Læsetid: 3 min.

Bekæmper IMF de fattige?

IMF skal reformeres – men det bliver næppe til fordel for de fattigste lande U-lande
Debat
16. juni 2001

IMF skal reformeres – men det bliver næppe til fordel for de fattigste lande
U-lande

Flemming Larsen, der er direktør for Den Internationale Valutafonds (IMF) europakontor, er i Danmark i disse dage. Han har bl.a. spurgt de danske udviklingsorganisationer og Attac, om de ikke vil mødes med ham. Han vil fortælle om det reformarbejde, der er i gang i IMF. Men intet tyder på, at han og IMF vil ændre politik til fordel for de fattige lande.
IMF har gennemført den samme økonomiske politik i u-landene gennem 15 år uden resultat i form af økonomisk vækst eller reduktion af en uhyggelig fattigdom. Mange steder ville en sådan fiasko føre til en dyb selvrefleksion. Er det rigtigt, det vi har krævet gennemført i u-landene, eller skal vi prøve noget andet eller blande os uden om?
Men den slags overvejelser lader ikke til at plage IMF. IMF mener at problemet er, at u-landene ikke har fået nok af den neo-liberale økonomiske medicin, og de ikke har været tilstrækkelig lydhøre over for IMF og Verdensbankens råd. Derfor skal tøjlen strammes. IMF lægger op til at indsnævre området for deres betingelser til u-landene til kerneområderne inden for den neo-liberale økonomiske model, så det står helt klart for de dumme regeringer, hvad de skal gøre. Og så pakker IMF det – sammen med Verdensbanken – ind i en sød sukkerskal af retorik om bekæmpelse af fattigdom.
Det ny krav til landene for at eftergive gæld og få nye lån fra IMF og Verdensbanken er, at landene skal udarbejde en strategi for bekæmpelse af fattigdom. Det er fint og et forsøg på at få landene til selv at udarbejde politikker – det man kalder at øge ejerskabet til reformerne. Oven i købet skal strategierne laves sammen med det civile samfund i landet. Det gør det endnu bedre. Men strategierne skal godkendes i Washington af IMF og Verdensbanken.
Det eneste, der ikke står til diskussion i forbindelse med godkendelsen af strategierne, er, at den traditionelle neo-liberale økonomiske politik er fattigdomsbekæmpende i alle lande. Alle lande, der indtil videre har lavet fattigdomsstrategier, har en plan om, at privatisere alle statslige selskaber, ofte med stigende brugerbetaling på vand, sundhed og uddannelse. Alle lande skal fjerne told på importerede varer – uanset at EU, USA, Japan og Canada har masser af handelsrestriktioner, at de støtter deres landbrugsprodukter, så u-landene ikke har en chance i for at konkurrere. Og for at gnide salt i såret giver de rige lande eksportstøtte til at sælge deres varer på u-landenes markeder, efter at IMF og Verdensbanken har fået fjernet tolden.

En grim mistanke
Denne politik kalder IMF og Verdensbanken fattigdomsbekæmpelse! Argumentet er, at det på lang sigt skaber økonomisk vækst, som (måske) vil komme de fattige til gode. Men man får en grim mistanke om, at IMF og Verdensbanken mest hytter interesserne for sine aktionærer i de rige lande. U-landenes virksomheder bliver solgt til multinationale selskaber. Markederne bliver åbnet for varer fra de rige lande – mens de fortsat har lukket deres markeder. U-landene skal alle producere mere af de samme basisvarer, hvilket betyder, at de konkurrerer med hinanden, så prisen på u-landenes eksport falder. Men vi kan drikke billig kaffe og få billigt tøj. Og u-landene åbner for eksport-frizoner, hvor multinationale selskaber kan udnytte den lokale arbejdskraft uden om alle regler – og ofte uden nogen økonomisk gevinst for u-landene.
En reform af IMF’s politik over for u-landene burde tage udgangspunkt i, hvad institutionen kan gøre for at bekæmpe fattigdommen. Det logiske ville være, at alle de betingelser, som IMF stiller til den økonomiske politik, skal tage udgangspunkt i en analyse af, hvad de betyder for de fattige. Det er ofte vigtigt og rigtigt at få nedbragt inflationen. Men liberaliseringer af markederne, så den lokale produktion undermineres af varer med en kunstig lav pris på grund af subsidier og eksportstøtte, det kan næppe betegnes som godt for de fattige og landenes udviklingsmuligheder. På samme måde ville mange privatiseringer blive stillet i bero, hvis man ser på konsekvenser for de fattige. Det er vigtigt at effektivisere leverance af vand, sundhed, uddannelse m.m. Men brugerbetaling forhinder de fattiges adgang til services.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her