Kronik

Begejstrede tyskere

Højskolemanden Niels Bukh oplevede i 1933 nazismen som en religiøs vækkelse og fastholdt langt ind i Anden Verdenskrig dyb veneration for Hitler. Replik til Aalbæk-Jensen om højreradikalismens banalisering
25. juni 2001

Historisk set
Den 18. juni bragte Information et engageret defensorat for Niels Bukh af Kai Aalbæk-Nielsen. I kronikken forsvarer Kai Aalbæk-Nielsen Niels
Bukh med udgangspunkt i, hvad andre på Bukhs gymnastikhøjskole sagde og gjorde. Det drejer sig om Bukhs historie- og samfundsfaglærer (og Aalbæk-Nielsens far) Rask Nielsen samt elev på gymnastikhøjskolen, Christian Rottbøll, der senere blev en kendt modstandsmand.
I forsøget på at forstå Niels
Bukhs politiske og ideologiske udvikling forekommer det imidlertid stort set irrelevant, hvad disse herrer har ment og sagt. Aalbæk-
Nielsens fornemmelse af, at kritik af Bukh også har tendens til at ramme ham nærtstående personer virker lidt overfølsom på sin fars vegne, med mindre man går ind for begrebet kollektiv skyld. Hvad vi kan slutte af, at Bukh
accepterede at have en diktaturkritisk lærer som Rask Nielsen i sin lærergruppe er blot, at Bukhs egne højreradikale synspunkter altså ikke førte til total ensretning af lærerstaben.
Hvor Aalbæk-Nielsens kamp for sin fars eftermæle er sympatisk, må man se med mindre sympati på hans forsøg på at renvaske Niels Bukh. Vor tid har brug for at kunne se fortiden herunder højreradikalismen uhildet i øjnene for at kunne undgå at begå de samme fejl igen på grund af manglende præcision i signalementet og svigtende agtpågivenhed.
Der må skabes et nuanceret beredskab over for nutidige former for højreekstremisme gennem en analyse af deres historiske rødder og en erkendelse af gråzonen mellem højreradikalisme og nazisme. Nazismens sans for ritualer, symboler, kropskultur, maskulinitet og ungdomsdyrkelse var væsentlig for fascinationen af nazismen i Danmark, – herunder Niels Bukhs. Vil man bekæmpe (ny)nazismen, er det ikke nok at kunne identificere dens dødningehoved. Man må også kunne genkende det smilende, rundkindede, ariske pigeansigt, der virkede stærkt tiltrækkende på mange danske højreradikale.
På en måde er en diskussion mellem Aalbæk-Nielsen og mig unfair, eftersom jeg i modsætning til ham har adgang til Niels Bukhs arkivalier på gymnatikhøjskolen i Ollerup. Jeg vil derfor i det følgende holde mig til, hvad der kan siges ud fra alment tilgængelige kilder. Og det er ikke så lidt.
Aalbæk-Nielsen påstår, at Niels Bukhs mange offentlige ytringer efter en opvisning i Berlin i oktober 1933 ikke kan ses som udtryk for en sympati med den nazistiske ideologi. Lad os derfor se nærmere på, hvad Niels Bukh sagde, så læserne selv kan vurdere hans sindelag.

Først skal det slås fast, at det ikke er korrekt, når Aalbæk-Nielsen hævder, at Hitlers
aggressive tanker ikke var erkendt i den danske presse. Når Bukhs presseoffensiv i oktober 1933 medførte en så stor offentlig opmærksomhed, skal det ses i sammenhæng med, at han blev en konkret anledning til i Danmark at drøfte, hvad der egentlig foregik i Tyskland.
Fra den sydlige nabo svirrede det med rygter fra dønningerne af nazisternes magtovertagelse. Det drejede sig f.eks. om diskussioner om Rigsdagsbrandens årsager, koncentrationslejrene, Tysklands udmeldelse af Folkeforbundet, dannelse af en dansk komité til støtte for flygtende jødiske åndsarbejdere – herunder Einstein – samt presset på Østrigs kansler Dollfuss.
Efter opvisningen i Berlin roste Bukh i Berlingske Aftenavis en nazistisk taler for dennes bemærkninger om Bukhgymnastikken som udtryk for, hvor »lykkeligt, ophøjet et land... med den rene, ublandede ariske type, som de har...«. Bukhs visioner om en dansk samfundsomvæltning gik tydeligvis i retning af et ungdomsoprør, hvilket i øvrigt var helt i tråd med den tyske nazismes karakter af ungdomsbevægelse.
Til Berlingske Tidende udtalte han, at: »Det er ungdommen, der skal til, og den dag er måske ikke så fjern, det tror jeg i hvert fald ikke, da ungdommen griber ind. Jeg skal ikke her udtale mig om, hvad jeg ville gøre, jeg siger bare, at vi trænger til det. Åh, De skulle se, hvor tilfredse, glade og begejstrede tyskerne er under deres nye statsform«.
I slutningen af oktober sendte Bukh en redegørelse for »mit syn på det nye Tyskland« til 12-14 dagblade og tidsskrifter. I artiklen gentog Bukh sine hidtil fremsatte positive opfattelser af nazismen, samtidig med at han yderligere skærpede tonen, endog i kras antisemitisk retning. Denne redegørelse er mig bekendt ikke tidligere indgået i den historiske forskning, og den er central, fordi Bukh her selv havde lejlighed til at føre pennen.
Bukh skrev: »Jeg ønsker ikke Danmark under tvangsdiktatur – hverken som det, jeg synes vi har nu, eller af anden art; men jeg ønsker, at den ægte danske nationale folkeånd atter må vågne og fylde alle med idealisme, så vi kunne samles i enighed og lægge ledelsen af vort samfunds fællesanliggender i hænderne på en mindre gruppe tillidsmænd, hvis mening hver for sig havde vægt over for alle afgørelser i forhold til det antal danske stemmer, der stod bag«.
Bukh var her tydeligvis inspireret af Retsforbundets ideer om en magistratsregering, som retsforbundsmanden Rask Nielsen sandsynligvis fik inspireret ham til på en samtidig turné i provinsen.
Bukh renoncerede her en anelse på sine tidligere fremsatte visioner om fremkomsten af »manden med kraften og de rene idealer, han skulle nok med bare fire, fem rådmænd, være i stand til at forvalte vor lille husholdning«.
Bukh fortsatte dog i sin redegørelse med at fremstille sit mål som at »få det enkle, retlinede og ideelle ind i Danmarks samfundsordning ad de veje og med de midler, der tjener dansk sæd og skik, og som er i overensstemmelse med den danske folkeånd – i lighed med Hitlers virke i det tyske folk«.Tilstedeværelsen af valgprincipper i retorik præget af fascistisk tankegang borger i øvrigt ikke i sig selv for en bekendelse til demokratiet, men kan ses som led i »den legalitetens vej«, der i sidste ende skal bane vejen for førerstaten.
For Tysklands vedkommende fandt Bukh det »hårdt for de mange ædle og værdifulde kræfter i
jødefolket, som måtte lide uskyldigt, men hvis en »så gigantisk opgave ... skulle løses i et hurtigt tempo«, var »en sondring mellem gode og mindre gode fremmede elementer måske umulig, og beklagelig voldsomhed derfor vanskelig helt at undgå. Anderledes ville det sikkert være i en lille nation, hvor snart alle kender hinanden. Kræver det ny Tyskland alt det skadelige, fremmede blod fjernet, da må også Tyskland bøde og bløde for dette, men stole på, at operationen er nødvendig og smerten værd«.

Kai Aalbæk-Nielsen hævder, at ånden på gymnastikhøjskolen og i skolens årsskrifter lå så langt fra den nazistiske, som »man kan tænke sig og var en bekendelse til det liberale samfund med politisk frihed«.
To eksempler på Bukhs ideologiske univers, som det fremgår af årsskrifterne, skal derfor nævnes:
nI 1936 erklærede Bukh åbent, at han med stort udbytte havde deltaget i nazisternes partidage i Nürnberg, og han bragte et foto af Hitler, der panorerer ud over de opmarcherede menneskeformationer.
nEndnu mere sigende er det at kaste et blik på det sprængfarlige tidspunkt omkring vinteren 1942/43, hvor de afgørende kampe om Stalingrad foregik. Niels Bukh troede tydeligvis endnu på, at tyskerne ville vinde krigen, og han lagde ikke skjul på, hvor hans sympatier lå. Den 20. april 1942 – i øvrigt på Hitlers fødselsdag – havde Niels Bukh været i Berlin. Omkring årsskiftet 1942/43 skrev han til sine delingsførere i årsskriftet om denne tur og roste åbenhjertigt de to mænd, han besøgte; rigssportsfører von Tschammer und Osten og lederen af den tyske rigsarbejdstjeneste Konstantin Hierl som »to mænd, som jeg sætter stor pris på for deres dygtighed i ungdomsarbejdet«.
Efter krigen skrev en af Bukhs modstandere Marius Lefèvre med berettiget harme om Bukhs besøg hos Hierl og den tyske arbejdstjeneste, som Bukh altså mente at »kunne lære noget af«.
Om arbejdstjenesten »ved vi, at den var fuldstændigt militært anlagt... Mandskabet havde blot spader i stedet for geværer. Undskyld mig, men jeg kan ikke se, at en dansk højskolelærer, endsige en forstander, havde noget at bestille i Tyskland i krigsårene 1940-45«.
Aalbæk-Nielsens defensorat for Niels Bukh ville have fremstået mere nuanceret, hvis han havde nærlæst sin egen fars biografi af Niels Bukh fra 1950.

Skønt bogen er noget af en helgenskildring, er Rask Nielsen ærlig nok til, at det ind imellem skinner tydeligt igennem, hvor Bukhs sympatier lå også længe efter d. 9. april 1940. Selv en så loyal støtte som Rask Nielsen måtte erkende, at Bukh ikke kunne »anerkende, at Danmark var i krigstilstand, og at tyskerne var vore fjender«.
Ifølge Rask Nielsen prellede argumenter helt af på Bukh, der afviste BBCs presseoplysninger som propaganda.

Information om nazisternes udryddelse af jøder og andre »mindreværdige« afviste Bukh med argumenter om, at han »under sine rejser i Amerika og Sydafrika havde lært racekampe og -forfølgelse at kende og sidstnævnte sted havde hørt om de engelske koncentrationslejre under Boerkrigen, i hvilke der døde syv kvinder og børn for hver mand, der faldt under kampen«. Derfor »øvede beretningerne om de tyske jødeforfølgelser og koncentrationslejre ikke den samme indflydelse på ham, som de gjorde på de fleste danskere«. Han argumenterede for, at grusomhederne ikke var noget »særligt tysk«, og at »beretningerne blev anvendt som midler i krigspropagandaen«, og var »stærkt overdrevne«.
Var Bukh opportunist, som en af hans mest vedholdende modstandere Lefèvre mente? Bukhs prisning af den nazistiske kultur hang sammen med, at hans meget voldsomme form for gymnastik i udlandet i vid udstrækning kunne udbredes fra oven ved diktaturers hjælp. Det Tredje Riges syn på kropskultur og ungdomsopdragelse som fundamental for statens opretholdelse medførte, at hans gymnastiske virkefelt her blev tillagt en politisk rolle. Dertil kom, at han ved sin sans for ritualisering havde en langt bedre mulighed for at få politisk anerkendelse gennem karismatisk herskab end via demokratisk dialog. Disse mere taktisk betonede forklaringer udelukker dog ikke, at Bukh som den stærkt emotionelle personlighed, han kunne være, i 1933 nærmest oplevede den tyske nazisme som en religiøs vækkelse, og at han siden fastholdt en dyb veneration for Hitler og Det Tredje Rige til langt ind i Anden Verdenskrig.
Det er sympatisk, at Aalbæk-
Nielsen vil forsvare Niels Bukh ved hjælp af sin far. Men risikerer han ikke ved en så tæt sammenbinding af de to mænd omvendt at sætte sin fars minde i forbindelse med Niels Bukh og dennes reaktionære arvegods? En forbindelse, der ikke yder retfærdighed til Rask Nielsen og som banaliserer billedet af dansk højreradikalisme i almindelighed og Niels Bukh i særdeleshed.

*Hans Bonde er lektor, Ph.d., Københavns Universitet (Institut for Idræt) og har specialiseret sig i dansk højreradikalisme i Mellemkrigstid og Besættelsestid med særligt henblik på Niels Bukh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu