Valgkamp
Valgkampen i danernes rige er gået i gang. Senest blev Grundlovsdag brugt af Venstres formand til et forsøg på at kaste grus i det socialdemokratiske maskineri. Det regeringsbærende parti kan ikke skelne sig selv fra statsapparatet og er i øvrigt fedtet ind i alt fra misbrug af embedsmænd til usømmelig omgang med lig.
Den minimaltliberale formands udfald kommer som følge af det socialdemokratiske forsøg på at fremstille ham som skabsmaxiliberalist, der efter en valgsejr kun pønser på at udlicitere hele det skatteyderfinancierede velfærdsdanmark til skyggefinansminister Thor Pedersens Jysk Rengøring.
Hvis vi stakkels vælgere hermed har fået præsenteret hovedindholdet i den kommende valgkamp er der grund til at sige tak for kaffe. I alle andre debatsammenhænge er det forbudt at bruge folks skjulte paratviden og nedgroede fordomme i argumentationen.
Politisk pottetræning
Er talen om flygtninge og indvandrere må man ikke tale til folkedybets laveste fællesnævner, for så er man ikke stueren og må tage yderligere en tørn med politisk potte-træning, før man kan blive talt med i salen.
Det er helt forbudt at dele befolkningen i et dem og os når det drejer sig om etniske tilhørsforhold men når det drejer sig om politik er det helt fint. Når det gælder om at vinde regeringsmagten er det helt legalt at spille ned til de mest fortærskede vaneforestillinger om hinanden: Socialdemokratiet er en betonklods så urokkelig som den der gav Hans Engell mulighed for et springavancement til Ekstra Blads-redaktør, hævder Fogh, mens Nyrup igen forsøger at fremmane frygt hos alle de mange, der er helt eller delvis afhængige af overførselsindkomst eller anden offentlig service.
Hvis dette debat-niveau er et udtyk for den gavn de to lejre har af deres spin doctorer er der al mulig grund til at fritstille disse ved først givne lejlighed. At udpege kernevælgernes fordomme om modparten og dernæst bruge denne viden aktivt som politisk argumentation er ikke alene uinteressant, det er også dumt.
Ikke nok med at det er en fornærmelse mod enhver tænkende vælger, hvilket måske ikke betyder så meget på mandatvægten, for tænkende vælgere kommer aldrig til at sætte medlemmer på et flertal af tingets taburetter.
Men det er også en stensikker vej til, at de unge ligeglade forbliver i denne stemning, for hvad skal de dog bruge politik til, hvis det ser ud til at handle om to midaldrende mænd, der står og snakker om hvor ond den andens stamme er?
Sugerør i kassen
Problemet i dansk politik og i alle de vestlige velbjærgede demokratier er at ingen af de potentielt statsbærende partier reelt er i opposition til hinanden. Der er ingen vælgergruppe der er trængt nok eller stor nok til at udgøre et potentiale for en radikalt anderledes politik. Og den vestlige form for bestikkelse, hvor alle får et større eller mindre sugerør ned i den offentlige kasse, har for længst lammet hele det midterspektrum, der begynder i udkanten af Enhedslisten og slutter med Dansk Folkeparti.
Derfor er man nødt til at gribe tilbage til de mest simple argumentationsformer, som ikke er meget forskellige fra skolegårdens du er dum!-det kan du selv være!-niveau.
Om det man ikke kan sige noget meningsfyldt må man tie, skrev filosoffen Wittgenstein, dengang han moderniserede Paulus ord om at kvinder skal tie i forsamlinger. Hvis politiske partier ikke er i substantiel opposition til hinanden og derfor må gøre mus til elefanter og råbe ulven kommer, trods det at den slags skabninger hertillands er enten udryddede eller i fangenskab, så skulle man vælge at holde kæft.
Det ville blive en valgkamp, der var til at holde ud at høre på. Også selvom den måske bliver lang.
