Kronik

Fra Gulag til New York

Om mødet mellem Aleksander Solzhenitsyn og Joseph Brodsky, der aldrig fandt sted
Debat
13. juni 2001

Tro & Filosofi
I den nu hedengangne sovjetiske partitop var oktober måned hvert år sæson for neglebidning: I 1958 var Boris Pasternak under pinlig international opmærksomhed blevet tvunget til at give afkald på prisen for sin roman Doktor Zhivago. Nobelpriser til russere var ikke i høj kurs i Kreml under den Kolde Krig.
Da Jerntæppet i 1991 blev trukket til side, var to russiske nobelprismodtagere i litteratur endnu i live.
Den ene var Aleksander Solzhenitsyn, som i 1970 var blevet beæret af det Svenske Akademi for sit seks bind store vidnesbyrd om Sovjetsystemets forbrydelser, Arkhipelag GULAG, på dansk GULAG-Øhavet.
Den anden var lyrikeren Joseph Brodsky, som i 1987 havde fået den samme pris for sine komplicerede digte om tid, rum og død. Begge var – ligesom Kinas Gao Xingjan, der sidste år fik Nobelprisen i litteratur – emigreret til Vesten.
Solzhenitsyn var blevet smidt ud af Sovjetunionen, fordi han havde fået Nobelprisen og slog sig ned i USA. Brodsky havde allerede tilbragt 15 år i USA, da valget faldt på ham.
Da det røde flag for sidste gang blev strøget over Kreml den 31. december 1991 og næste morgen erstattet af den russiske trikolore, sad Solzhenitsyn således på sin landejendom i Vermont i USA, mens Brodsky overnattede i sin lejlighed i Greenwich Village i New York.
De to havde aldrig mødt hinanden, og et sådant møde skulle heller aldrig finde sted. Faktisk var forskellen mellem de to forfattere altid betydelig mere slående end lighederne, og på det seneste har modsætningen mellem dem da også afstedkommet en regulær skandale i russisk litteraturkritik.
I 1993 vendte Solzhenitsyn tilbage til Rusland efter 19 år i eksil. Han lod sin hjemkomst tage form af et triumftog under pressens bevågenhed, 10.000 kilometer tværs igennem den russiske provins med den transsibiriske jernbane. Toget standsede ved alle sibiriske trinbrætstationer, for at Solzhenitsyn kunne hilse på de krumryggede morliller.
Brodsky varede sig imidlertid for ståhej og hornorkestre. I et brev til sin hjemby Sankt Petersborgs borgmester Anatolij Sobtjak aflyste Brodsky en ankomst, byens myndigheder ellers var blevet stillet i udsigt, med henvisning til ikke at ville kunne klare medieopmærksomheden. I New York hed det sig godt nok i emigrantkredse, at Brodsky sammen med balletdanseren Mikhail Baryshnikov planlagde en hemmelig éndagstur til Sankt Petersborg, for skyndsomt at forsvinde inden rygtet nåede offentligheden, men det blev ved drømmen: Brodsky døde i New York i januar 1996 i en alder af 55, uden at have genset det nu omdøbte Leningrad, han var blevet tvunget til at forlade i 1972.
Bag denne forskel mellem personlighederne Solzhenitsyn og Brodsky gemmer der sig naturligvis en dybere konflikt mellem to modsat rettede tendenser i den nyere tids russiske litteratur.

Solzhenitsyn blev den første, der tog bladet fra munden i denne konflikt ved at skrive en artikel i det ansete tidsskrift Novyj Mir i decemberudgaven 1999, knap fire år efter Brodskys død. På 14 tæt satte sider gennemgår Solzhenitsyn den russiske del af Brodskys forfatterskab og forkaster størstedelen af det med prædikater som »klodset formuleret, til tider banalt«, »en uheldig stilblanding af talesprog og højtidelige fraser og altid for omstændeligt«.
I rækken af bebrejdelser nævner Solzhenitsyn, at han ikke finder Brodsky russisk nok, for international, og fremhæver selvfølgelig Brodskys beslutning om, modsat hans egen, ikke at vende tilbage til Rusland.
Det skulle Solzhenitsyn aldrig have gjort. I hvert fald ikke hvis det stod til den folkerige og indflydelsesrige lobby af Brodskys venner i Rusland og i udlandet. De svarer for tiden igen med en lind strøm af smædeartikler mod Aleksander Solzhenitsyn i aviser og tidsskrifter. Det står allerede nu klart, at Solzhenitsyn begik en alvorlig fodfejl i sin artikel i december ved at bruge det forkætrede ord ’kosmopolit’ nedsættende om Brodsky.
Det klinger i russiske ører nemlig i én og kun i én retning: Stalinistisk antisemitisme. Solzhenitsyn er etnisk russer, og Brodsky var jøde.
Ved at bruge det tabubelagte ord – kosmopolit – gjorde Solzhenitsyn det muligt for Brodskys venner at skrive historien om Brodsky versus Solzhenitsyn over en velkendt skabelon, nemlig narrativet om de hjemstavnsdyrkende, troende ortodokse, slavofile og langskæggede Solzhenitsynner mod de netop kosmopolitiske, ateistiske og jødiske bohemer som Brodsky.
Og denne konklusion var da også fristende at drage. Havde det ikke været fordi, der var en klokke der ringede: Solzhenitsyns kritik af Brodsky mindede om noget, der var blevet sagt om Brodsky før. I en helt anden sammenhæng, i et helt andet land og – især – på et helt andet sprog.

Den 17. november 1996, blot få måneder efter Brodskys dødbringende hjerteslag, og knap tre år før Solzhenitsyns artkel i Novyj Mir, udkom Financial Times i London med en stort opsat anmeldelse af Brodskys post mortem udgivne, sidste digtsamling So Forth.
Den engelske digter og litterat Craig Raine kunne i sin anmeldelse nøjes med én side i stort format for at foretage en nådesløs korsfæstelse af Brodskys engelske tekster. Digtene i So Forth var nemlig – som meget andet af det, Brodsky skrev fra slutningen af halvfjerdserne, da han var faldet til i New York – enten skrevet på engelsk eller oversat af Brodsky selv fra hans egne russiske originaler.
Craig Raines’ anmeldelse, som ugen efter blev bragt i dansk oversættelse i Weekendavisen, havde overskriften ’A Reputation Subject to Inflation’, og skældte Brodskys engelske tekster ud for at være – klodsede, grammatisk forkerte, banale og fulde af irriterende forsøg på at efterligne et amerikansk talesprog, som Brodsky slet ikke, mente Raine, beherskede.

Det er her klokken ringer. Solzhenitsyns artkel skrev sig nu pludselig ind i en række af udfald mod Brodsky, som var blevet trykt i vidt forskellige lande, på vidt forskellige tidspunkter og af kritikere med vidt forskellig baggrund og ideologi:
Fra en russisk samizdat-anmelder, der allerede i 1978 syntes, at Brodskys russiske digte mindede om »en ordret oversættelse af en meget talentfuld, udenlandsk original«, til russisk kritik i israelsk emigration, som op igennem 1980’erne, ud over at bebrejde Brodsky, at han ikke var tro nok mod sin jødiske baggrund, fandt, at han »tillod sig ubehagelige leksikalske friheder«. Og så selvfølgelig de især engelske anmeldere, der allerede fra Brodskys første engelske digtsamling i 1980 rynkede på næsen under overskrifter som ’Great American Disaster’.
Ingen af Brodskys engelske kritikere kunne russisk. De vidste derfor ikke, at der i den russiske kritik fandtes præcis samme bekymring over Brodskys filosofiske tematik, som blev pakket ind i et uortodokst talesprog, mange fandt upassende i selv moderne russisk lyrik.
Dette skal ses på baggrund af Brodskys enorme fanskare i Rusland og i særdeleshed i USA, hvor Susan Sontag, forlæggeren Roger Straus samt nobelpristagere som polakken Czeslaw Milosz og Derek Walcott fra Caribien fremstår som nogle af de mest prominente og entusiatiske medlemmer.
Alle er enige om, at Brodsky overalt i sine digte slår en fabelagtig høj tone an – eller, om man vil, et stort brød op.
Vandene skilles i spørgsmålet om, hvorvidt projektet holder eller ballonen sprænger.
Enten er Brodsky genial, fordi han nærmer sig det umuligt ambitiøse i såvel form som indhold. Eller også er han en sproglig og filosofisk fantast uden tilstrækkelig kulturel fingerspitzgefühl.

Med Solzhenitsyn er det hele derimod en tand nemmere: Kun få er uenige i, at GULAG-Øhavet og Solzhenitsyns romaner er fantastisk spændende og velskrevne vidnesbyrd om en lang, tragisk og derfor uendelig vigtig epoke, nemlig Rusland under Sovjetstyret 1917-1991. Brodsky elskede da også at læse GULAG-Øhavet som en af den slags bøger, man kan åbne på en hvilken som helst side og læse uden at savne det, der står før.
Og Solzhenitsyn er ikke antisemit. Det ville netop være en meget uheldig forenkling at reducere konflikten mellem de to nobelprismodtagere til et spørgsmål om antisemitisme.
I virkeligheden er det en diskussion om centrum og periferi ikke kun i russisk, men i moderne verdenslitteratur.
Solzhenitsyn vil nemlig gå over i den russiske litteraturhistorie som sit fædrelands trofaste søn, krønikeskriveren, der vendte tilbage til Rusland for at være med i et kaotisk fællesskab, i de russiske begivenheders centrum.
Brodsky og hans engelsksprogede venner, Les Murray fra Australien og nobelprismodtagerne Czeslaw Milosz fra Polen, Seamus Heaney fra Irland og Derek Walcott fra Caribien, vil derimod gå over i verdenslitteraturhistorien som digtere, der kom fra periferien, skrev i en periferi af engelsk og, i Brodskys tilfælde, også russisk litteratur, på kanten af det tilladelige (for kan man skrive smukke digte på et sprog, man ikke mestrer flydende?), og som stædigt forsøgte at skabe radikalt nyt ved at gøre denne sproglige og geografiske periferi til et nyt og markant anderledes centrum.

*Brodskys samlede engelske digte med russisk accent er netop udkommet i New York på Farrar, Strauss and Giroux.

Jon Kyst er født 1969, kandidat i russisk, ph.d.-studerende ved Engelsk Institut, Københavns Universitet og p.t. gæsteforsker på Columbia University, New York.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her