Dannelse
Os med kultur og dannelse, hvad har vi har til fælles? Hvad er det for kendetegn, som adskiller os fra andre som giver os den varme, identitetsbekræftende følelse af at tilhøre en særlig kreds? Er det ikke dybest set, at vi for-står at begå os i det offentlige rum uden at dumme os?
Vi bruger f.eks. de personlige pronominer i den rette bøjning, og vi studser helt naturligt, når vi støder på stavemåder som kompetance eller seperere, ligesom vi ikke behøver at ty til den seneste retskrivningsreforms nemme løsning, når vi vil skrive mayonnaise eller ressourcer.
Vi ved, i hvilke situationer man kan anvende vendingen mea culpa, vi kender forskel på vers og strofer, og vi kløjs ikke i gamle sentenser og ordsprog. Du vil aldrig opleve os bruge udtryk som at træde dødvande eller at advare mod at skyde bjørnen, før skindet er solgt.
Vi lader os ikke narre af folk, der hellere helt undlader at applaudere under klassiske koncerter end at risikere at komme til at klappe mellem to satser, eller som kun udtaler sig kritisk om en sangers evne til at holde tonen, når de er i selskab med folk, hvis gehør er lige så ringe som deres egen. Og du vil aldrig høre en af os blamere sig ved at omtale Köchel som komponist.
Vi kan sige: Brøndums Encyklopædi, uden at tungen slår klik, og vi kender til ord som dekonstruktion og strukturrationalisme, ligesom vi ved, at italsættelse er noget helt andet end italesættelse og således ikke skyldes en slåfejl.
Vi kan åle Marx
Vi forstår at give indtryk af intellektuel skarpsindighed ved f.eks. at karakterisere Kants begreb das Ding an sich som uforligneligt, at citere Decartes geniale udsagn: Jeg tænker, altså er jeg noget på originalsproget, at forholde sig kritisk til Humes noget metafysiske tilgang til forsøget på at udvikle en empirisk psykologi, og at åle Marx for hans misforståelse af den hegelske dialektik ved udformningen af læren om den historiske nødvendighed.
Mange tror, at det er nødvendigt at have studeret disse kulturpersoners skrifter for at kunne udtale sig om deres tanker. Havde det forholdt sig sådan, ville det være yderst uheldigt, da de har meget svært ved at udtrykke sig sprogligt. Skulle man bruge tid på selv at fordybe sig i Hei-degger eller Habermas, ville man aldrig nå at orientere sig om de aktuelle udstillinger på Louisianna, Øksnehallen eller Brandts Klædefabrik, eller følge repertoiret i Kanonhallen, Dansescenen eller Vester Vov Vov, udviklingen af afskedigelsessagen på Sønderborg Slot eller de gode kriminalserier i DR2. Men det er da heldigvis også en misforståelse.
Man kan som dannet menneske roligt basere sig på andres tanker og slå sig til tåls med andres meninger. Det, der betyder noget, er ikke selvstændig tankevirksomhed, fantasi eller skaberevne. Den slags egenskaber findes i større eller mindre grad hos alle og enhver.
Nej, forskellen mellem os og andre ligger i de signaler, vi udsender. De ydre tegn, der viser tilhørsforholdet til en gruppe. Vi benytter os ikke af plumpe midler som rygmærker, piercinger, outreret påklædning, vulgære ydre beviser på stort pengeforbrug eller lignende. Vore signaler er sofistikerede, men ikke desto mindre så klare og distinkte, at ingen uden den rette baggrund kan gøre sig håb om at skaffe sig adgang til vores fællesskab. Han eller hun vil med usvigelig sikkerhed i sidste ende afsløre sig som epigon.
Mine åndsfællers værk
Hver dag, når jeg slår min avis op på debatsiderne og ser de nye indlæg i diskussionen om den rette brug af kommaet, gennemstrømmes jeg af en fællesskabsfølelse så intens, at den næsten er at ligne med ømhed. Findes der et smukkere og mere sublimt udtryk for essensen af kultur og dannelse end de inderlige følelser, der er knyttet til denne diskussion?
Mens jeg følger krigens rasen mellem tilhængere og modstandere af nye og gamle tegnsætningsregler og ser de fortænkte og raffinerede argumenter, der fremlægges for og imod, svulmer mit hjerte: Dette er mine åndsfællers værk!
Det er i lyset heraf, at man må se min skuffelse over Per Højholts Auricula. Jeg har altid betragtet den mand med agtelse set på ham som en af vor kreds. Hvordan skal jeg dog kunne opretholde denne illusion?
Ak, havde han bare fået hjælp til at sætte kommaer!
