Læsetid: 2 min.

Partisk ret

Et barns såkaldte ret til en far og en mor viser sig at være – en fars ret til et barn
7. juni 2001

Børnelov
Pia Fris Laneth har med sin forsideleder og –artikel fredag den 1. juni fået slået fast, at Børnelovsforslaget (når dette bliver trykt Børneloven) er backlash, så det basker.
Ikke alene fordi kvinder fratages rettigheder og underkastes seksuel kontrol med kravet om oplysningspligt, men langt værre fordi Børneloven sammenkæder fastslåelse af faderskab, automatisk fælles forældremyndighed fra fødslen i papirløse forhold og samværsrettigheder. Den kobling er selvfølgelig ligegyldig i de parforhold, hvor mor og far finder ud af at dele omsorgspligterne for deres barn. Men den er en besk cocktail i de tilfælde, hvor forældrene skilles i alt andet end fordragelighed, for hvad vil den nye Børnelov ikke føre med sig af dårligdomme ved samlivsbrud? Set fra børnenes synsvinkel.

Samværsgysere
De sidste år kan udvise en lind strøm af gysere om samvær påtvunget børn for at sikre fædre deres rettigheder. Allerede med den eksisterende lovgivning har forældrenes rettigheder til hver en tid været prioriteret over børnenes velbefindende. Med den nye lov, hvor fælles forældremyndighed ikke mere skal aftales, men gives pr. automatik, skal det blive spændende at følge med i den eksplosive stigning af tvang over for børn, der ikke ønsker samvær med den ikke samboende forælder. Ufrivilligt spændende.
Børnelovsforslaget blev ’solgt’ under varebetegnelsen »forenkling og modernisering af pater-est-reglen«. I betragtning af lovforslagets vidtgående karakter, for så vidt angår faderskabsregistrering, tvungen fælles forældremyndighed med heraf følgende samværstvang, samt stærkt udvidet adgang til at få prøvet faderskab, må karakteristikken siges at være mere vildledende end vejledende.
Og forslaget (loven) er tillige udstyret med den interessante indbyggede logik, at en mor, der er narkoman eller pillemisbruger, og en far, der er alkoliker eller voldsmand, anses som bedre omsorgspersoner end for eksempel velfungerende adoptivforældre og plejefamilier.

Umoden egoisme
Igennem adskillige år har jeg været langt hinsides kvalmepunktet med hensyn til fædres harpen på rettigheder. For ikke at tale om den omsiggribende umodne forælder-egoisme m/k. Prøv dog for f….. at træde tre skridt tilbage og overvej så, hvad der er objektivt bedst for barnet og ikke for dig. Hvad der for eksempel øjeblikkeligt ville afskaffe såvel gyseren ’overvåget samvær’ som tvungent samvær i det hele taget.
Men nej. Børnelovsforslaget blev til lov. Stemt igennem af et folketing uden reelt kendskab til krisecentre og antallet af chikanerende eks-mænd og -fædre, guidet af et lige så verdensfjernt genetisk-paralyseret Børnelovsudvalg, der er blevet tæppebombarderet af Foreningen Far igennem en årrække. Som først for alvor fik modspil, da toget var kørt, og et barns såkaldte ret til en far og en mor viste sig at være – en fars ret til et barn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu