Hønsehold
Så er den gal igen i hønsegården. De økologiske høns (hvilket er noget sprogligt sludder, en høne kan ikke være økologisk), har det værre end deres artsfæller i bure. De fritgående høns hakker hinanden og piller fjer og kan ikke finde ud af at lægge æg i rederne, hvilket alt sammen er problemer som bursystemerne har styr på.
Debatten er rejst af Dyreetisk Råd, hvor Peter Sandøe af hensyn til dyrenes velfærd foreslår, at man lytter til et forslag fra EU-kommissionen, der går på at sætte hønsene tilbage i nogle større og forbedrede bure med skrabeareal og redekasse. Den der sidder i enecelle kan trods alt kun skade sig selv og det vil derfor være til fordel for dyrene, hvis de ikke går i flokke.
Lektor Hans Ranvig fra Landbohøjskolen mener, at problemet er den hønserace, der anvendes i de fritgående hønsehold. Den er fremavlet med henblik på at yde en maximal ægproduktion og derfor ikke er egnet til at gå frit omkring. Det er hønsene ikke robuste nok til, påstår lektoren, og peger på en ny krydsningsrace af hvide italienere og Hampshire som vejen frem.
Hønen er et jungledyr
Sandøe roser de økologiske hønseavlere for at have det for øje, at dyrene »skal kunne udfolde deres naturlige adfærd.« Men det er præcis her problemet ligger: Det har ikke et gok med hønsenes race at gøre, om de hakker hinanden eller piller fjer, det har netop noget at gøre med, at de går under betingelser, der intet har med deres naturlige levemåde at skaffe.
Hønen er et jungledyr, der i flokke på maksimalt 25 individer går omkring og nipper friske grønne skud, som de skraber frem af jorden sammen med småinsekter og andet guf. Når man sætter dem sammen i kæmpeflokke på flere tusinde dyr er de i konstant alarmberedskab, fordi de hele tiden støder på artsfæller, som de ikke kan genkende og derfor ikke ved, hvordan de skal forholde sig til.
En hønseflok er ligesom et håndboldhold hierarkisk opbygget: der er en hakkeorden, som er væsentlig for dyrenes velbefindende, fordi den slags nu engang giver et hønseliv mening. Da hønen ikke stod ret langt fremme i køen, da Vorherre skulle uddele hjernekapacitet, har den ikke computerkraft til at overskue mere end 25 relationer og derfor går den i stress, når den i kæmpeflokkene aldrig kan etablere et fast hierarki.
Man kan kalde hønsene økologiske og æggene ditto til man bliver blå i hovedet. Men faktum er, at de dyr der producerer det statsgaranterede økologiske produkt, lever under forhold, der gør dem kronisk syge.
Motion på A4-ark
Jeg overtog for en del år siden 30 høns fra en burbesætning. Disse dyr var af netop den slags, som hønseeksperten påstår ikke formår at klare sig udenfor burene. De var meget dårlige til at gå og stå, for den motion man får på en flade af størrelse som et A4-ark er ret begrænset, og mange af dem havde næsten ingen fjer på kroppen, fordi de af lutter kedsomhed ikke kan hitte på andet end at pille sig selv. I løbet af den første uge døde fire, men i løbet af sommeren livede de op og fik den naturlige hønseadfærd med at skrabe i jorden. De fik ny fjerdragt og levede lykkeligt til måren, den ikke-økologiske slambert, gav det hele en mindre lykkelig afslutning.
Hver gang, jeg køber økologiske æg, føler jeg, at jeg er med til at legitimere en statsgaranteret løgn. For den eneste forskel på de såkaldt økologiske æg og æggene fra fritgående besætninger er den, at bakkerne med det røde Ø er lagt af høns, der ikke har fået foder fra sprøjtede afgrøder. Hensynet til dyrenes naturlige levevis er fuldstændig fraværende hos de økologiske så vel som de traditionelle ægproducenter.
Burde Dyreetisk Råd ikke arbejde for, at prædikatet økologisk kun må tildeles produkter, der stammer fra dyr der BÅDE fodres med giftfrit foder OG lever under forhold, der ligner deres naturlige levevis? Og hvordan kan en ekspert i høns komme med sådan en gang sludder som Hans Ranvig? Men måske er han alene ekspert i hønens biologi og ved intet om dens adfærd? Kan man forestille sig en så bundløs uvidenhed hos den statsgaranterede naturvidenskab?
