Kronik

Én på lampen

Skal PH nu være kulturradikalismens sidste lamme ikon? Manden, der med sin kamp for billige materialer og funkis banede vejen for den forfærdende ødelæggelse af dansk byggekultur til fordel for beton-kvantitet?
26. juni 2001

Retfærd & Velfærd
I kronikken den 16. juni 2001 peger Hans Hertel på de kulturradikales mangel på selvkritik. Det er nok en ret overflødig påpegning: Kun få kulturradikale blev åndelige autoriteter. Det skulle da lige være Poul Henning-sen.
Brede kredse har accepteret hans nationale ikonstatus. Det socialdemokrati, som PH det meste af sin levetid kritiserede, ophøjede ham til sidst til kulturpolitisk guru. Det samme gjorde den fagbevægelse, som mange år tidligere havde vendt det døve øre til ham. Da var PH død og dermed ufarlig. Danmarks Radio, som PH havde hudflettet hele sit liv, og som kun ugerne havde givet PH sendetid, hyldede ved 100-året for hans fødsel i 1994 hans minde i talrige og timelange udsendelser. Udstillinger blev samtidig arrangeret landet over.
Nu er der kommet en antologi med en god del kulturradikalisme-nostalgi. Meget i bogen og Hertels projekt om de kulturradikale strider med sin akademiske fortidsvendthed imod PH’s ånd.
Hertel vil angiveligt et opgør med kulturradikalismens blinde pletter. Men det er jo banalt i dag, at de fleste kulturradikale fejlvurderede Sovjetunionen i almindelighed og Stalin i særdeleshed.
Og så lader Hertel PH slippe for let. I 1930’erne var PH ellers ret ukritisk over for sovjetkommunismen. Længst i retning af at slå følge med den kommunistiske opfattelse af marxismen, nåede han i kampskriftet Va’ mæ’ kulturen? fra 1933. Hans overfladiskhed hindrede et dybere studium af sovjetmarxismen. Ukritisk lænede skriftet sig op ad kommunisternes daværende opfattelse af Socialdemokratiet som det ’socialfascistiske parti’.
Hertel gør PH til helt »med få undtagelser«. Det er på niveau med Ulla Dahlerups ’dronningerække’ fra Mathilde Fibiger til Bente Hansen. Et opgør, der vil kradse, burde også gælde alle kulturradikal-nostalgikeres og venstreorienteredes ulyksalige trang til at kåre helgener og helte. PH er måske en bedre helt end f.eks. Stalin eller Mogens Fog. Men det sandt kritiske er at være kritisk over for enhver – også PH og sig selv.
PH var modsigelsesfyldt. Han kritiserede pop-kultur og simili-kunst, men tjente penge på at levere kulisser til f.eks. Morten Korch-filmen Det gamle guld. Han bekæmpede romantik i arkitektur og design.
Efter i årevis at have anbefalet funkishuse med tagpap og stålvinduer, bosatte han sig i et stråtækt bondehus. Her udfordrede han og hans kone med brøndkarsedyrkende monogami PH’s egen maksime om, at et menneske ikke kan ejes. Og hans kamp for billige materialer og funkis pegede mod den forfærdende ødelæggelse af dansk byggekultur til fordel for beton-kvantitet i perioden 1960-1975.
PH kunne forfalde til at bede folk, som han ikke var enige med, om at nøjes med at tale om det, de havde forstand på som fagmænd. Dette udemokratiske trick blev brugt af en mand, som uden blusel udtalte sig om næsten hvad som helst langt uden for egne fagområder. Mens han slog om sig med termen demokrati.

Meget hos PH er uaktuelt. Det gælder vel kampen for fri pædagogik. Det gælder ligesom også kampen for porno. På andre punkter ser hans kritik mærkeligt blind ud. Det gælder måske især hans bekæmpelse af naturfredning. PH nåede vist aldrig at fatte miljøproblemerne.
Den folkelighedssøgende PH’s føling med den brede befolkning var til tider ringe. Han forudså ikke, at han ville gøre sagen en skidt tjeneste, da han i 1931 lejede en flyvemaskine for at smide flyveblade ud til støtte for fattige og kriseramte arbejdere i Nakskov. Alverden mente, at det at leje en flyver i 1931 mere var en borgerskabsmanér end en passende måde at solidarisere sig med arbejderklassen på. Men omtalt i aviserne, det blev han da.
PH var en politisk og samfundsengageret person, der ikke selv afgav sin stemme på valgdagen. Dette tilsyneladende paradoks indicerer, at hans deltagelse i samfundsdebatten også havde til formål at holde hans varemærke oppe i den offentlige bevidsthed. Hvorfor ikke pege på PH’s meget menneskelige medieliderlighed? Er det for profant for et ophøjet akademisk projekt?
Poul Henningsen var langt hen ad vejen også en selvpromoverende forretningsmand. Han spillede på medierne. Det ret anonyme sen-navn blev slået fast ved, at han igen og igen brugte initialerne PH. Han lod sig desuden altid fotografere med en cigaret hængende i flaben.

Talrige er de fotos, hvor han bærer en opsigtsvækkende gimmick-hovedbeklædning. Og så var han blandt de første til at anvende provokationen som metode – senere har politikere fra Glistrup til Ritt Bjerregaard lært det samme. Provokation er ikke forbeholdt kulturradikale.
PH var meget opmærksom på massekommunikation og massekultur. Han ønskede sammen med andre ’kulturradikale’ en ny ’demokratisk’ funktionalistisk skønhedsopfattelse. Bagved lå en elitær opdragelseslyst i stil med D.G. Monrads og overgående Hal Kochs.
Hertel peger dog på, at (også) PH var arrogant over for det ’folk’, som man angiveligt ville hjælpe, hvis folket tog form af f.eks. rindalister. Den uansvarlige provokationsstrategi, han sammen med andre anvendte, gav let bagslag.

Det er berettiget, hvis Hertel vurderer perioden 1945-1960 som PH’s fineste. Her distancerede PH sig fra kommunisterne. Han pådrog sig uvenner i alle lejre. Især fordi han, der selv havde været truet på livet af nazismen, sammen med enkelte andre modige personer, sagde fra overfor et retsopgør med dødsstraf, og love med tilbagevirkende kraft.
Han sagde, at tankegangen hos nazismens besejrere var blevet præget af de overvundne modstandere. Hans synspunkt var, at demokratiet ikke udryddes ved at fængsle/henrette alle nazister eller ved at forbyde nazisme. Han advarede også mod at tro, at Hitlers død havde fjernet det, som skabte nazismen: Hysterisk nationalisme, racisme og anti-demokratiske holdninger.
PH kritiserede også behandlingen af de mange tyske flygtninge, der i lejre måtte tilbringe de første efterkrigsår i Danmark. Desværre har eftertiden bekræftet, at han lige efter 1945 så langt klarere, og var mere forudseende, end de fleste andre. Og her dyrkede PH ikke den gratis provokation – her kostede provokationen.
Ud over hans mod og styrke til at følge sin egen opfattelse, gør nok hans utrolige overskud, kreativitet og humør mest indtryk. Den sjældne overbærenhed han kunne have over for selv mennesker, der bogstaveligt talt havde villet slå ham ihjel, er imponerende. Men det ændrer ikke ved, at også han led af en elitisme, som såmænd ikke lod de nationalliberale meget efter.
Hvis ikke også PH underkastes en balanceret kritik, lever man ikke op til de brandesianske krav om at frigøre de sekulariserede ’frisindede’ fra nye autoriteter og ny åndelig ufrihed.
I grunden var det ellers netop også PH’s budskab. Vi har ikke brug for nostalgisk heltejagt, men for kamp for demokratiet, som er trængt i nutiden. Ikke så meget af små nazistiske grupper som af establishment.

*Tim Knudsen er professor i statskundskab. Kronikken, der henvises til, er et uddrag af Hans Hertels bidrag til den nyudkomne antologi: ’Den kulturradikale udfordring’, Forlaget Tiderne Skifter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu