Kronik

Kultur-radikal fallit

Hvem støtter de kulturradikale og politisk korrekte mon i indvandrerspørgsmål? Fædrenes autoritet eller pigernes oprør? Et portræt af en eksplosiv debat
Debat
19. juni 2001

Retfærd & Velfærd
Danmark, hvor kulturradikalismen næsten har »sejret sig ihjel«, har også »udviklet sig til et racistisk land«, skrev Rune Lykkeberg i sin anmeldelse (Inf. den 22. maj) af en antologi om kulturradikalismen. Og det undrede han sig over.
Men det har kulturradikalismen selv medvirket til. De kulturradikale og politisk korrekte har med skældsordet ’racisme’ forsøgt at true kritikere af indvandringen til tavshed. Udlændingedebatten er gjort til en abstrakt diskussion om holdninger, hvor ubehagelige fakta fejes af bordet som udtryk for fordomme.
Således har SF’s formand fornylig på partiets landsmøde fået mundkurv på. Han måtte slet ikke udtale sig om tvangsægteskaber, og fik på stedet diagnosen: ’højresyg’. Men vil man således lægge låg på diskussionen, koger den bare over. De politisk korrekte har selv stor skyld i polariseringen.
I DR-TV’s Profilen den 10. april havde Kurt Strand en diskussion med Pia Kjærsgaard om Europarådets rapport om danskernes ’racisme’. Kurt Strand viste et klip fra en tidligere tv-udsendelse, hvor Pia Kjærsgaard kritiserer en nydansk ung kvinde for, at hendes tørklæde jo ikke signalerer danskhed.
Men hvor meget skal der så til for at være dansk? Pigen talte jo formfuldendt dansk, var i gang med en uddannelse, og fik vel snart arbejde og måtte så siges at være fuldt integreret, mente Kurt Strand. Ja, lad os nu se, sagde Pia Kjærsgaard. Måske skal hun giftes med sin fætter fra Tyrkiet, og får alligevel ikke brug for den uddannelse. Jamen, er det ikke en fordom med de fætter – kusine bryllupper? spurgte Kurt Strand med triumf i stemmen. Pia Kjærsgaard kiggede et øjeblik forvirret på ham og sagde så: Nej, det er da realiteter. Mange nydanske kvinder og mænd gifter sig med en fra hjem-landet, som regel en fætter eller kusine. Nu var det Kurt Strands tur til at være forvirret.
Replikskiftet er typisk for indvandrerdebatten. Den politisk korrekte Kurt Strand troede fakta var fordom.
Kultursociolog Eyvind Vesselbo påviste i 1990 i den såkaldte Ishøjrapport, hvordan den oprindelige gruppe på 145 mandlige gæstearbejdere fra Tyrkiet i 1969-70 via familiesammenføringer og fødselsfrekvenser i 1990 var blevet til 1.824 af tyrkisk afstamning i Ishøj. Men selv om det jo var fakta, rejste det et ramaskrig. »Nogle mente, det var racistisk at forske i den slags«, siger Vesselbo til B.T. den 17. april.
Den politisk korrekte påstand i 1990 var, at selvfølgelig ville andelen af familiesammenføringer blive drastisk formindsket, men tværtimod voksede tallet fra 1.824 tyrkere i 1990 til 2.813 tyrkere i Ishøj i år 2000. På landsplan henter 80 procent af de unge mænd og 70 procent af de unge kvinder af ikke-vestlig herkomst deres ægtefæller i hjemlandet. Og det betyder, at der de seneste år er familiesammenført lige så mange til landet, nemlig 8.000, som der er flygtet hertil (Rockwool Fondens analyse).
Den politisk korrekte påstand er, at indvandring letter forsørgerbyrden. Fakta er, at tilstrømningen af flygtninge og indvandrere koster 10,5 milliarder kroner om året. Og 38 procent af udgifterne til bistandshjælp går til de fem procent af befolkningen, som er af ikke-vestlig oprindelse (Weekendavisen, den 1. sept. 2000).

Er det så fakta, at disse ’familesammenføringer’ er motiveret af danske velfærdsydelser? Ayse Deveci, leder af ’Broen’, hvor kvinder, der har problemer med tvangsægteskaber, kan søge hjælp, får spørgsmålet i Weekendavisen den 9. februar: »Desværre ja,« svarer hun. »Men hvis vi skal leve i fred og fordragelighed med hinanden, kræver det en åben dialog. Så jeg vil ikke lægge skjul på, at det økonomiske incitament mange gange er i fokus.«
Fætteren fra den anatolske højslette tror heller ikke, der i Danmark venter ham et job lige om hjørnet. Så naiv er analfabeten slet ikke. Og kusinen ved godt, at det nu er bag komfuret, hun skal ’stå til rådighed for arbejdsmarkedet’. Men da fætter-kusine forelskelsen aldrig drager den danskfødte part til hverken Tyrkiet, Pakistan eller Irak, vil partiet Venstre nu ophæve retskravet på familiesammenføring, hvis ægteparret har større tilknytning til et andet land end Danmark. »Men det er en menneskeret at blive sammenført med en ægtefælle, hvor man ønsker det,« siger indvandrertalsmand Bashy Quraishy til B.T. den 10. maj.
Det skulle altså være en ung tyrkers, pakistaners eller irakers menneskeret at gøre krav på de danske velfærdsydelser, hvis bare han eller hun har en kusine eller fætter i Danmark, og familierne kan enes om et fætter-kusine bryllup. For den danskboende familie er interessen i sammenføringen dels en fastholdelse af hjemlandets gode, gamle familiemønster, dels en stor medgift som mod-ydelse for adgangen til det danske velfærdssystem.

Bashy Quraishy og hans mange kulturradikale og politisk korrekte venner i Danmark taler om familiesammenføring, som om det handlede om to sjæle, der havde fundet hinanden. Og skulle de så ikke have lov til selv at bestemme, hvor de vil finde sammen? Men de to unge har ikke meget at skulle have sagt. Det er ikke dem, men to familieklaner, der indgår en kontrakt. De unge er ofte blevet bestemt for hinanden, mens de endnu kun var små børn, og kender næppe hinanden, før de smedes i hymens lænker.
Kun to ting kan få handlen til at falde på gulvet: Hvis mødommen ikke er intakt, og hvis de unges forening ikke kan ske i Danmark. Forudsætningen for denne menneskehandel, som Bashy Quraishy anser for en menneskeret at kunne udføre, er altså et reaktionært kønsrollemønster, og at det danske bistandssystem kan malkes.
De arrangerede ægteskaber sætter integrationen i bakgear, cementerer den patriarkalske autoritet og spærrer de unge kvinder inde i et jomfrubur. Vi står overfor en kultur, for hvem Holberg og Moliere ville være chokerende læsning på grund af kvindesynet og satiren mod fornuftsægteskaber. Men hvad siger komedieskrivernes åndelige tip-tipoldebørn, de kulturradikale og politisk korrekte? At vi skal vise tolerance og respekt! Altså for patriarken. I Holbergs stykker var Henrik og Pernille heltene. Men i dag er de kulturradikales helt åbenbart Jeronimus.
Førnævnte Ayse Deveci, der selv har været udsat for tvangsægteskab, siger til Weekendavisen 9. februar, at »der er et kvindeoprør i gang i de etniske grupper«. Men hvem støtter de kulturradikale og politisk korrekte, når de taler imod stramninger af familiesammenføringsreglerne? Fædrenes autoritet eller pigernes oprør?
Til Naser Khaders læserbrev-kasse i Ekstra Bladet den 24. februar skriver en palæstinensisk 17-årig gymnasiepige, at hun er »så træt af indvandrernes dobbeltmoral. Palæstinensiske drenge i vores boligområde kalder mig luder, hvis jeg snakker med danske drenge, og de bliver meget vrede, hvis en dansk dreng bare hilser på deres søster. De vil gerne i seng med danske piger, men vil ikke giftes med dem.«

Naser Khader svarer, at han ikke er mindre træt af den dobbeltmoral. Men hvad med de kulturradikale og politisk korrekte? Deres standardbemærkning er: Jamen, det er jo en anden kultur! Dvs. adfærden står udenfor diskussion. Og de kommer dermed til at acceptere det kvindesyn, at ’der er en luder i skuret’ og en madonna bag komfuret!
Naser Khader, der selv pinefuldt har måttet gøre sig fri af et arrangeret ægteskab, har derimod i sit opgør med traditioner i indvandrermiljøet taget den kulturradikale arv op. Men hvad siger dagens kulturradikale til det? Jo, Naser Khader er en ’kokosnød’. Dvs. brun udenpå, men hvid indeni. Altså en slags forræder mod... ja, mod hvad? Hvem sagde racisme? For de bedagede venstrefløjshelte er der kun: de undertrykte, undertrykkerne og frelserne. Og sådan en kokosnød, der ikke vil være offer, står jo ikke til at redde. Frelserrollen går tabt.
Indenrigsminister Karen Jespersen, de kulturradikales prügelknabe nr. 1, har ytret sig om svigtende arbejdsmoral hos mange flygtninge og indvandrere. Selvfølgelig en fordom, og endnu et kynisk forsøg på at konkurrere med Dansk Folkeparti om stemmerne, lyder det fra politisk korrekt side. Men en SF’er i Svendborg, Masoum Moradi, der for 16 år siden flygtede hertil fra Iran, og nu arbejder som socialrådgiver i Haarby kommune, er enig med ministeren, og siger til Jyllands-Posten den 8. april, at for mange indvandrere og flygtninge fra Mellemøsten »er det forbundet med lav status at udføre hårdt fysisk arbejde. Og når det så tilmed ikke kan betale sig, fordi konen bliver trukket i kontanthjælp, hvorfor skulle manden så tage arbejde?«

De politisk korrekte har tabuiseret debatten om ’de fremmede’, og dermed givet Dansk Folkeparti monopol på kritikken. Det tabu vil Moradi bryde: »Jeg håber at kunne være med til at flytte debatten fra det yderste højre til midten i dansk politik, hvor løsningerne findes. Afgørende er det, at politikerne får vendt integrationsmodellen, så den danske velfærdsmodel ikke bliver undergravet« (Jyllands-Posten, den 8. april).
Men hvis nu det var blegrøde polakker, der systematisk familiesammenførte sig til dansk under-støttelse, mon så ikke selv de korrekte og kulturradikale ville tale om misbrug af familiesammenføringsreglerne og undergravning af velfærdssystemet? Men om folk med mørkere lød er man tavs. Hvorfor? Sagen er vel, at »muslimerne er blevet de ny ædle vilde for en del kulturradikale«, som litteraturprofessor Hans Hertel siger til Politiken den 2. marts 2000. Dem skal den gamle venstrefløj nu ’redde’, i stedet for i sin tid ’arbejderklassen’, der ikke stod til at redde. Og endnu vigtigere: Med ’de fremmede’ kan de kulturradikale fortsat provokere arvefjenden: småborgerligheden.
Som redaktør af Faklen, Rune Engelbreth Larsen, siger: »Lad os få så meget indvandring som muligt, så de konforme danskere kan se, at livet kan leves anderledes!« Hvordan anderledes er ham aldeles ligegyldigt.

Men således tømt for indhold bliver det til et abstrakt krav om tolerance. Imidlertid ser småborgerligheden nu engang på indholdet. Og så bliver det et krav om at tolerere intolerancen. Og det fører ifølge dr. phil. Hans Hauge, Politiken den 2. marts 2000, til et rolleskift: »Nu siger Pia Kjærsgaard nøjagtig det samme om muslimerne, som de kulturradikale har øvet sig på at sige i 100 år om missionsfolkene«.
Men de kulturradikale bannerførere? De tier og – må man så tro – samtykker. Før var fremskridtet, at Nora gik ud af sit ’Dukkehjem’, nu gælder faders vilje atter. Brandes forkyndte ’fri kærlighed’, nu er idealet blod på lagenet efter bryllupsnatten. Poul Henningsen hyldede nøgendanserinden Josephine Baker, nu er vandrende telte det hotteste hit. Og småborgerligheden, der har taget ’frisindet’ til sig, forstår ikke en dyt.
Men når diskussionen kommer til at stå om grænseløs tolerance eller ej, spilles kortene over i hænderne på Dansk Folkeparti. Man synes at ville kalkere situationen fra omkring Anden Verdenskrig, måske fordi man har behov for at se sig selv som en helt, der kæmper for det absolut gode imod det lige så onde, og derfor stempler man enhver kritik af ’de fremmede’ som ’svinehundens’ bjæffen, og imødekommelsen af enhver kritik som den direkte vej til Holocaust. Men får man således lagt låg på diskussionen, vil den bare eksplodere.

Gunnar Rasmussen er postbud, cand. mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her