Kronik

Nemt, sjovt og skadeligt

En stor amerikansk undersøgelse sår tvivl, om børn bør belejres af computere i leg og læring i den grad, mange er i dag
8. juni 2001

Børn er ikke voksne. Denne banale kendsgerning har de fleste danske politikere, mediefolk, erhvervsliv, forskere, pædagoger og diverse lykkeriddere tilsyneladende glemt. De er til festbal i det digitale cirkustelt og mener, at hvis ikke alle børn får en computer i vuggegave, bryder børnene, de selv og fremtidens samfund sammen.
Men ser man på stigningen i antallet af dagligdags eksempler, bøger, undersøgelser og udredninger, der handler om de mulige negative konsekvenser af den moderne verdens elektroniske eventyr, virker det omvendt. Og ikke specielt festligt.
Helt tilbage i 1986 dokumenterede Larry Cuban, professor i pædagogik ved Stanford University, hvordan amerikanske undervisningsplanlæggere har slingret fra den ene nye teknologi til den næste – lysbilleder, båndoptagere, film, radio, overheadprojektor, kopimaskiner, sproglaboratorier, fjernsyn, video, computere, regneark, multimedia og nu Internettet – hver gang overbevist om, at de har fundet en guldmine for undervisningen. Men efterhånden blegner glimmeret, og de står med en klump svovlkis. Og svovlkis er ikke guld – det er »Fool’s Gold«, ‘tosseguld’.

F ool’s Gold – A Critical Look at Children and Computers er også navnet på en 100-siders rapport, som 75 amerikanske videnskabsmænd og -kvinder udgav i september 2000. Med et hav af undersøgelser og referencer til klassiske pædagoger som Maria Montesorri og Jean Piaget til web-guruer som Nicolas Negroponte og Bill Joy konkluderer de, at computere i skolen er en direkte trussel mod børns fysiske, sociale og mentale udvikling.
Og ifølge rapporten skal børnene stå model til ikke så lidt, når de er omgivet computere fra morgen til aften:
nFra problemer med muskler, øjne og fedme til påvirkningerne fra giftige dampe og elektromagnetisk stråling.
nEt følelsesmæssigt isoleret liv foran skærmen giver mindre selv-motivation og mere stress.
nEt fællesskab på lavt blus og fuld damp mod barndommens kommercialisering.
nBørnene får hæmmet deres naturlige evne til at skabe billeder og forestillinger, glemmer hvordan det er at undre sig, taber det mundtlige og skriftlige sprog og får besvær med at koncentrere sig.
nØjeblikkelig tilgængelighed gør børn utålmodige, når der ikke mere er noget at kæmpe for. Computeren kan udvikle en følelse af afhængighed, øge risikoen for tab af meningsfuldhed og forstyrre den moralske udvikling.
Til gengæld fremhæver Fool’s Gold gamle lav-teknologiske dyder som f.eks. kærlige relationer til ansvarsfulde voksne, fysiske aktiviteter i naturen, ustruktureret leg, omgang med kunstarterne og såmænd også samtale og højtlæsning. I den forbindelse er det måske værd at bemærke, at hele den teknologiske udvikling frem mod den moderne computer blev udviklet uden brug af computere!

Den computer-baserede undervisning tilfredsstiller ganske enkelt ikke de udviklingsmæssige behov hos skolebørn. Den gør dem heller ikke klar til at mønstre den menneskelige fantasi, det mod og den viljestyrke de har brug for som voksne til at tackle de enorme sociale og miljømæssige problemer, der møder dem.
Små børn er hverken følelsesmæssigt, socialt, moralsk eller intellektuelt klar til at blive holdt fast i de ufrie, logiske abstraktioner, som en computer kræver.
Hvis nogle skulle have glemt det, er computeren i bund og grund en regnemaskine og et lagermedie, der blev udviklet af det amerikanske forsvar under den kolde krig. Den har aldrig været tænkt til hverken leg eller undervisning.
Men hvordan lærer børn så. Det gør de såmænd ved at forske. Ordet og begrebet forskning står centralt i rapporten, der bringer et uddrag af en annonce fra Microsoft (!) som afsæt til en diskussion om undervisningens grundlæggende elementer.
I annoncen i Washington Post den 10. juli 2000 hedder det »...at forskning er den maskine der driver de tekniske fremskridt«, og »forskning har altså aldrig været vigtigere endnu.« Det kommenterer Fool’s Gold ved at skrive: »... at for så vidt som dette er sandt, er det også sandt, at barndommen aldrig har været vigtigere end nu – eller været mere udsat for et almindeligt udbredt pres for at gøre børn til teknikere.«
Citeret fra en privat oversættelse udreder rapporten følgende sammenhænge mellem forskning, leg, computer og identitet:
»Barndommen er den eneste periode i et menneskes liv, der er naturligt designet til at sysle med den mest grundlæggende forskning af alle. Derfor er det kortsynet at presse børn til at frembringe maskinelle præstationer, der efteraber de voksnes arbejde.
Ved at støtte grundforskning giver vi vores mest kreative videnskabsfolk den tid, de har brug for til at lege med naturens fundamentale egenskaber og spørgsmål.
I meget produktive perioder kan denne åbne, kreative proces fuldstændig dominere deres liv, siger forskerne – hvad enten de arbejder, spiser, sover eller er sammen med venner. Kort sagt, de lever deres videnskab.
Med den frihed opsamler de indsigt, der fører til gavnlige opdagelser, sommetider endda et paradigmeskiftende gennembrud af grænserne for den højeste viden.

Barndommen er – når den er vel beskyttet – den samme form for kreativ proces, den samme slags grundforskning. Børn har også brug for tid til at lege med naturens mest fundamentale egenskaber og spørgsmål – at ‘leve’ dem med hele deres væsen: krop, hjerte, sind og sjæl.
Om den tætte forbindelse mellem denne barndommens vidunderlige søgen og den omfattende grundforskning siger forfatteren Alison Gopnik bl.a: »Vores ellers mystiske evne til at forske som voksne er måske et levn fra vore evner til at lære som børn.
Voksne forskere drager fordel af de naturlige menneskelige evner, der gør, at børn lærer så meget så hurtigt. Det er ikke sådan, at børn er små forskere, men videnskabsmænd er store børn.«
Fantasi og leg er afgørende for både børns og voksnes former for ‘grundforskning’. Antropologen Ashley Montague skriver, at den mest kreative forsker udmærker sig ved at lege ‘lade som om’:
Forskeren siger til sig selv, “Jeg vil lade som om, det virker på den måde, så må vi se, hvad der sker.« Måske gør han det udelukkende i sit hoved eller prøver det matematisk på papir eller fysisk i laboratoriet. Han bruger altså sin fantasi på nogenlunde samme måde som barnet.
I virkeligheden er den største ros, man kan give en videnskabsmand at sige, at han har fantasi – ikke at han nødvendigvis er factfinder.
Og hvad er så fantasi? Det er leg – at lege med tanker.

Den højteknologiske dagsorden presser børn til at skynde sig at blive dygtige små teknikere, eksperter i at finde andre menneskers svar på begrænsede, tekniske spørgsmål og at håndtere mekanisk fremstillede billeder.
Det afbryder den kreative proces, grundforskningen af selve barndommen – den legende udvikling af billeder fra dens egen fantasiverden. Vi kender ikke konsekvenserne i voksenalderen af en sådan teknisk uddannelse. Men vi har mistanke om, at den vil medføre et snævrer og mere overfladisk omfang af intellektuel indsigt, en hæmning af både social og teknisk fantasi og en bremse på den produktivitet, der kommer af fantasifulde tankespring.
Kort sagt synes den højteknologiske dagsorden for børn at nedbryde vore mest dyrebare, langsigtede intellektuelle reserver – vore børns tanker.«
Fool’s Gold er skrevet til den private amerikanske organisation Alliance for Childhood. I rapporten opstiller organisationen også en handlingsplan, der er underskrevet af over 70 professionelle og respekterede autoriteter inden for medicin, pædagogik, børns udvikling og teknologi.
»Fool’s Gold« ser brugen af computere fra især børnehøjde, men slår overordnet fast, at »...det fundamentale dilemma ved computerbaseret undervisning og anden IT-baseret undervisningsteknologi er, at effektiviteten i forhold til omkostningerne sammenlignet med andre former for undervisning aldrig er blevet bevist.«
Og professor Sherry Turkle fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) spørger: »Bruger vi computerteknologi, fordi vi har mistet den politiske vilje til at bekoste en hensigtsmæssig undervisning, og ikke fordi det er bedst til undervisningen?«

Det kan undre, at den amerikanske rapport har været så godt som skjult for den danske offentlighed, selvom den ligger frit tilgængeligt på Internettet.
Den har rigelig med videnskabelige undersøgelser og henvisninger til at holde diverse it-udvalg, tænketanke, kommissioner, konferencer og journalister beskæftiget langt frem i tiden.
Hvis politikerne er deres ansvar for den demokratiske proces bevidst og mener, at de endnu ikke har overladt hele scenen til markedet, må de indbyggede mørke sider af vores virtuelle verden nødvendigvis frem i lyset. Især når det handler om børn. Fordi de er børn. Og ikke er voksne.
De voksne kan så, på linje med diverse andre rådgivende organer, nedsætte et computer-etisk råd, der passende kan gøre den franske hastighedsteoretiker Paul Virilios ord fra bogen Cyberworld – det værstes politik til sin grundlov: At uden frihed til at kritisere teknikken, er der intet teknisk fremskridt.

*»Fool’s Gold – A Critical Look at Computers and Childhood« – udgivet af Alliance for Childhood – USA, september 2000. Kan findes på: http://alliance for childhood.org

*Hans Bandmann er lærer, journalist og medforfatter til bogen: »Teknologi! –Drømme og Dilemmaer,« Teknisk Forlag 1999.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu