Læsetid: 1 min.

LÆSERDEBAT

Debat
7. juni 2001


Lær at læse
30. MAJ – Jeg – ifølge en gammel regel er det yderst forkasteligt at begynde en meningstilkendegivelse med ordet jeg, skønt sagen dog er den, at det ret beset er et tegn på beskedenhed, at man hverken vil forsøge at forføre eller at tvinge andre til at acceptere den mening, man selv hylder.
Jeg er nu pensionist på 13. år og sætter mine komma’er, som jeg vil. Det samme gælder alle andre tegn. Et af mine yndlingstegn er tankestregen, som jeg sætter for at tilkendegive, at her er der noget, jeg må tænke nærmere over, før jeg kan gå videre til næste punkt. I parentes bemærket, burde der sættes flere punktum’er, end de fleste gør. Og (hovsa, har vi ikke lært, at vi ikke må skrive ’og’ efter punktum, men der er virkelig steder, hvor det er det naturligste).
Nu til mit sidste og vigtigste punkt, før jeg sætter mit definitive punktum: Det allervigtigste er at kunne læse og skrive. Kan man ikke det, er alle regler om tegnsætning forgæves.
Lær mennesker, store såvel som små, at læse (jeg mener: forstå, hvad de læser). Så kommer tegnsætningen helt af sig selv, måske ikke lige den tegnsætning, der skrives bekendtgørelser om, men i al fald en meningsfuld tegnsætning, hvor hvert eneste punktum (her forstået som det, der står mellem to punktum’er) er forståeligt. Det vigtigste er, at sproget lever – som i en god samtale, hvor man glemmer alle stive regler og høflighedsfraser.
Og hermed: Punktum.

Else Thykier
Stettestræde 18
3700 Rønne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her