Globalisering
Egentlig synes jeg godt, at man kan følge dem i deres tankegang, de dér folk fra ATTAC-bevægelsen. Jeg bliver da også ind i mellem harm over den skæve måde, verdens goder er fordelt på.
Alligevel mener jeg, man skal stoppe op et øjeblik og tænke sig om, inden man går for drastisk til værks med at ændre på tingene. Er der f.eks. nogen, der har overvejet, hvor meget plads det vil kræve?
Ens for alle
Lad os tage et eksempel: Vi bor i et parcelhus på knap 150 m2 incl. udestue og to badeværelser med gulvvarme. Vores grund er på 700 m2. Derudover har vi et sommerhus på en grund på 1.200 m2.
Prøv at forestille jer det på globalt plan: seks milliarder mennesker, herunder indvånerne i slumbyerne omkring Mexico City, Manila, Johannesburg, Bombay, Buenos Aires og Cairo fordelt på parceller på hver 700 m2 med tilhørende 1.200 m2 sommerhusgrunde. Og det er ikke gjort med det.
De skal jo også have en bil hver. Tænk på den enorme udvidelse af vejnettet, det vil kræve.
På borgerligt jævnmål
Vores livsførelse er ikke luksuriøs. Tro ikke, at vi vælter os i forbrugsgoder. Vi har fem telefoner, hvoraf de to er mobile og en er trådløs, vi har tre fjernsynsapparater, hvoraf de to med tilhørende videomaskine, en PC-er og en bærbar, begge med internetadgang. Vi har køleskab og fryser, komfur med keramikplader og bageovn, en mikrobølgeovn, vaskemaskine med tørretumblerfunktion, opvaskemaskine, en elektrisk plæneklipper, to biler i garagen og en elektrisk tandbørste hver.
Engang imellem må vi selvfølgelig skifte til nye modeller. Det giver nødvendigvis noget affald, der skal deponeres.
Forstil jer mængden af affald, hvis det drejer sig om seks milliarder mennesker. Den årlige tilvækst af gammel emballage i pap, glas, plast og flamingo, udtjente køleskabe, mikrobølgeovne og PC-ere, kasserede komfurer og opvaskemaskiner, bilvrag og gamle plæneklippere vil sandsynligvis kunne dække et landområde på størrelse med Tyskland med et lag på skal vi sige ca. en meter? Vi har arbejdet hårdt for vores goder og fortjener virkelig de tre årlige ferier: en skitur og to rejser til spændende destinationer. Derudover rekreerer vi os med indkøbsture i City 2 og Ikea, et slag golf i ny og næ, udflugter med de små til Tivoli, diverse vandlande og Knuthenborg Safaripark.
Som lemminger
Hvad med chartertrafikken i luften, når alverden skal på skiferie og besøge spændende destinationer?
Og har nogen mon tænkt på, hvordan det vil se ud, når seks milliarder mennesker kræver adgang til Disney-World og Legoland, fylder Champs-Elysees fra Concordepladsen til Spreckelsens triumfbue for at komme op i Eiffeltårnet, sværmer som lemminger omkring den lille havfrue og pyramiderne i Giza, oversvømmer Pompei, Tai Mahal og Knossos, vælter som laviner ned over pisterne på de kendte skisportssteder og i store bølger forsøger at mase sig ind i den blå grotte på Capri?
Problemets omfang
Alt i alt tror jeg ikke, at det vil kræve de store udregninger at dokumentere problemets omfang. Hvis hele verdens befolkning skal have samme muligheder som os, så vil det areal, der skal inddrages til nye ejendomme, veje og parkeringspladser, flyvepladser, forlystelsesparker, turistseværdigheder, vintersportssteder, golfbaner, indkøbscentre og lossepladser, udgøre så stor en del af Jordens samlede landareal, at den resterende uudnyttede del vil være på størrelse med Vendsyssel, når de allermest utilgængelige steder som Sahara, toppen af Mount Everest og Antarktis er trukket fra.
Og dette er blot én af konsekvenserne, hvis ATTAC-folkenes drømmerier skulle blive til virkelighed. Vist er deres holdning meget idealistisk, men hvis man anlægger et mere overordnet helhedssyn på sagen, må man desværre nok konkludere, at deres forestillinger er komplet urealistiske.
Jeg tror da bestemt ikke, at de er ude på at ophidse folk i den tredie verden ved at appellere til deres havesyge og misundelse. Men hvad nu, hvis det er et eneste, de opnår med deres velmente initiativ.
