Læsetid 4 min.

Behandler og behandlet – et magtspil for to roller

Praktikanter i socialt arbejde ved godt, hvor skoen trykker
18. juni 2001

Kommentaren - Idioti
Jeg har netop skrevet en artikel til et socialfagligt tidsskrift om den massive metodeforherligelse, som styrer udviklingen af det sociale arbejde i dag (hovedpointerne kan findes i en kommentar bragt i nærværende dagblad d. 19. marts 2001).
Artiklen blev signeret med min mailadresse, hvilket har afstedkommet en række lange, passionerede mails fra medarbejdere og konsulenter i det sociale arbejde. Det er dem, jeg gerne vil dele med Informations læsere, da responsen siger noget væsentligt om socialt arbejde.
Men først et kort resumé af min artikel.
Hvis man læser de nyeste rapporter fra Socialministeriet, er det tydeligt, at det er metoder der efterspørges. Socialministeriet vil ikke kun vide, hvordan velfærdshjælpen faktisk tager sig ud i dagens Danmark. Ministeriet vil også vide, hvad der virker og ikke virker – og helt konkret, hvordan arbejdet skal gennemføres fremover. Der er derfor i mange undersøgelser koblet et menupræget hæfte ved, som
skal hjælpe praktikerne med at levere den bedste indsats.
Min kritik gik – og går – på den måde, man forsøger at kvalificere det sociale arbejde, da kvalificeringen typisk ikke inddrager den kontekst, som er udgangspunktet for arbejdet:
*Hvad betyder den ulige magtrelation mellem en behandler og en klient?
*Hvilken betydning får antagelsen om at klienter pr. definition har problemer? (De ved, alle de, der har »andre problemer end ledighed«).
*Hvilken betydning har behandlertankegangen med andre ord for gennemførelse af socialt arbejde? Osv.
De menuprægede handleanvisninger springer let og elegant hen over denne type spørgsmål og leverer typisk anbefalinger, som har det til fælles, at de ikke inddrager disse helt basale, grundlæggende forhold. Dertil kommer at de – så vidt jeg kan se – er inspireret af en økonomisk tænkning, som passer dårligt til socialt arbejde.
Respondenterne på min artikel kan med lidt god vilje deles op i to grupper: Der er dem, som synes at jeg tegner et »demagogisk og nedladende billede af medarbejderne« i det sociale arbejde (jeg afslutter artiklen med et eksempel fra et aktiveringsprojekt, som tydeliggør et grundlæggende paradoks), og at jeg fremstiller medarbejderne som »komplette idioter«, som en konsulent skriver.

Indbyggede paradokser
Og så er der dem, der hilser min kritik velkommen. En praktiker i det sociale arbejde kaldte sin mail til mig »en ven i nøden«.
Det er personer, som også synes at den nuværende metodeforherligelse er problematisk. Et væsentligt aspekt ved de to grupper – om end de ikke tæller så mange – er, at den første vrede gruppe ikke selv er involveret i det sociale arbejde, – de møder ikke selv klienterne. De taler på vegne af en medarbejdergruppe, som de mener, at jeg skitserer som »komplette idioter«.
Den anden gruppe – de, som hilser min kritik velkommen – er derimod praktikerne selv. De der i det daglige møder klienterne.
Hvorfor er de ikke vrede? Måske fordi de ser at min kritik handler om strukturelle forhold i det sociale hjælpearbejde og derved forhold, som de kan have svært ved at forandre i hverdagen.
Det er de indbyggede paradokser i socialt arbejde, som jeg forsøger at tydeliggøre. Paradokser, som ret beset ikke er praktikernes ansvarsområde, men derimod den første gruppes. Politikers, konsulenters og forskeres ansvarsområde.
Og så er vi ved et af kerneområderne i kritikken af det sociale arbejde – nemlig, at der er et stort gab fra på den ene side det politiske niveau (herunder både landspolitisk og kommunalpolitisk), der involverer konsulentbranchen, og forskere, som jo rådgiver politikerne, når indsatser skal udvikles og kvalificeres, og på den anden side det niveau, hvor det konkrete sociale arbejde bliver gennemført.
Praktikerne ved godt, hvor skoen trykker. De fortæller vægge op og stolpe ned i interviews om de umulige paradokser, som de forsøger at løse dagligt, og om, hvor vanskeligt det kan være at leve op til lovgivningen. Min intention i kritikken af det sociale arbejde er at gøre disse paradokser tydelige og synliggøre de forhold, som i det daglige betyder, at praktikerne fanges i situationer, som, man på afstand godt kan se, er problematiske. Så – politikere, konsulenter, forskere – forhold jer til den kritik, som faktisk fremføres. Det er en kritik af jeres (vores) arbejde. I hjælper ikke praktikerne ved at løbe fra ansvaret og bruge energi på, hvorvidt jeg – og andre kritikere – fremstiller de ansatte som idioter.
Det er de idiotiske forhold, som I selv er med til at udvikle, I skal forholde jer til. I skal naturligvis ikke kun fokusere på, hvordan paradokserne tager sig ud i praksis, men påtage jer det ansvar, I har, og levere nogle betingelser, der betyder, at praktikerne kan udføre et godt stykke arbejde. Praktikerne er naturligvis ikke »komplette idioter«, men de kan jo blive tvunget til at handle som sådan, hvis vilkårene er umulige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu