Læsetid: 3 min.

Hvilket historisk rod

Det islamiske trossamfund kunne opnå anerkendelse og få ret til at vie og udstede attester, hvis det ikke er splittet i mindre sekter
15. juni 2001

Folkekirken
Da Information (David Rehling i lederen den 12. juni) påstår, at sammenblandingen af kirke og stat er noget rod, så må jeg gøre opmærksom på, at der er historiske grunde til, at vi har den folkekirkeordning, som vi har. Eller det er af pragmatiske grunde, at det aldrig er lykkedes at få vedtaget en egentlig kirkeforfatning.
Derfor er grundlovens §§ 66 og 69’s brug af ordet lov i hvert fald siden 1940 forstået som ’lovgivning’, og ikke som at der burde vedtages en egentlig kirkeforfatning; men denne lovgivning medførte allerede i begyndelsen af forrige århundrede et betydeligt statsindgreb i folkekirken.
Indtil da dækkedes kirkens udgifter og herunder aflønning af præster helt af dens egne midler, men bl.a. ved lov af 4. oktober 1919 om udstykning af præstegårdsjorder, påtog staten sig som kompensation at aflønne præsterne i et vist omfang.
Denne ’ondsindede’ ordning (lektor H. Ravn Iversen ved et seminar på Det teologiske Fakultet fredag den 8. juni) medfører, at ikke-medlemmer af folkekirken er med til at betale 40 procent af præstelønningerne; men vi må jo alle bidrage med at betale erstatning til dem, som har fået ejendom eksproprieret.
Det drejede sig om 50.000 tdr. land præstegårdsjord, som skulle sælges og udstykkes til husmandsbrug, som hver skulle have syv hektar middelgod jord.
Biskopperne afgav allerede i det 19. årh. bispeembedernes jordindtægter til staten mod, at den aflønnede dem, selv om f.eks. Sjællands biskops indtægter derved gik ned.
Bevarelsen af kirkerne som historiske monumenter er selvfølgelig en statslig opgave, og menighederne må kun renovere kirkerne i samråd med Nationalmuseet, og de oppebærer også et vist tilskud til renoveringerne (som regel 25 procent) af udgifterne.
Når moskeen i Hvidovre og den kommende moske i Njalsgade engang skal renoveres, kan der utvivlsomt ydes statstilskud, hvis de anses for at være bevaringsværdige

Ret til en gravplads
Der er dem, som mener, at begravelsesvæsenet alene skulle være en statslig opgave. Vi har godt nok ingen statslige kirkegårde, men kirkegårdene i de store byer er kommunale, uafhængige af folkekirken. Alle beboere i kommunen har ret til at få gravplads, heriblandt også muslimer.
At de i lighed med f.eks. det mosaiske trossamfund ønsker en egen begravelsesplads er forståeligt og for så vidt imødekommet, idet Skov- og Naturstyrelsen har tilbudt at stille et område til rådighed i Rude Skov, og de har allerede erhvervet sig én begravelsesplads i hovedstadsområdet.
På landet har alle beboere i sognet ret til at blive begravet på folkekirkens kirkegårde, men hvilken diskrimination er der i det?
Desuden ønskede lektor L. Christoffersen på ovennævnte seminar, at folkeregistreringen flyttes over i civilt regi i hele landet.
Hvis det er et almindeligt ønske, kan det jo gerne ske; men kirkekontorerne er små lokalkontorer, og mon medborgere af andre trossamfund har noget imod at skulle anmelde en barnefødsel på et kontor, som man kan spadsere til med barnevognen, i stedet for at skulle en lang vej ind til folkeregisteret eller personregisterføreren?
En forespørgsel på et folkeregister, om de gerne ville overtage civilregistreringen, gav for øvrigt et klart nej! Det havde de slet ikke kapacitet til. Så skulle der jo ansættes en personregisterfører (ligesom i Sønderjylland); og på kirkekontorerne spørger man ikke om folks trosforhold.

Islamisk anerkendelse
Der skulle vel heller ikke være noget i vejen for, at det islamiske trossamfund kunne opnå anerkendelse og få ret til at vie, udstede attester m.m., hvis det ikke er splittet i forskellige mindre sekter.
Der var ingen grund til at tøve med at underskrive tillægsprotokollen til den 50 år gamle europæiske menneskerettighedskonvention, hvis bare ikke nogen fandt det ’ægte penibelt’, at det herværende forhold mellem staten og folkekirken og andre trossamfund kun er ordnet ved lovgivning, og ikke ved nogen forfatning eller kirkeråd.
Det er rigtig nok, at folkekirken ikke har noget kirkeråd eller synode, men det er jo aldeles unødvendigt med menighedsrådenes nærdemokrati i sognene; og for øvrigt har vi en synode, nemlig Folketinget, som så udmærket ordner folkekirkens og de øvrige trossamfunds forhold!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu