Kronik

Amerika først

»Resten af verden er bedst tjent, med at USA følger egne interesser, for amerikanske værdier er universelle«, hedder det i en udenrigspolitisk erklæring. En analyse af USA’s politiske linje under Bush
Debat
14. juni 2001

Økonomi & Politik
Præsident Bush’ første 100 dage i embedet som Amerikas frontfigur er for tiden genstand for indgående analyse. Mens Europas politikere afholder høringer, producerer magasiner som Foreign Policy, The Economist og vores lokale Udenrigs i en lind strøm karakteristikker af texaneren og hans holdspillere.
Efter afvisningen af Kyoto-aftalen, den diplomatiske konflikt med Kina og senest et nyt missilforsvars-udspil synes kommentatorerne efterhånden enige om tankesættet bag Bush-regeringens udenrigsstrategi: Klassisk, realistisk stormagtspolitik.
Karakteristikken er – i hvert fald delvist – fejlagtig. Klassisk? Nej. Realistisk stormagtspolitik? Måske. Men en nærmere kvalificering af hvilken realisme er nødvendig, hvis den nye ledelses grundlæggende personlighed skal indfanges.
For at starte med stormagtspolitikken: Begrebet kommer ikke langt som forklaringsfaktor, for hvad refererer det egentlig til? Det vi i tidens løb har kaldt stormagter, har opført sig uhyre forskelligt:
Imperialistisk, isolationistisk, ekspansionistisk, revolutionært, konservativt.
Med udtrykket menes der dog ofte den særlige europæiske forestilling om raison d’état, nemlig den tanke, at statens drivkraft først og sidst er den nationale interesse. Princippet blev knæsat efter 1600-tallets religionskrige, hvor den westfalske fred affødte den suveræne territorialstat.
USA som stormagt bør imidlertid betragtes som stormagtspolitik the American way. USA har altid stillet sig i opposition til raison d’état-logikken. Amerikansk politik går i egen selvforståelse netop ud på at overskride det nationale, ud fra en forestilling om, at menneskehedens interesser grundlæggende er identiske – og identiske med amerikanske værdier.
I en såkaldt idealistisk politisk tradition, der peger tilbage til de puritanske indvandrere, forstår Amerika sig selv som en udvalgt nation, med en gudgiven pligt til at agere fremskridtets forpost. En pionerrolle, der i udenrigspolitikken er blevet udlagt som en pligt til at omskabe det internationale i Amerikas billede.
Den isolationisme, der prægede USA’s adfærd på verdensscenen indtil Anden Verdenskrig skal også læses ind i dette perspektiv: Ikke ’bare’ som udtryk for en traditionel sikkerhedskalkule (à lá: ’med et Atlanterhav imellem os og Europa er vores sikkerhed ikke truet i x europæiske konflikt’), men derimod som et produkt af forestillingen om at kunne overkomme konflikter og interessemodsætninger ved at sætte et fredeligt eksempel til efterlevelse. Isolationismen har i Amerikas selvforståelse været udtryk for internationalisme.
I det 20. århundrede tabte den purtianske idé om omvendelse gennem eksemplets magt imidlertid terræn, og en aktivistisk fortolkning vandt indpas. Startskuddet var Præsident Wilsons ’i krig for fred’- slogan, der hævdede, at USA’s indtræden i Første Verdenskrig ikke betød, at Guds land var blevet en ’normal’ stormagt, med ’normale’ (selviske) stormagtinteresser, men i stedet udlagde deltagelsen som en kamp for at gøre verden ’safe for democracy’: Amerika går ikke i krig for partikulære interesser, men for universelle principper.

Wilsons argumentation har præget amerikansk udenrigspolitik lige siden, og var dermed samtidig startskuddet til, hvad der i det meste af det 20. århundrede har været dens akkilleshæl. Modsat magtpolitikkens egeninteresse kan idealismens principper nemlig ikke bøjes.
I Korea, i Vietnam og senest i Kosovo har dilemmaet været, at man ikke kan gå på kompromis med det, man én gang har defineret som universel Sandhed. Sandheden kan ikke forhandles, den kan kun vindes, og Amerikas militære engagement i verdens konflikter har derfor oftest været en endeløs og uklart defineret affære.
Det er denne ufleksible og sårbare politik, Bush-regeringen nu ønsker at bryde.
På den offensive side skal udenrigsminister Powells minimalistiske militærdoktrin sørge for, at Amerika ikke længere gaber over det umulige i rollen som verdens politimand. På den defensive side skal et futuristisk missilskjold gøre Amerikas egen sikkerhed absolut.
De to kobles ofte sammen, idet Amerika ifølge Bush-regeringen slet ikke kan intervenere i verdens problemer, hvis ikke fuldstændig usårlighed kan garanteres: Resultatet er, at én kompromisløshed har afløst en anden. Og det er netop her, Bush-regeringen afslører grundlæggende afvigelser fra den klassiske realisme.
I udenrigspolitisk sammenhæng sættes realisme ofte løst i forbindelse med raison d’état-traditionens politiske filosofi: Fra Thukydid går stafetten til Machiavelli over Hobbes til Clausewitz og Max Weber. Efter Første Verdenskrig, henover Anden og godt ind i Den kolde Krig voksede en regulær realistisk skole imidlertid frem.
Denne talte på amerikansk grund eksponenter som teologen Reinold Niebuhr, diplomaten George Kennan og akademisk-politiske rådgivere som Hans Morgenthau og Henry Kissinger, der alle – ofte i bevidst opposition til idealismens harmoniske verdensbillede – skrev om magt og konflikt som evige menneskelige grundtemaer.

Når Bush og hans stab beskrives som arvtagere til denne realisme, er det i første omgang, fordi de eksplicit bekender sig til den, og i flæng benytter sig af realpolitikkens vokabular. Den vigtigste baggrund for karakteristikken er dog, at Bush-regeringen med sine missilskjoldsplaner om absolut sikkerhed, har forladt den traditionelle amerikanske idealismes kongstanke: Kollektiv sikkerhed.
Umiddelbart ligner raketforsvaret en klassisk realistisk strategi: Værn først og sidst om egen sikkerhed, tag højde for den værst tænkelige situation og forlad – hvis det kan undgås – aldrig nationens sikkerhed på andres velvilje eller assistance.
Alligevel bryder raketforsvaret på centrale punkter med den klassiske realismes logik. For det første er selve grundtanken om absolut sikkerhed absurd i et realistisk univers.
At gøre teknologien til garant for sikkerhed, og leverandør af udenrigspolitisk visdom, at tro, at vi kan skrue den rigtige mekanik sammen og derefter sætte politisk automat-pilot på, er ifølge den klassiske realisme (læs f.eks. Morgenthaus Scientific Man vs. Power Politics fra 1946) en underkendelse af verdens komplekse natur, der afslører en manglende evne til at leve med usikkerhed og gråzoner.
Netop evnen til at leve med usikkerhed er det centrale for realismen.
I en kritik af præsident Kennedy – der ofte blev anklaget for at sætte sin lid til videnskaben – skrev Morgenthau således, at den realistiske statsmand erkender, at han må »krydse Rubicon, uden at vide hvor dyb eller turbulent floden er … frem for at søge uopnåelig viden, må han forene sig med uvisheden. Han er hovedpersonen i en tragedie, og han må spille rollen«.
I forlængelse heraf peger læng-slen efter endegyldige og entydige løsninger på et andet – og måske væsentligere – traditionsbrud i Bush-regeringens udsyn: Dens magtbegreb.
For skønt den klassiske realisme afviser forestillinger om menneskehedens harmony of interest, opererer den dog stadig med en kollektivistisk forståelse af magt. Selv når staten alene ønsker at fremme egne interesser, må den skele til andres.
Staten handler aldrig ud i et tomrum, men indgår i en social sammenhæng hvor dens handlinger afføder reaktioner, og magt derfor ikke bare et firkantet og fysisk spørgsmål om kanoner. Magt rummer mest af alt et strukturelt aspekt, der handler om balance. Ikke balance som politisk videnskab, men balance som politisk kunst.
Det betyder, at politik kræver intuition, kompromisvillighed og fleksibiltet. At man kan leve med grader af sikkerhed.

Det kan Bush-regeringen ikke. Når Bush taler om mis-silskjoldet som det definitive værn mod alverdens trusler, har han øjensynligt allerede glemt den diplomatiske konflikt, som et nedstyrtet amerikansk overvågningsfly på kinesisk territorium for nylig skabte.
Den slags pludselige udfordringer er uforudsigelige og udgør i højere grad end atomangreb fra slyngelstater hverdagen for politiske ledere.
Derfor synes den nye realisme at ønske det bedste fra to verdener:
nFra den idealistiske og missionerende tradition i amerikansk tænkning henter den troen på videnskaben og fornuften, en verden i sort/hvidt, samt den sikre overbevisning om Amerikas moralske overlegenhed.
nOg fra realismen et vokabular om verdens dårskab, der legitimerer, at nationale interesser sættes først og statens forsvar højest.

Det er denne cocktail af idealismens og realismens elementer, der på elegant vis anvendes, når Bush-regeringens udenrigspolitiske rådgiver Condoleezza Rice – i strategipapiret Campaign 2000: Promoting the national interest – forklarer, at »resten af verden under alle omstændigheder er bedst tjent, med at USA følger egne interesser, for amerikanske værdier er universelle«.
Det samme sker, når det i strategipapiret hedder at USA »har en særlig plads i verden og derfor ikke skal følge enhver konvention eller aftale, som en eller anden måtte mene er relevant«.
Forestillingen om amerikansk særstatus er allerede omsat til handling.
På miljøområdet er afvisningen af Kyoto-aftalen første led i en America first-linje. Og den nye oliebranche-venlige, men meget lidt miljøvenlige energiplan fra Bush, cementerer billedet af en politik, der sætter amerikanske økonomiske interesser over globalt miljø.
Samtidig nødvendiggør missilskjoldsplanerne på det militære område et brud med den ABM-aftale med Rusland, som siden 1972 har symboliseret den internationale vilje til i fælleskab at tøjle oprustningens trusler.
Denne tilsyneladende politiske enegang, kombineret med militære overlegenheds-strategier og moralsk hovmod kan – stik imod intentionerne – blive en meget farlig cocktail.

Som det i utallige analyser er blevet understreget, lever logikken bag raketforsvaret ikke op til realismens mest banale ABC om den negative sikkerhedsspiral og kunsten at være den mægtigste: (For) meget sikkerhed skræmmer modstanderen og bliver derfor alt for let til for lidt sikkerhed.
Bush’ strategi om usårlighed, og hans stadige omtale af Rusland og Kina som konkurrenter (Clinton kaldte dem partnere), kan blive et strategisk selvmål, der skaber de fjendebilleder den frygter.
Man må hyle med de ulve, man er iblandt, forklarer den nye realisme. Men som man hyler, får man svar.
En mere mistroisk, mindre kommunikerende og dermed mere utryg verden kan blive konsekvensen for os alle.

Vibeke Schou Pedersen er cand.scient.pol. og Ph.D.- studerende ved Center for
Freds -og Konfliktforskning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her