Læsetid 8 min.

’Vi er danske’

At kalde højskolemanden Niels Bukh ‘nazi-sympatisør’ er en klassisk fejlslutning. Replik til Hans Bonde
18. juni 2001

At kalde højskolemanden Niels Bukh ‘nazi-sympatisør’ er en klassisk fejlslutning.
Replik til Hans Bonde

Historisk set
Hans Bondes kronik i Information den 12. maj (Truslen fra højre) er en interessant beretning om højreradikalismen i Danmark i Mellemkrigstiden – med særligt henblik på Kaj Munk, Arne Sørensen og Niels Bukh.
Den kræver dog enkelte korrigerende tilføjelser, der her skal indskrænkes til at dreje sig om en af de tre: Niels Bukh og hans påståede »veneration for nazismen«.
Selv om det ikke siges i kronikken, giver den let anledning til at drage den konklusion, at den politiske og ideologiske holdning, der tillægges Niels Bukh, må have præget Gymnastikhøjskolen i Ollerup i sin helhed. Det var ikke tilfældet – tværtimod.
Niels Bukhs medarbejdere havde i langt de fleste tilfælde et helt andet syn på dansk og international politik end det, Niels Bukh får tillagt i kronikken. Her skal blot rævnes en af skolens lærere, Rask Nielsen, der fra midten af 20’erne til 1945 var Niels Bukhs nærmeste medarbejder, hvad angik den egentlige højekoleundervisning (historie, litteratur, dansk og regning) og leder af Gymnastikhøjskolen i flere perioder, hvor Bukh var på turné – herunder en verdensomrejse – med sit elitehold.
Hvis man med nogen forenkling kan sige, at Niels Bukh var mere national end demokrat, var det omvendte tilfældet med Rask Nielsen. For ham var friheden og demokratiet det afgørende. I mange år var han medlem af Retsforbundet, og hans ugentlige foredrag på skolen drejede sig som regel om international politik.
Det synspunkt, som Rask Nielsen gav udtryk for, og som prægede skolen ideologisk, finder man omtalt i et brev fra en tidligere elev, den senere faldskærmachef i S.O.E. (Special Operations Executive) Chr. Rottbøll. Han sendte sine ønsker for julen til Rask Nielsen i 1939 og medsendte et eksemplar af den engelske forfatter Norman Angells bog The Great Illusion – now i en udgave fra 1938. Rottbøll skrev:»For ganske nylig er jeg nemlig vendt her hjem igen fra Sydamerika, hvor opholdet uundgåeligt blev meget kortere end på forhånd planlagt, men det er ikke morsomt at være så langt væk, når krigen er sluppet løs i den ende af jorden, hvor der er så mange ting, der berører en, der er vokset op dér, bånd, der endnu ikke er sprængt, når man lige er rejst hjemmefra. Jeg tog chancen i form af en hyre på en af D.F.D.S.’s Sydamerikafragtdampere, og er glad for at være her igen, hvor der nok kan blive brug for mig. Mange gange har jeg tænkt tilbage på tiden i Ollerup og på det indblik, man fik i strømningerne i Europas politik. Grøn, som jeg var i de dele, tog jeg til en vis grad afstand fra tanken om Folkeforbund og mere internationalt indstillet politik med friere handelsforhold og adgang for alle til alt.Vedlagte bog har blandt andre bøger hjulpet mig meget til forståelse af, at De så klarere ind i det centrale ved forvirringen i vor tid, end det den gang gik op for mig.«

Det danske naziparti havde sine spioner på Gymnastikhøjskolen, hvad der affødte en artikel i det nazistiske blad National-Socialisten den 11. juni 1943. Heri siges:
»På sommerholdet på Niels Bukhs Ollerup Gymnastikhøjskole på Sydfyn er lige ved 300 unge piger. Skolen varer i månederne maj, juni og juli og slutter 1. august. Blandt lærerkræfterne findes også højskolelærer Rask Nielsen, der underviser i dansk og regning, foruden at han 3 gange om ugen giver politiske oversigter.
Disse ’oversigter’ skal – er vi blevet oplyst om – være af en meget mærkelig og ensidig art, idet den engelske hetz- og løgneradio i fremtrædende grad synes at være lagt til grund for ’oversigterne’.
Ligeledes lægger hr. Rask Nielsen ikke det ringeste skjul på i sine ’oversigts’-timer, at Tyskland – og dermed Aksen – har tabt krigen, medens selvfølgelig England sammen med USA og Sovjet, vil vinde den. Videre har læreren fremsat udtalelser i forbindelse med terror-luftangreb, som vi ikke skal være vidende om, men er af en sådan karakter, at de kan ét: give anledning til landsskadelig sladder og ditto rygter. Uden tvivl vil det være klogt af hr. Rask Nielsen i sine fremtidige ’oversigts’-timer at rebe sejlene ikke så lidt..«.
Fra ca. 1930 til 1955 holdt Rask Nielsen mere end 3000 foredrag rundt om i landets forsamlingshuse om international politik og demokrati; i 30’erne med nazismen som hovedmodstander og efter 1945 det sovjetiske diktatur. Samtidig var Rask Nielsen blandt de første her i landet, der talte om samarbejde mellem de europæiske lande, hvad der førte til bogen Det europæiske samarbejde i 1953. Tre år før skrev han bogen Frihedens farligste fjender med undertitlen »Organisation og virkninger af monopoldannelser,«der viser, hvem der virkelig behersker verden og i dag er medvirkende til at skabe en økonomisk krise af verdensomspændende karakter.
Alt dette for at antyde den ideologiske ånd, der prægede Gymnastikhøjskolen i Niels Bukhs tid, og som også skolens årsskrifter giver indtryk af. Den lå så langt fra den nazistiske som man kan tænke sig, og var en bekendelse til det liberale samfund med politisk frihed. Derfor var skolen heller ikke populær hverken blandt nazister eller kommunister, og såvel Niels Bukh som lærere på skolen modtog trusselsbreve og kritik i den nazistiske og kommunistiske presse. Niels Bukh samarbejdede med tyske idrætsorganisationer og var medlem af den tyske, nazistiske organisation ’Nordische Gesellschaft’ til 1943, men det berettiger ikke til at kalde Bukh for nazisympatisør. Gør man det, begår man den klassiske, logiske fejlslutning at sætte lighedstegn mellem to helheder (her: Niels Bukhs tankeverden og Hitlers ideologi), fordi de har et enkelt element til fælles (her: ønsket om at gøre noget for ungdommen, om end det var med to helt forskellige intentioner for Hitlers og Bukhs vedkommende).
Det er desuden karakteristisk for dem, der betegner Niels Bukh som nazisympatisør, at de aldrig giver nogen definition af en sådan person. En rimelig definition er følgende: en nazist i 30’erne er et medlem af Hitlers parti eller som dansker af det danske naziparti DNSAP. En nazisympatisør i 30’erne er en person, der sympatiserer med Hitlers politik og ideologi i sin helhed uden at være medlem af partiet.

Niels Bukh falder ikke ind under denne definition. I et interview med Niels Bukh i Berlingske Tidende den 21. oktober 1933 udtalte han sig med sympati for enkelte ting, som han havde set i Tyskland under en lige overstået rejse, og han udtalte sig med sympati om en tale af Hitler i radioen om Versailles-traktaten og andre udenrigspolitiske problemer.
Det kan imidlertid ikke forstås som udtryk for sympati med nazismen som sådan. Niels Bukh havde set, at der blev gjort noget for ungdommen i Tyskland på det gymnastiske område, og han havde set, at Hitler forsøgte at bekæmpe arbejdsløsheden. Det fandt Niels Bukh på daværende tidspunkt positivt.
Hvad angår Hitlers udenrigspolitiske tale, vil næppe nogen modsige Hitler, når han hævdede, at Versailles-traktaten var en uretfærdighed mod Tyskland (overdrevent store erstatningsbetalinger, enkelte uretfærdige grænser m.m.). Det var en fred, der rummede spiren til den næste krig: Den anden Verdenskrig.
At Hitlers arbejde for den tyske ungdom skulle vise sig at finde sted med aggressive bagtanker var der ikke mange, der forstod i 1933. Det ses alene af, hvad danske aviser skrev om Hitler dette år.
Berlingske Aftenavis bragte den 20. oktober 1933 et interview med Niels Bukh, hvori han tog afstand fra Hitlers autoritære metoder. På spørgsmålet, om Niels Bukh ville overføre »hele det Hitlerske idealkompleks« til Danmark, svarede han: »Det bedste af hans system. Vi er danske og må naturligvis have det på vor egen måde«.
Efter at Niels Bukhs udtalelser til pressen var blevet grundigt misforstået, udtalte han på Gymnastikhøjskolen i efteråret 1933 – hvor der på det tidspunkt var flere tyske, jødiske flygtninge på skolen – at han til enhver tid ville bekæmpe et system som det nazistiske, der forfulgte anderledes tænkende mennesker. Samtidig meddelte han, at enhver elev, der agiterede for nazismen, ville blive bortvist fra skolen. Kort sagt: nazismen havde ikke Niels Bukhs sympati.
At tolke de nævnte interviews som udtryk for sympati med nazismen er kun muligt, når man på forhånd har opgivet at tænke logisk, og når man ikke ser udtalelserne i relation til den tid, hvori de er fremkommet, og til personen selv, dvs. når man tillige har opgivet at tænke historisk. Niels Bukh kunne af og til udtale sig uovervejet og uden at tænke på, at han kunne blive misforstået, idet han gik ud fra, at man måtte kende hans ideologiske standpunkt som nationalt tænkende demokrat. De uovervejede udtalelser har Bukhs modstandere i ungdomsarbejdet flittigt bestræbt sig på, at misforstå og gøre brug af.
Nogle vil måske henvise til, at Niels Bukh dog blev interneret efter befrielsen. Dette er også rigtigt. Interneringen blev forårsaget af kommunister i den odenseanske modstandsbevægelse med støtte fra lokale rygtesmedere. Den foregik på godset Løgismose ved Fåborg, hvortil skolen var flyttet ved tyskernes beslaglæggelse af bygningerne i Ollerup, og den fandt sted den 12. maj kl. 19, dagen før politiet skulle overtage ordenshåndhævelsen efter modstandsbevægelsen, og om morgenen den 13. maj blev Niels Bukh frigivet. Tre dage efter, at den uforskyldte internering var afsluttet, blev der til politiet indleveret 26 anklagepunkter mod Niels Bukh indsamlet på baggrund af rygtespredningen i og omkring Ollerup. De fleste af punkterne blev trykt i bladet Trods alt udgivet af kommunisterne i Odense den 1. juni 1945.
Det bevirkede, at der blev nedsat et nævn til undersøgelse af anklagepunkterne, bestående af rigsadvokat F. Pihl, statsadvokaten for Fyn, W. Knutseng, civildommeren i Odense, H. Ringberg (formand) og politimester Hermansen, Svendborg. Det tog nævnet og politiet i samarbejde med udenrigs- og undervisningsministeriet halvandet år at gennemarbejde alle anklagepunkterne, og den 20. september 1946 modtog Niels Bukh en meddelelse fra nævnet om, »at der intet grundlag fandtes for tiltale af nogen art.«
Niels Bukh havde en karakter, der ikke altid gjorde ham lige let at omgås. Han var impulsiv og kunne være en hård arbejdsgiver. Han stillede store krav til sine medarbejdere og gymnaster, men også til sig selv. Han var perfektionist indtil den mindste detalje. Alt skulle være i orden, både ude og inde. Han blev kaldt ’fatter’, og for mange var han også en faderskikkelse.
Han gjorde således meget for også at give sine ’børn’ nogle kunstneriske oplevelser. Skolen havde ofte besøg af en trup af skuespillere fra Det Kgl. Teater og af andre kunstnere, også fra udlandet. Midt i 30’erne gav den italienske tenor Benjamino Gigli koncert i skolens idrætshal med tilhørere fra hele landet.
Da var Rask Nielsens ældste søn – identisk med denne kroniks forfatter – dog kun 10 år og interesserede sig mere for at samle numre på de biler, der bragte tilhørere fra næsten alle amter til koncerten end for selv at høre Gigli synge. Han blev boende i Ollerup til sit 19. år i 1945 og har senere forsket i Gymnastikhøjskolens og Niels Bukhs historie.

*Kai Aalbæk-Nielsen er forfatter og filosof

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu