen i sammenhæng med bredere højreradikale strømninger i Danmark ved dens to andre toneangivende bannerførere Kaj Munk og den internationalt kendte gymnastikpædagog Niels Bukh. Herved bliver det muligt at fornemme konturerne til, hvordan utopien om en dansk fascisme kunne have udviklet sig og at se, hvor forskelligt højreradikale kunne reagere på besættelsens udfordring, hvorved højreradikalismens sammensathed demonstreres.
Arne Sørensens Dansk Samling blev stiftet den 18. oktober 1936 og trådte frem for offentligheden den 1. august 1937. Arne Sørensens højreekstreme ideer havde væsent-
lige fællespunkter med Niels
Bukhs og Kaj Munks. Arne Sørensen gik ind for et stærkt militær, nordisk samarbejde og en autoritær og korporativ stat, hvor erhvervslivets to parter skulle arbejde tæt sammen og partierne forsvinde.

Alle tre dyrkede det vitalistiske handlingsmenneske fremfor det grå og vege i tiden. De nærede en fælles fascination af nazismens samlingskraft og dens idealisme og med Arne Sørensens ord den »begejstring og offervilje«, som de fandt hos Tysklands ungdom. Arne Sørensen forudså »en hård politisk
kampperiode, svarende til den, der fandt sted i Tyskland mellem 1918 og 1933«, men uden denne epokes barbari og jødehad. De tre store højreradikale kunne mødes i dyrkelsen af den grundtvigsk-kristne kulturarv og af den trængte, men naturgroede landbefolkning over for den ekspanderende bykulturs fordærv.
Allerede i løbet af 1920’rne havde Niels Bukh skarpt kritiseret det danske parti- og pressesystem. Efter Hitlers magtovertagelse radikaliserede Bukh i slutningen af 1933 – efter en opvisningsrejse til Berlin – kraftigt sine højreradikale anskuelser. Han billigede en nazistisk opfattelse af hans gymnastik som repræsenterende noget af det ypperligste i den ariske race. Derved blev der åbnet for, at den disciplinerende og kollektivistiske gymnastik, der var indgået i gårdmændenes demokratikamp, kunne spændes for en politisk radikalt anderledes vogn.
Bukh kom meget tæt på at hylde den tyske fører og den antisemitiske nazistiske verdensanskuelse uden de store forbehold. Bukhs visioner gik tydeligvis i retning af et ungdomsoprør, hvilket i øvrigt var helt i tråd med den tyske nazismes karakter af ungdomsbevægelse. Til Berlingske Tidende udtalte han som led i sin nazistisk inspirerede agitation, at: »Det er ungdommen, der skal til, og den dag er måske ikke så fjern, det tror jeg i hvert fald ikke, da ungdommen griber ind«.
Kaj Munk havde ligesom Bukh kort tid efter magtovertagelsen været i Tyskland, og også han var betaget omend ikke med samme totalt ukritiske knæfald som Bukh. Hans diskussion af den nazistiske magtovertagelses nødvendighed var ligesom Bukhs funderet i både antisemitisme og antikommunisme. Kaj Munk var i januar 1934 udsendt af JyllandsPosten for at give læserne indtryk af Italiens Mussolini og Hitlers Tyskland. Munk kunne fra denne rejse, med meget af den samme eufori som Bukh, berette om Hitlers rejsning af Tyskland og varsle den stærke mands komme i Danmark. Samme år skrev han sit skuespil Hamlet om en sønderjysk nazifører, der indtog København.
Efter den første eufori over den nazistiske revolution modificerede Munk og tilsyneladende også Niels Bukh deres forhold til den tyske nazisme.
I modsætning til Bukh gik Munk efterhånden offentligt til angreb på nazismens jødepolitik. Især faldt det ham for brystet, at hans store politiske idol Mussolini omkring 1938 også var slået ind på en anti-semitisk kurs. Dette betød dog ikke, at han mente, at der ikke eksisterede et ’jødespørgsmål’, hvorfor en ’human’ udvandringspolitik, hvad angik jøderne, indgik i hans forestillingsverden.

Samarbejdet mellem de tre store højreradikale blev trods kontakter aldrig for alvor tæt før besættelsen. Det manglende fælles fodslag kan skyldes højreradikalismens dyrkelse af den stærke leder, der lagde op til, at de ofte karismatiske og egocentriske førertyper ikke kunne være i samme rum. Dertil kommer, at der også i den højreradikale forståelsesramme ligger en tendens til at afvise partier, hvorfor Arnes Sørensens Dansk Samling kan fortolkes som en abnormitet. Men for Arne Sørensen var der ingen diskrepans, for Dansk Samling skulle jo være det parti, der samlede hele nationen og dermed gjorde selve partisystemet overflødigt.
Skønt både Kaj Munk og Niels Bukh var feterede i brede kredse i deres samtid rettede deres agitation sig mod en dansk befolkning, der trods en vis imponerethed overfor de fascistiske diktaturers handlekraft og resultater følte disses styreformer som i høj grad udanske. Blandt unge konservative og i landbefolkningen var der en udpræget træthed over »systemet Stauning« ikke mindst i protestbevægelsen Landbrugernes Sammenslutning, men disse antiparlamentariske strømninger udkrystalliserede sig aldrig for det brede flertal i et egentligt revolu-tionært alternativ.
Kort tid efter Bukhs hjemkomst overskred det diktatur, som de tre store højreradikale havde ladet sig inspirere af, grænserne til Danmark, og det store spørgsmål var, om de kunne bevare deres relativt positive forhold til den fascistiske styreforms idegrundlag.
Besættelsen medførte en orienteringskrise hos mange højreradikale, og herunder efter alt at dømme også Arne Sørensen, Kaj Munk og i mindre grad Niels Bukh. Det var blevet væsentligt sværere at føle sig på én gang inspireret af den fascistiske lære og ultranationalist, når den reelt eksisterende fascisme pludselig stod i ens eget land.

For en nutidig betragter forekommer det logisk, at Tysklands besættelse af Danmark måtte medføre en samling om det danske demokrati. Men det tyske overfald 9. april 1940 kunne også – ikke mindst på den yderste højre-fløj – opleves som det definitive dødsstød mod demokratiet. Ikke nok med at demokratierne gennem 1930’rne ikke kunne fremvise den enighed, nationale stolthed og økonomiske stabilitet som de fascistiske diktaturer i Tyskland og Italien.
Men de lod sig også fejt løbe over ende, da den endelige styrkeprøve kom. I denne situation kunne det eneste solide værn for dansk suverænitet forekomme at være en samling og organisatorisk effektivisering, der kunne matche, hvad de fascistiske diktaturer tilsyneladende kunne opbyde.

I efteråret 1940 arbejdede Bukh for etableringen af et ungdomsforbund. Målet var et statsligt garanteret monopol på dansk ungdomsarbejde (i hvert fald det landlige) inklusive det politiske, med Bukh som leder og med træning i militære færdigheder og fædrelandskærlighed.
Niels Bukhs forslag til et »Danmarks Ungdomsforbund« og den begejstrede modtagelse heraf i den borgerlige opinion kan i lighed med Højgaardkredsens og Danmarkskredsens planer ses som et eksempel på et antidemokratisk svar på den tyske besættelse. Det viste sig imidlertid, at disse initiativer var uden klangbund i den politiske virkelighed, der bød på en samling omkring konge og fædreland på folkestyrets og samarbejdspolitikkens grund.
Det er i øvrigt én af Henrik Lundbaks mange fortjenester – gennem sammenligning med den politiske udvikling i andre besatte lande – så tydeligt at kunne demonstrere, at der reelt ikke var noget alternativ i en national højre-radikal rejsning, der skulle demonstrere fasthed overfor besættelsesmagten. Tværtimod.
Kaj Munk følte stadigt stærkere – med historikeren Erik Thostrup Jacobsens ord – det uacceptable i, at »det forkerte (demokratiet) blev overvundet af det rigtige (diktaturet). For det var sket ved svig og repræsenterede ikke Kaj Munks ideal – det heroiske«. Derfor støttede han i besættelsestidens første år højreekstreme genrejserforsøg som Niels Bukhs ungdomsforbund og en samling af »rigets bedste mænd« som Niels
Bukh og den ligeledes nazibegejstrede tidligere højkommissær i
Danzig for Folkeforbundet Helmer Rosting. Kaj Munks orienteringskrise resulterede efterhånden i en selvransagelse, der mundede ud i en erkendelse af, hvor fatalt han havde taget fejl af den reelt eksisterende fascisme og måske i et ønske om at søge soning herfor gennem sit martyrium.

I slutningen af 1930’rne havde Arne Sørensen og Dansk Samling været i en dyb krise. Det skulle nu vise sig, at besættelsen fik det lille parti til at vejre morgenluft. Dette foregik dog fortsat med udgangspunkt i antiparlamentariske visioner. Således indgik Arne Sørensen i Højgaards-kredsens højreradikale forsøg på at få etableret en ny regering ved hjælp af kongens indgriben. For Arne Sørensen var de gamle partiers dage nu talte, og efter 9. april 1940 afviste han den aktuelle samlingsregering.
Efterhånden blev det dog klart, at forsøg på en udenomsparlamentarisk højreradikal regeringsdannelse ville indebære en destabilisering af det danske politiske system, hvilket kunne bane vej for en nazistisk magtovertagelse, hvilket blev afgørende for Arne Sørensens stillingtagen for samlingsregeringen.
Ikke desto mindre var Arne Sørensens og Dansk Samlings loyalitet overfor samlingsregeringen ikke stærkere end, at de konstant kritiserede regeringens linje og på længere sigt medvirkede til at underminere samarbejdspolitikken gennem at overgå til aktiv modstand. Efterhånden blev kampen mod diktaturet logisk nok også en kamp for demokratiet og ikke mindst dets evne til at beskytte politisk opinionsdannelse.
Betydningen af de grundlæggende demokratiske rettigheder var nødvendigvis blevet ganske klare for en mand, der risikerede livet og var nødt til at gå under jorden på grund af sin overbevisning. Da Arne Sørensen og Dansk Samling endelig fik formel politisk magt i befrielsesregeringen var ethvert tilløb til antiparlamentarisme gået til grunde sammen med den magt, der frem for alt havde haft det borgerlige demokrati som hadeobjekt.
I modsætning hertil fastholdt Kaj Munk lige til sin død i januar 1944 sin antiparlamentarisme uanset om det udkrystalliserede sig i hans drømme om et nyt kongedømme eller et »nordisk kejserrige«. Vi får derfor aldrig svar på, hvordan Kaj Munk ville have forvaltet sin skepsis overfor demokratiet, efter dets endelige sejr i maj 1945.

Til forskel fra Munk slog
Bukh ikke om i forhold til den tyske nazisme i første halvdel af besættelsen. Dette giver grobund for i Bukhs tilfælde at fremhæve en blandt højreradikale ganske usædvanlig kontinuitet i synet på den magt, der i sidste ende valgte at besætte Bukhs fædreland.
De tre store højreradikales reaktion på den tyske besættelse demonstrerer både kontinuitet og brud. Alle forsøgte de at fastholde deres antiparlamentarisme under de nye politiske vilkår. Men hver for sig gav de et forskelligt svar på den politiske udfordring. Bukh var tæt på at gå planken ud i sin fortsatte veneration for nazismen. Arne Sørensen og hans parti Dansk Samling blev derimod det væsentligste bidrag til modstandskampen fra borgerligt hold. Og Kaj Munk fandt gennem sin efterhånden konsekvente åndelige modstandslinje sit martyrium som offer for de tyske kugler. På trods af at de højreradikale havde hyldet diktaturer i strækmarch havde de ikke selv fælles fodslag. Højreradikalismen havde mange ansigter også i sin dødskamp.
Alt i alt blev højreradikalismens mulighed ødelagt af den magt, der var mere højreradikal end højreradikalismen selv. Den bedste vaccine mod højreradikalisme var erfaringerne med det konkrete diktatur på dansk grund.
Med nazismens endeligt blev der også for en rum tid sat en stopper for alle fantasier om højreekstreme utopier. Først gennem det sidste årti har vi igen fået en slagkraftig ultranationalistisk højreradikalisme. Ligesom dengang forsøges det nu at tage patent på Grundtvig, folkelighed og kristendom som det særligt urdanske. Lykkeligvis sætter besættelsestidens erfaringer sig dog spor i form af sammensvejsningen af danskhed og demokrati selv på den højreradikale fløj. I hvert fald indtil videre.

*Henrik Lundbaks disputats Staten stærk og folket frit er udkommet på Museum Tusculanums Forlag

*Hans Bonde er ph.d., lektor ved Københavns Universitet (Institut for Idræt) og har specialiseret sig i dansk højreradikalisme i mellemkrigstid og besættelsestid med særligt henblik på Niels Bukh

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Allan Ⓐ Anarchos
    Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu