Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
12. juni 2001


Derrida og moderniteten
8. JUNI – Derrida og Foucault er hovedfædre til post-strukturalisme, en modtænkning til både strukturel og kritisk tænkning. Derrida spørger om ikke al italesættelse kunne være anderledes, hvis den italesatte strukturs eksistens er tvivlsom. Foucault spørger, om det moderne ’frie’ menneske ikke snarere er selv-discplineret af herskende italesættelser. Man kan derfor bruge post-strukturalismen til at spørge, om de moderne institutioner med deres ’videnskabelige’ diagnoser konstruerer mere end kurerer deres klienter.
Kritisk tænkning ønsker mennesket frigjort fra herskende politiske strukturer, og går derfor op på barrikaderne for at erstatte autoritær vilje med demokratiets herredømmefrie samtale. Post-strukturalisme ønsker mennesket frigjort fra herskende italesættelser, og går derfor ind i teksterne for at dekonstruere ekko-italesættelse. Og den ’demokratiske herredømmefrie samtale’ ses snarere som en definitionskamp mellem forskellige viljer til viden.
Så Derridas tænkning har vist sig gyldig. Som mod-italesættelse er den en forskel, der gør en forskel. Den bevirker, at vi nu efter den lange march gennem institutionerne kan påbegynde den tiltrængte rehumanisering af disse ved at dekonstruere de ekko-diagnoser, hvorpå de hviler.

Allan Tarp
Hornslets Allé 27, Grenaa

Sandhedstjeneste
10. JUN. – Det Ulla Dahlerup har gjort for at samle fakta til bogen Danmarks fremtid kan være nødvendigt. Hun har gjort det i sandhedens tjeneste.
For nogle år siden ville jeg undersøge hvad LO-fagforeningernes a-kasseadministratorer svarede, når der blev spurgt, om man kan være medlem af en a-kasse uden også at være medlem af fagforeningen.
Jeg ringede til en stribe a-kasser, sagde mit navn, og at det drejede sig om et væddemål.
Næsten alle svarede, at man skulle være medlem af fagforeningen for at være arbejdsløshedsforsikret.
Den afsløring havde jeg aldrig fået, hvis jeg havde indledt med at fortælle, at jeg var ved at undersøge spørgsmålet til en artikel, der skulle bringes i Nyt fra Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger.
Begejstringen over politiske afsløringer er normalt afhængig af, hvilket hold det er, der bliver afsløret.
Når det gælder bogen Danmarks fremtid har jeg kun hørt indvandrertilhængere der ikke er glade for, at der kommer fakta ud til borgerne.

Erik Bach
Mølleparken 258,7190 Billund

Seneca
»Hvad der rækker ud over det fornødne sætter ikke en grænse for vort begær, men stimulerer det i det uendelige«

Indsendt af Bent Jørgensen, keramiker, Askeby, Møn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her