Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

11. juni 2001


Stop dyremishandlingen
*Danmark er et samfund af dyrplagere. Det svineavlerne med deres fikserede svin på spaltegulv. Men også hønseavlerne med fuglene i små bure og med brækkede ben uden mulighed for at skrabe og sandbade, som er disse dyrs behov. For ikke at tale om minkavlerne, hvis mink i små trådbure slet ikke har mulighed for at få behovet som vilddyr opfyldt.Nu må du gøre noget, Nyrup! Lad i det mindste Danmark følge EUs krav til dyrevelfærd. Og gør det inden valget – ellers kan det blive for sent. Partiet Venstre har solgt sin sjæl til landbruget.

Hanne Ahm
socialrådgiver og pædagog

Bidrag til debatten
6. JUN. – I Apropos under Ann Lehmann Erichsens kronik ’Kvinder, grib grundloven’ (den 5. juni) gøres opmærksom på at »kun fire ud af 10 folketingspartier har en kvinde som partileder«. Denne harmdirrende og aldeles forstemmende skævhed bør snarest rettes op, og jeg føler mig derfor foranlediget til at bidrage til debatten med urovækkende eksempler på lignende diskrimination fra mit eget liv:
1.) Østre Ubehage Privatskoles sommerfestudvalg for 6.b og 7.a: 2 mænd, 1 kvinde.
2.) Udvalget til forenkling af toi-letskiltningen ved Vallensbæk Stations grillbar: 3 mænd, 2 kvinder.
3.) Interesseforeningen for udbredelsen af spelt og bøhmisk urhavre på Sejrø: 8 mænd, 6 kvinder.
4.) Minigardinbussernes Brancheorganisation: 4 mænd, 3 kvinder.
5.) Rådet For Større Sikkerhed i Forbindelse Med Babyparkering Under St. Ågerup Bridgeklubs Årlige Påsketurnering (RFSSFMBUSÅBÅP): 1 mand(!)

Kristian Jørgensen
Klingseyvej 28
2720 Vanløse

Ensidighed?
5. JUN. – I anledning af, at Anders Fogh Rasmussen synes, at regeringens politik i Mellemøst-konflikten er ensidig, kan man jo spørge, om ikke Anders Fogh Rasmussen mener, at israelerne ensidigt skal overholde FN-resolution 242 og trække sig tilbage fra de områder, som de erobrede i 1967, og om ikke Anders Fogh Rasmussen synes, at Israel skal overholde Genevekonventionen og – helt ensidigt – lade være med at bosætte folk på besat jord?

Bue Nielsen
Borrekrattet 1 B
2800 Lyngby

Længe leve den ny børnelov
6. JUN. – I Danmark ved enhver fertil kvinde, at hun muligvis bliver gravid, hvis hun vælger at have samleje uden brug af sikker prævention. I Danmark ved enhver gravid kvinde, at hun har ret til at vælge abort i tide. I Danmark ved enhver fødende kvinde, at hun selv har valgt at føde sit barn.
Et foster deler i enhver henseende liv, død og privatliv med sin mor alene. På det punkt er mænd og kvinder ikke ens. Også et ufødt barn har tarv, og ansvaret derfor kan kun moderen tage.
Det er derfor både meningsløst og ansvarsforflygtigende at hævde (professor, dr. jur. Kirsten Ketscher, citeret af Pia Fris Laneth, Information den 02-03 juni, forsiden), at det følger af en kvindes ret til privatliv – in casu hendes ret til, at hendes seksualliv kun vedkommer hende selv – , at en kvinde også skulle have ret til at nægte sit barn retten til at kende sin fars identitet.
Hvis en kvinde vil have et seksualliv, der kun vedkommer hende selv, må hun nødvendigvis undlade at blive gravid og gennemføre svangerskabet. Thi ved at vælge at gennemføre svangerskabet kommer hun allerede mindst én anden ved, nemlig sit barn, som hun har valgt at føde.

Peter Hansen
Sprogøvej 19, Frederiksberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu