Læsetid: 2 min.

Frit valg

Universiteterne skal kunne vælge at bevare den nuværende styreform
Debat
26. juni 2001

Uddannelse
Jeg er ikke enig i lederen om universiteter den 19. juni. Vores forslag lægger ikke op til at tvinge en bestemt styreform igennem. Studerende og ansatte på et universitet skal kunne vælge at bevare den nuværende styreform. En styreform skal respektere institutionens normer og traditioner, særlige forhold til omverdenen og have opbakning fra ansatte og studerende – ellers udebliver de ønskede resultater. Der er ikke kun én rigtig måde at styre et universitet på. En ny styreform vil kunne gøre gavn flere steder, men måske ikke alle. Og det må man respektere.
Allerede i dag er der fire selvejende universiteter i Danmark. Det giver flere frihedsgrader og bedre muligheder for at sætte nye aktiviteter i gang. Forventningen er, at flere universiteter vil melde sig på banen og udtrykke ønske om selveje. Måske ønsker de ikke samme ledelsesform som DTU, men det må de selv afgøre.
Påstanden om, at nu skal universiteter drives som private virksomheder med slipsedrenge, der sidder i bestyrelsen og varetager kortsigtede erhvervsinteresser, er grebet ud af luften. Eksterne folk i bestyrelserne skal have forstand på uddannelse og forskning, og de skal ikke repræsentere andre end sig selv.
Vi har ikke skævet til erhvervslivet, men til den danske uddannelsesverden, hvor en bestyrelse med mange medlemmer udefra og en ansat leder er det normale, for ikke at sige altdominerende – lige fra folkehøjskoler, lærerseminarier, Centre for Videregående Uddannelse, ingeniørhøjskoler og det spritnye Danmarks Pædagogiske Universitet. Sågar på Danmarks Journalisthøjskole, uden at denne mig bekendt anses for at være i lommen på erhvervslivet, specielt udemokratisk eller er ledet som en amerikansk koncern.
De studerendes indflydelse skal være af et omfang, der svarer til det i dag. De skal være med i bestyrelsen. De skal være med i alle andre organer. Studienævnene skal styrkes. De nye indflydelsesmuligheder, som loven om undervisningsmiljø giver, skal udnyttes. De skal være med i de udviklingsråd, vi foreslår.
Men rektorvalget kan det være, man lokalt vælger at vinke farvel til. De meget lave stemmeprocenter kunne give det indtryk, at det har flertallet af de studerende allerede gjort.

Fork. af red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her