Læsetid: 7 min.

Forbudt at demonstrere?

Jeg er virkelig chokeret. Og vred. Vred på dem, der har ødelagt vores fredelige demonstration med stenkast og åndssvage paroler som f.eks. »Kill the police«, men også vred på politiet, der tæsker løs på mennesker, der vitterligt intet har gjort
Debat
20. juni 2001

Gøteborg
Jeg er medlem af ATTAC Nørrebro. Jeg var i Gøteborg fra torsdag til lørdag. Det var første gang, jeg skulle være med til så stort et græsrodsarrangement.
Vi begyndte fra Københavns Hovedbanegård kl. 10 torsdag morgen og var meget forventningsfulde. Bussen var fuld, og hele turen forløb fint og uden forsinkelser, og heller ikke i Gøteborg var der problemer.
Vi fik så at vide at den skole (Hvitfeldska Gymnasiet) vi skulle have læsset vores bagage af på, var blevet stormet af politiet, og at nogle af attac’erne blev holdt tilbage sammen med flere andre. Det bekymrede os selvfølgelig, og vi håbede de snart blev sluppet fri.
Imens måtte vi så tage videre til den skole, som vi skulle bo på. Den lå et stykke uden for centrum. Desværre kunne vi ikke komme ind der, for dem der skulle låse op, ville først komme kl. 18. Derfor måtte vi lægge vores pakkenelliker på en helt tredje skole, hvor norsk ATTAC var indkvarteret.
NGO’ernes planlægning gik i stykker p.g.a. den uventede politiaktion, for Hvitfeldska skulle have fungeret som samlingspunkt og mødested for alle de mange forskellige organisationer. Nå, vi kom da afsted til den store Bush-demonstration kl. 17.30.

Ingen ambulancehjælp
Det massive opbud af kampklædt politi gjorde mig lidt nervøs, især da attac’ere, der var blevet spærret inde på Hvitfeldska kom tilbage med meldinger om en meget brutal behandling fra politiets side. De havde måttet sidde inde i skolen ca. fire timer uden at vide noget som helst om, hvorfor politiet havde stormet, og hvorfor de ikke kunne få lov til at forlade området. En af dem, Birte, fortalte at hun var kommet ud ved at hjælpe en pige, der havde brækket armen, da politiet indtog skolen. Først havde de bedt om at få en ambulance, men det havde politiet afslået. Til sidst blev pigens smerter for stærke, og de blev allesammen enige om at Birte hellere måtte gå med hende, da hun var den ældste og mest borgerligt klædte(!). Den første betjent, de spurgte, sagde igen blankt nej til at de måtte forlade området, men en anden gav til sidst lov. Birte kom væk og mødtes med os nyankomne. Alt i alt ikke så hyggelige meldinger. Desuden var stemningen inde i Gøteborg temmelig spændt og alle de kampklædte forstærkede indtrykket af, at der var noget under opsejling.

Politiet angriber
Om fredagen begyndte alt fint. Vi mødtes til morgenmøde kl. 7.30 og briefede hinanden om, hvordan det var gået hidtil. Derefter var det afsted til kæmpemøde på Götaplatsen. Bagefter var vi nogle, der besluttede at gå med til en anti-kapitalistdemonstration, der som hovedformål havde at komme så tæt på EU-topmødet som muligt. Her gik vi med som enkeltpersoner, da det ikke var en demonstration, som ATTAC stod som arrangør af. Undervejs så vi horder af politibetjente i fuld udrustning, de stod langs hele ruten og havde lukket alle sidegader af. Den slags gør mig klaustrofobisk. Også hunde- og hestepatruljer var linet op. Det var utrolig ubehageligt. Pludselig høres der larm bagude, og vi der går bagest, kigger os tilbage. Fra de få sidegader, hvor der ikke står politi, kommer der sortklædte, maskerede mennesker væltende. Umiddelbart sker der ingenting. De går bare med. Jeg føler mig nu klemt inde mellem den store, fredelige demonstration, de maskerede og politiet, men prøver at fortælle mig selv, at der ikke sker noget.
Politiet rykker tættere på, sender hundepatruljerne ud, og jeg finder ud af at det nok er bedst at forsvinde. Op ad en sidegade, men den er lukket af ridende politi. Heldigvis er der et stykke græsskrænt, som jeg løber op ad, netop som politiet sætter i galop ned mod demonstrationen. Der er intet, der tyder på optøjer dernede, men politiet galopperer direkte ind i mængden og begynder at slå vildt omkring sig med stavene. Godt man nåede at komme væk! Alt er kaos.

Brosten i nakken
I løbet af dagen hører vi flere beretninger fra folk, der har været oppe foran og som blev lukket inde af hunde, heste og kampklædte. Nogle har kun lige akkurat undgået at blive bidt eller redet ned, og en ATTAC’er blev ramt i nakken af en brosten. Jeg er virkelig chokeret. Og vred. Vred på dem, der har ødelagt vores fredelige demonstration med stenkast og åndssvage paroler som f.eks. »Kill the police«, men også vred på politiet, der umotiveret tæsker løs på mennesker, der vitterligt intet har gjort.
Efter sådan en oplevelse trænger man til at slappe lidt af, og vi var en del, der tog hen til Frit Forum-området, der fungerede som festivalplads for alle. Men heller ikke her var der fred. Politiet står uden om hele området med heste. På et tidspunkt prøver de at trænge ind, men menneskemægden er for massiv og de giver op. I stedet lukker de en af broerne i området af (det ligger ved en kanal). Lukker den ganske enkelt i begge ender. Menneskene på broen står der for at nyde vejret eller kigge på vandet. Nu bliver de skubbet frem og tilbage, får ikke at vide hvorfor, eller om de skal arresteres. Her befinder der sig adskillelige ATTAC’ere. En af dem, Troels, får besked på at gå tilbage, men da han vender sig om for at gøre det, bliver han slået i knæhasen. Nogle har held til at komme over rækværket og ned i forbipasserende gummibåde. Til sidst propper politiet en masse mennesker ind i tre busser og kører dem væk, ingen ved hvorhen eller hvorfor. Samtidig er der uroligheder ved en anti-EU-march, som jeg ikke deltager i. Flere er blevet overfaldet af både politi og nazister.

Hovedet på sømmet
Om aftenen er der planlagt en »reclaim the city«-aktion, som er en anden måde at demonstrere på. Det er en improviseret gadefest med musik og dans. Problemet er, at den ikke er blevet anmeldt, så den er i princippet ulovlig. Det skal jeg ikke nyde noget af. Efter dagens øvrige begivenheder lyder det til at kunne blive virkelig væmmeligt, så jeg tager tilbage til vores skole. I løbet af aftenen kommer folk tilbage og fortæller flere ting om hvad der sker inde i byen, og omkring midnat hører vi så, at der er blevet skudt og at tre er ramt. Det er hovedet på sømmet! Vi holder et spontant møde og får luftet nogle meninger. Som ATTAC’ere tager vi kraftigt afstand fra al vold og føler virkelig at vores demokratiske rettigheder er blevet krænket, både af politi og maskerede.

Fredelig lørdag
Lørdag er alle indstillede på, at der skal være en positiv og rar stemning ved den planlagte demo kl. 9.30. Vi drager afsted i godt humør og mødes på Linnéplatsen. Her er en virkelig dejlig stemning, og politiet holder meget lav profil. Da alle er klar til at gå, er vi vel omkring 20.000 mennesker. Det er enormt dejligt at se så mange glade mennesker, der er opsatte på at få en god dag ud af det. Alt er hyggeligt og fredeligt, og i regnvejr går hele processionen gennem Göteborg. En masse borgere er ude i gaderne, og de fleste virker rigtig interesserede og venlige. I god ro og orden når vi tilbage til Linnéplatsen og slår os ned i den nærliggende park. Her støder en masse sort-røde (anarkister – efter deres eget udsagn) til. Jeg bliver straks nervøs. Hvad nu? Vil politiet rykke ind? Vil de sort-røde begynde at blive aggressive? Heldigvis ikke. Alle råber og synger og ser ud til at være i godt humør.
Som nævnt er jeg ikke vant til store arrangementer. Jeg har ikke været med hverken i Prag eller Seattle. Jeg kan ikke forstå det store politiopbud og den aggressivitet, de udviste. Selvfølgelig skal der være nogen til at holde øje med at ingen kommer til skade og til at forhindre at nogen begynder at kaste med sten eller andre ting. Ro og orden kunne sagtens være opretholdt med en meget mindre styrke. Ballademagerne var vel allerhøjst hundrede, og de var nemme at genkende. Det ville have været langt nemmere og fredeligere at stoppe dem, inden de overhovedet nåede frem til demonstrationen, fjerne eventuelle kasteskyts og bede dem om at sprede sig. Så ville der ikke være opstået det vilde kaos med panikslagne mennesker, der forsøgte at løbe i alle retninger for at komme væk. De prøvede ikke engang at få folk til at flytte sig eller at sprede demonstrationerne, de stormede direkte frem og slog løs. Men det er i for sig ikke politiet, jeg anklager. Jeg anklager politiledelsen og politikerne.
Det kan ikke være meningen at fredelige mennesker som f.eks. os ATTAC’ere skal finde os i at blive behandlet som de værste forbrydere. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan færdes uden at være bange for pludselig at blive slæbt med på stationen eller andre steder hen. Hvem beskytter vores ret til at demonstrere og sige vores mening?
Både Poul Nyrup og Frank Jensen har udtalt, at der vil blive slået hårdt ned på demonstranter næste år, når Danmark får formandskabet. Man vil lære af svenskernes metode.
Og italienerne bebuder at ingen kommer ind i Genua til G8-mødet 20.-22. juli. Det er lyse udsigter!
Hvis man virkelig ønskede at komme i dialog, burde politikerne afsætte en dag eller to inden deres egne topmøder til græsrødderne. Man kunne så lave et panel af politikere og NGO’ere, som der kunne være offentlig adgang til, og så debattere de emner, der var interesse for. Efter topmødet kunne man sende en tilbagemelding om hvordan topmødet var forløbet, og om der var blevet taget konkrete beslutninger om de omtalte emner. Det er noget, jeg i hvert fald vil forsøge at få ATTAC til at støtte op om.

Læs mere på
www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her