Kronik

Kulturradikalismens blinde pletter

Når kultur-radikalismen føler sig klemt – som igen i disse år – får den ekstra behov for at søge sammen, og den kommer til at længes efter De Gode Gamle Fjender – en art nostalgisk paranoia...
16. juni 2001

Lørdagskronikken
Kulturradikale har på mange leder fungeret som vor tids nationalliberale – en ny version af »de begavede, de dannede og de formuende«, som Orla Lehmann sagde i 1860. Sjældent var de materielt formuende, men de har rådet over det, der i Pierre Bourdieus teori hedder »kulturel kapital«: De privilegier – smag, fornuft – der giver placering og magt, og oftest har de også brugt dem til andres nytte. Som reformbevægelse er kulturradikalismen jo socialradikal.
Men tit har den vidst alting bedre. Forsamlinger af kulturradikale kan ligne veteranforeninger, hvor man spiller de gamle 78-plader og bekræfter de rigtige meninger i retten til riget. En lejrmentalitet ligesom i westerns: Man sætter prærievognene i ring og kryber sammen om lejrbålet, mens ulvene eller indianerne hyler i det fjerne. Når kulturradikalismen føler sig klemt – som igen i disse år – får den ekstra behov for at søge sammen, og den kommer til at længes efter De Gode Gamle Fjender, der gav den identitet. Den etablerer en romantisk modsætning mellem os inden for og fjenden udenfor. En art nostalgisk paranoia.
Hvis jeg må være så fri som medarrangør af denne forelæsningsrække, vil jeg sige, at de holdninger også har præget vores tirsdagsseancer. Det har i alt fald undret mine studerende. Vi holder onsdag morgen øvelser over kulturradikalismens historie fra Georg Brandes til Rifbjerg, og de studerende udtrykker jævnligt forbavselse over at se så mange af de gamle kæpheste og fjendebilleder blive trukket af stald: Antiklerikalisme, antiamerikanisme, anti-EU, anti-NATO etc. De har også undret sig over, at der ikke kommer nogen positiv modgift og ingen selvkritik.
Da vi jo er på et universitet, som har pligt til kritisk analyse, vil jeg tage fat på nogle af kulturradikalismens blinde pletter. Jeg vil især tale om tiden 1935-65, da kulturradikalismen gik under jorden – i flere betydninger: Den underlagde sig kommunismens strategi, den forsvandt ud af synsfeltet under besættelsen, og bagefter deponerede alt for store dele af den sit kritiske frisind, og distancerede sig først for alvor fra kommunismen efter Ungarn-opstanden 1956. Jeg vil også se på det psykologiske spil i kulturradikalismens indre historie, bl.a. via dagbøger og breve fra Kjeld Abell, H. C. Branner og Mogens Fog.

Opgørene i vennekredsen var med til at hjælpe Mogens Fog ud af partiloyaliteten. I august 1959 kunne han sige om sig selv: »Jeg er jo dog blevet klogere, jeg er en frafalden.« Men i Abells tilfælde kostede det venskabet. Abell følte sig manipuleret og lagde Fog på is. For dem begge blev det et smertefuldt opgør, der kulminerede lige op til Abells tidlige død i 1961.
Abells og Branners dagbøger og breve viser, hvordan politisk pres kan lamme kunstnere. De var i klemme mellem offentlighedens kritik, private krav om loyalitet mod Sagen og deres egen drøm. Navnlig Abell sad i saksen, fordi hans dramatik udsprang af hans politiske engagement, og han blev en kær medie-syndebuk i koldkrigsårene, gratis vildt i og uden for jagtsæsonen. Morten Thing gør ham ligefrem til venstrefløjsmartyr: »et virkeligt offer for dansk mccarthyisme«, men de psykiske mekanismer er mere komplicerede, i og med at han, og delvis Branner, spillede med og – i Abells tilfælde – længe underkastede sig autoriteten. Til sidst sad de lammet af nervepres, skyld, depression og skriveblokering. Sådan gik det tildels også Paul la Cour og Knud Sønderby.

I den psykiske magtkamp indgår en mekanisme man kan kalde Dracula-effekten: Den, der bliver bidt af vampyren, må sætte tænderne i en anden. Dracula i Kreml bider Partiet i Dronningens Tværgade, der bider Aksel Larsen, der bider Mogens Fog, der bider Kjeld Abell, der bider osv. Man ser mekanismen hos Abell midt under Ungarn-krisen, beskrevet i et brev af Branner efter et pinagtigt samvær: »...forleden var Kate [Fleron] og Kjeld her til frokost og blev her resten af dagen, og Kjeld fik hævnet sig paa verdenssituationen ved at anbringe pile og dolke og hattenaale paa kryds og tværs gennem samtlige fælles bekendte.«
Abell og Branner fik begge rammet deres pæl gennem Dracula, men de døde tidligt – i begge betydninger. Abell blev 59, Branner 62 (og Sønderby 57). Næste generation gjorde kort proces med de engang så feterede skjalde. Det skete i en stribe giftige fadermord i Collage-revyerne på Studenterscenen 1962, hvor en ny generation med Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen, Henrik Stangerup m.fl. havde overtaget ordet. Aflivningen bestod i, at en højtidelig stemme over højttaleren læste først en bid af Martin A. Hansens Løgneren, og så en fra Branners Rytteren. Det var så patetisk, at vi hulkede af grin. Senere kom en ny stemme: »Boiiiing. Radioteatret. Vi opfører nu en dramatisering af Kjeld Abells Dage paa en Sky«.
I det dramatiske 1956 udgav forfatteren Hans Jørgen Lembourn bandbullen De intellektuelles forræderi, der primært var vendt mod kulturradikalismen som kommunistisk medløberi. Men da var behjertede folk forlængst begyndt at rense og genrejse den som ide. Begrebet kulturradikalisme er ikke – som myten påstår – lanceret af Elias Bredsdorff i juli 1955, men af Sigurd Hoel i Politiken to måneder før. Hoels kronik trak linjen op fra Voltaire til 1920’rnes Mot Dag-bevægelse i Norge, og definerede arvefjenden som »det dvaskt og konvensjonelt vedtagne«. Hoel mente, at en ny kulturradikalisme må lære af den gamles fejl, især dens nedgroede rationalisme, og »motarbeide åndelige utglidninger som den gamle kulturradikalismen i blåøyet naivitet var medansvarlig for.« (Politiken 15. maj 1955).
Tråden blev taget op i to kronikker der blev programerklæringer: Poul Henningsens ’I årtiernes narredans’ (Social-Demokraten 10. juli 1955) – se Klaus Rifbjergs forelæsning – og Elias Bredsdorffs berømte ’Om at fodre sine karusser’ (Politiken 11. juli 1955). Den sidste gør op med tidens apati og den overmodige konservatisme, der hæmmer fri meningsudveksling, fordi den ser kryptokommunisme overalt og afviser såkaldt ’progressive meninger’. Dens konklusion og definition blev berømt: »Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respek-ten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed. Der er brug for et åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klicheerne, en åndelig åbenhed, der ikke nøjes med at se på etiketterne, men tager et uhildet standpunkt til realiteterne bag dem.«

Politikens legendariske kronikredaktør Harald Mogensen gjorde det til årets debat, og Bredsdorff beklagede, at de borgerlige blade og socialdemokraten Frode Jakobsen svarede med skepsis. Det fhv. frihedsrådsmedlem havde jævnligt demonteret den intellektuelle ’neutralisme’ som ønskedrøm, og han skrev bidsk, at »en overbærende holdning over for millioners sultedød i slavelejre har faaet den hædrende benævnelse kulturradikalisme« (Politiken 26. august 1955). Den slags fik kommunister til at kalde ham ’koldkriger’ og ’hjemmeværnsgeneral’, men det var en historisk kendsgerning: Kulturradikalismen havde foretaget så mange »åndelige utglidninger«, som Hoel skrev, at dens troværdighed var i bund.
Det blev en central debat med bidrag af bl.a. Elsa Gress og slavisten Ad. Stender-Petersen om åndelig tilpasning og »kampen for det frie sind«. Historisk set blev den vigtig for at hente venstreoppositionen ud af skammekrogen og etablere kulturradikalismens 3. fase. PH rundede af med at præcisere det aktuelle problem: At bekæmpe kommunistisk ensretning i Danmark er tidsspilde, for DKP er bare en lille sekt; hvad der truer friheden i Vesten, er »den organiserede fordummelse« med åndelig dåsemad og færdiglavede meninger (Politiken 27. august 1955).

I det hele taget er det PH, der står stærkest i årene 1945-60. Da han vendte hjem fra Sverige løb han hovedet ind i alle tænkelige øretæver, også fra gamle krigskammerater, ved at kritisere retsopgøret og behandlingen af tyske flygtninge.
Han blev trofast ved at sige det samme på nye måder i sine artikler i Social-Demokraten, Information og Politiken. Han angreb konformisme, kommercialisme og forlorenhed – »slipsedannelse og bænkevælling«. Han modsagde ’autoritet’ ud fra sin grundidé: Individets ret til at være uregerligt og finde sin egen sandhed ved kritisk tænkning, og han blev hadet for det. Som der stod i et ultrakort læserbrev i Information: »Hr. Arkitekt Poul Henningsen! Hold kæft!« (12. marts 1955). Det havde Land og Folk ment siden 1945.
PH’s praktiske frisind fik stor indflydelse på moderniseringen og demokratiseringen af Danmark, ved at præge vores opfattelse af alt fra arkitektur og skole til sprog og kønsliv. En konsekvens af den kulturkritik er kvalitetsforbrugerisme; det er ikke tilfældigt, at PH endte som redaktør af forbrugerbladet Tænk og medlem af Det gastronomiske Akademi. Han angreb popmusik og kønsløs Danish Design og forsvarede, hvad som helst af kunst-happenings med oversavede flygler og eksploderende skulpturer på Louisiana. Han skelnede ikke mellem pop og rock, eller mellem kunst og tom provokation. For den klassiske kulturradikalisme er kunstens funktion at forarge, og PH erstattede gerne »Den hvide måge« med den sprængte due. Der skulle en æstetisk mere forfinet kulturradikal som Sven Møller Kristensen til at høre det nye i pigtrådslyden fra Liverpool, og punktere modernismens moderæs.
Alt i alt er kulturradikalismens betydning svær at efterspore, fordi den er spredt som en alkazelter i vand. Men man kan se to delvis modsatrettede fænomener som frugt af det kulturradikale reformarbejde. Det ene er det musiske evangelium i den Blå betænkning for folkeskolen fra 1960.

Overordnet var den primært udtryk for en konsensussøgende midterlinje, et mindste fælles mål i efterkrigspædagogikken, og ikke så radikal som f.eks. 30’ernes idé om en praktisk mellemskole. Men den havde kulturradikale træk ved at betone ideen om produktiv pædagogik: Musisk aktivitet som vejen til at skabe lykkelige, harmoniske mennesker. Det blev – polemisk sagt – 60’ernes kulturideologi, velfærdsstatens nye folkekirke. For ikke at sige dens søndagskristendom, for det var jo menneskelighed som hobby, som sukker på hverdagen.
Den anden udløber af kulturradikalismen er loven om Statens Kunstfond af 1964.
Idehistorisk repræsenterer den en fusion af det kulturradikale syn på kunsten som udfordring og samfundskritik, modernismens syn på kunsten som erkendelse og ny bevidsthed – og af Socialdemokratiets program om kulturdemokratisering og statens ansvar for den ny kunst. Omsider havde PH og Socialdemokratiet fundet hinanden – efter 30 års gensidig skepsis, lige siden PH i Hvad med kulturen?, (1933) provokerede partiet med at dets småborgerlige kultursyn og dets defaitistiske kulturpolitik var med til at åbne for nazismen.
»Vi kan måle demokratiets situation på afstanden mellem nutidskunsten og folket«, skrev PH i 1963. Det kom bag på ham, at kunstfonden i 1965 medførte så vrede protester. Det er en klassisk kulturradikal svaghed at rykke rask frem med avantgarden, uden at se bagud om man har Folket med. Derfor er rindalisme, glistrupisme og populisme hver gang kommet bag på de nationalliberale, undskyld: de kulturradikale. Og iøvrigt er de ligeglade – det er jo værst for Folket. Der skulle en Ebbe Reich til at se kunstfondstormen 1965 som et socialt oprør mod københavnsk ’røvkultur’ (sådan blev provokationerne opfattet i provinsen), de veluddannedes privilegier og forbrødringen mellem magten og finkulturen.
For den PH’ske kulturradikalisme var der venner og fjender, fremskridt og bagstræw. Dejlig enkelt. Den bloktænkning blev overtaget af 60’ernes nyradikalisme. Under påskeatommarchen i 1962 udtalte Studentersamfundets formand Niels Munk Plum: »Når vi går på atommarch, protesterer vi imod Fællesmarked, fælleskommando, atomvåben og pop, det er alle sider af samme sag.« Han kunne have tilføjet – det gjorde mange andre – »og imod reklame, Moralsk Oprustning, USA, melodiradio, danske film og rimede digte.«
Bagsiden af 1950’ernes kulturradikalisme var at den – ligesom det musiske program – byggede på en abstrakt humanisme, åndelig og frit i luften svævende. Det er det, der gør Branner og Abell så diffuse i dag.
De mekanismer blev først afdækket af 1960’ernes og 70’ernes materialistisk funderede ideologikritik.

Medaljens forside var kulturradikalismens åbne humanisme, den monistiske ide om mennesket som enhed af krop og sjæl, fornuft og følelse. Den finder man hos PH, Sigurd Hoel, Sven Møller Kristensen og markant i Villy Sørensens essaysamling Hverken-eller (1961). Den programmatiske efterskrift tager afstand både fra »den kommunistiske udløber af kulturradikalismen« og fra den antikommunisme, der indgik i nazismen. En ny, mere rummelig kulturradikalisme, mener Sørensen, må slås på to fronter:
Mod angsten for videnskabelig erkendelse, men også mod den forenklede positivisme, »mod troen på at der er andre drivkræfter på spil i tilværelsen end de rent menneskelige – psykologiske og sociale – faktorer, – men også mod den rationalistiske forkastelse af de – religiøse og kunstneriske – symboler, som menneskets følelsesliv og dybeste erkendelse udtrykker sig igennem.«
Hverken-eller er skæringspunktet til 1960’ernes nye radikalisme.

*Lørdagskronikken er et uddrag af Hans Hertels bidrag til antologien Den kulturradikale udfordring, der netop er udkommet på Tiderne Skifter.
De enkelte kapitler er holdt under en forelæsningsrække om kulturradikalisme på Københavns Universitet i foråret 2000.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu