Læsetid: 2 min.

Ensfarvet regering

Bjørn Nørgaard er mono-minister i mono-land. Vil kunstnerne virkelig drive politik, kan det ikke gøres i samtidskunstens snævre sfære
Debat
25. juni 2001

Etnisk
Billedkunstnereren Bjørn Nørgaard præsenterede den 14. juni i Kulturministeriets baggård (!) en (af)magtsregering med ham selv som nationalminister. I indlæggene fra de 12 ministre blev der under maksimet ’Fantasien til magten’ fokuseret på bl.a. værdien af anden etnisk baggrund og multikultur.
Regeringens sammensætning var alt andet end fantasifuld. Den var sørgelig blond og leverpostejsfarvet.
Regerings eneste minister uden dansk baggrund var konfliktløsnings- og globalminister Viera Collaro, der symbolsk nok måtte forlade debatmødet før tiden. Hun efterlod sig en gabende tom stol, der vidnede om afmagtsregeringens afmagt og åbenbare accept af tingenes tilstand.
»Var det svært at finde en pakistaner?«, ville den herboende franske kunstner Colonel vide. Det ganske interessante spørgsmål blev forbigået i næsten tavshed. »Er det hele bare for sjov?«, ville Colonel vide. »Næh, nej...«, prøvede nationalminister Bjørn Nørgaard at svare. Det svedne grin afslørede ham. Det var mest for sjov.
Seancen vidnede først og fremmest om magtforholdene i det danske samfund, hvor fintfølende danske næser kan spore lugten af fundamentalisme og vandpibetobak generationer efter en indvandring. Det gælder selvfølgelig også kunstverdenen.
Det gælder om at pisse territoriet af, vil en professor på kunstakademiet vide. Og det gjorde (af)magstregeringen ganske rigtigt. Signalet var klart. Indvandrere er objekter – genstande for snakken i velmenende(?), intellektuelle kredse. Tæl bare antallet af fremmedklingende navne blandt Informations skribenter.
Dannebrogsminister
I Deadline på DR2 søndag den 17. juni sagde, Bjørn Nørgaard: »Vi vil ikke bede andre om at gøre noget, vi ikke selv gør.«
Og dermed ramte han problemets kerne.
(Af)magtsregeringen kan redde en lille del af æren ved at udnævne netop Colonel til glokal- og dannebrogsminister.
Vil kunstnerne virkelig drive politik, kan det ikke gøres i samtidskunstens snævre sfære. Så må de sprænge de rammer, de har sat for sig selv, og afmagtsministrene må involvere sig i verden – ikke bare ved at involvere indvandrere som en reference i deres egne kunstneriske projekter, men ved at entre den politiske arena bevæbnet med kunst og retorik. Det er der slaget skal udkæmpes.
(Af)magtsregeringen må bevæge sig fra kulturministeriets baggård til folketingets hovedtrappe og Ekstra Bladets læserbrevsspalter.
Balance- og fordelingsminister Henning Christiansen karakteriserede i sit indlæg debatmødet og den nye regering bedst: »Flip, flop, flip, flop... .«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her