Læsetid: 4 min.

Derrida og døden

Dødsstraffen er solidarisk med den oplysningsfilosofiske verdsliggørelse og dens etik – mener den franske filosof
1. juni 2001

Filosofi
Den danske oversættelse af første del af den franske essayist Jacques Derridas De la grammatologie (1967), Om grammatologi, udkom i 1970, og der er sket en del i verden siden da. Som oversætter (sammen med Lars Bonnevie) var jeg selv ret optaget af bogen og af projektet. Senere kølnedes min interesse af en meget enkel grund.
Det gik op for mig, at projektet slet ikke kunne være denne filosofiske udforskning af forholdet mellem tekst og tanke, og af skriften som proces i sproget, som det først så ud til at kunne blive.
I stedet for en udvidet erkendelse på disse punkter blev det en sekterisk skole, som med ret klassisk hermeneutiske midler støttede religion og nominalistisk sværmeri, og polemisk-retorisk vendte sig mod en erkendende rationalitet, som skulle skyldes europæisk filosofi, også kaldet vestlig metafysik. En art ekstatisk neo-eksistentialisme. I stedet for at reanimere en akademiseret og en kende stillestående fænomenologi og vække en dogmatisk slumrende sprogfilosofi med skriftsemiotiske, litterære og magtkritiske midler, som det først så ud til at være hensigten, gav den sig til at udvikle tågede, men pompøse afvisninger af den verdslige tanke som sådan. Den ’vestlige’ vil her sige den verdslige.
En art hermeneutikkens hermeneutik, der skulle advare mod enhver begrebsdannelse som udtryk for en tankens hybris (’logo-fallo-centrisme’, ’fallogocentrisme’, en såre farlig ting...).

Vestlige vildfarelser
Mens den Georges Bataille, som i begyndelsen havde ansporet Derrida til at bearbejde gavegivningen, den symbolske udveksling, økonomien og dens forhold til religionen, den indre erfarings fænomenologi, erotikken – jvf. Batailles L’érotisme (1957), Erotikken (2001) – havde fastholdt sin tænkning i spændingen mellem det oplevede og det begrebsligt erkendte, som en grundlæggende udfordring for forståelsen af det menneskelige som sådant, bliver Derridas version af problematikken blot til en kulturkritik.
I et af sine seneste værker, Donner la mort (1999), forklarer han, at vestlige vildfarelser såsom frihed, verdslig lov, ansvar, etik beror på et bestemt forhold til døden, som man ’giver’ nogen, idet man nemlig dræber og tager ansvaret på sig.
Uden drabet intet ansvar, ingen ansvarsetik. Dødsstraffen er altså solidarisk med hele den oplysningsfilosofiske verdsliggørelse og dens etik. Fornuften dræber, vil man ikke dræbe og være drabets ansvarshavende, må man vende tilbage til ofringens hengivne henrettelse, til Abrahams gudsforhold (Genesis 22, 15-17).
Vestligheden, det vil sige verdsligheden, beror på dette, at døden gøres til den ikke-religiøse legalitets udtryksmiddel. Selv når loven ikke dræber, idet den da i stedet ’tilgiver’ den ansvarlige forbryder, gør den det alligevel potentielt – den kunne have gjort det, for det er stadig dens ansvar at gøre det eller ikke gøre det.
Lovens verdslige regime, herunder principperne for demokratisk statsførelse, for menneskerettigheder osv., beror på dødsstraffen. Religionen har på en måde svigtet sig selv og menneskene ved at trække sig tilbage fra statsførelsen... Fundamentalisterne kunne ikke ønske sig en herligere ’filosof’.

Dårlig samvittighed
Alternativet kunne være en anden analyse af forholdet mellem etikken og døden. Mennesker er, uanset de er vestlige eller f. eks. østlige, udstyret med evnen til at føle sig skidt tilpas og skamme sig, når de har behandlet hinanden dårligt – vi kan kalde fænomenet ’dårlig samvittighed’.
Denne evne er ikke historisk oprettet ved nogen metafysisk begivenhed i filosofien eller politikken, og den beror ikke på nogen historisk givet religion, men er en egenskab ved det menneskelige følelsesliv, som religioner og filosofier osv. selv bygger på, fordi de bygger på det stof, som mennesker er gjort af.
Respekt, generøsitet, solidaritet og lignende udmærkede adfærdsfigurer udtrykker ikke en bestemt, kulturelt specifik ’tænkemåde’, men den måde, vore hjerner fungerer på: De kan ikke klare sig alene, de kan slet ikke tænke uden at samarbejde, og de kan ikke samarbejde, medmindre de først føler noget i retning af kærlighed for hinanden, som en art basal indstilling.
Den, der ikke vil være med i samarbejdet, må ’skamme sig’, og vil han demonstrativt ikke det, kommer han i skammekrogen. Skammekrogen er en straffens oprindelse, som enhvert barn i hvert fald har hørt om.

Basal sprogudøvelse
Fænomenet ’skam’ er en universel følelsesværdi, der forbinder den individuelle oplevelse med den kollektive værdiudøvelse – f. eks. i det, vi kalder sladder. Bagtalelse og sladder er formentlig meget basale former for sprogudøvelse.
Skammekrogen bliver fangehullet, lussingen bliver henrettelsen. Loven bliver almen, fordi vore følelser er almene. De er i denne forstand også verdslige, idet de lader sig forbinde med en hvilken som helst religiøs fantasi; det er dem underordnet, hvordan de specificeres, når blot specificeringen ikke opløser dem. De er ikke verdslige, fordi de er vestlige – thi de er i samme grad østlige, nordlige og sydlige.
Europa har ikke opfundet homo sapiens Cromagnon. Det sidste er en videnskabelig kendsgerning, og der findes faktisk i vore dage en videnskabelig følelsesforskning, som heller ikke lader Europa opfinde de følelser, verdenslitteraturen så indgående beskriver.

Helliggørelse
Jeg mener egentlig, at Derrida skulle skamme sig. Hans ’grammatologi’ burde have ført ham til en problematisering af den religiøse skriftdyrkelse, den fundamentalistiske bogstavtro, forvandlingen af det skrevne ord til et religiøst mordvåben: Helliggørelsen af skriften som en guddoms tale, der fremkalder underkastelsen og ofringen og dræber friheden. Denne helliggørelse af det menneskelige sprogs ’skrivelighed’ misforstår jo det skrevnes upersonlige ’stemme’ som overjordisk, som ren logos, blot fordi den ikke afhænger af den, der læser op. Se, det er logocentrisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu