Læsetid: 5 min.

Pas på sekterne

Uha, uha for en styg Tvind-kult
Debat
29. juni 2001

Samfund
Jeg tror bestemt, jeg trænger til krisehjælp. Den ene dag trussel om fængsling begrundet i svigtende hukommelse, der optages som mangel på samarbejdsvilje. Den næste beskyldning for at være med i en sekt eller hvad der er endnu værre: Kult.
Da jeg ikke er religiøs, men tværtimod flirter lidt med tanken om at opfatte mig selv som en slags videnskabsmand, har jeg lidt svært ved at genkende mig selv som et bablende kultmedlem, der skulle tilbede nogen somhelst af mine venner, under lyssky, okkulte omstændigheder, afventende en dommedag lige om hjørnet. Det passer ligesom dårligt med vores ihærdige og aldeles daglige arbejde med at drive gode skoler, med meget andet.
Gad vide, hvem der betaler sølvpengene? Bagmændene – du ved nok?

Hyrede lakajer
I sagen om kulter og sekter, er der anklagere til overmål, men retssagen, dommeren, dommen selv er ikke offentlig og heller ikke skriftligt foreliggende.
Nogle lakajer hyres til at beskylde nogen for at være sekt/kult. Med baggrund i at være nævnt som sekt/kult i pressen, kan så administrationen med den blotte henvisning til det, der med en eufemisme kaldes presseomtale, foretage det administrative skridt, som ’sekten/kulten’ senere vil støde på som faktiske, meget følelige indskrænkninger i deres frihed til at handle, som en i-praksis-domfældelse og udstødelse, uden nogensinde at være blevet konfronteret med nogen anklage i nogen retssal.
’Sektens/kulten’« status er et administrativt anliggende, hvilket er helt i overensstemmelse med alle paria’ers skæbne. Stigmatiseringen er steril og ublodig og har skær af saglighed. Gad vide, hvordan det føles at være sekt, kult? Mon de føler sig under pres? Mon de får krise-hjælp imod virkningen af den statsligt organiserede og presse-organiserede stigmatisering? Nej, de får bestemt ikke krise-hjælp, for de er kasteløse.

Moderne inkvisitiuon
Men hvorfor sker denne brændemærkning? Vil det sige, de slet ikke gør noget galt, disse sekter og kulter? Her får den moderne inkvisition i form af den kulørte presse og tv stor hjælp af den alment anerkendte folkelige visdom som siger, at »Der går ingen røg uden at der er en brand«. Dette leder til en slags omvendt bevisførelse imod de anklagede, der allerede er frataget ethvert forsvar. Nemlig den omvendthed, at med baggrund i den systematiske tilsvining kan man sige, at så må der jo også rimeligvis være et eller andet om snakken.
Denne tænkning nyder inkvisitorerne i fulde drag godt af, idet de anerkender betydning af kvantitet. Ikke kvalitet. Dvs.: Beskyld nogen tilstrækkeligt ofte for at være sekt, kult, eller for at ophobe uhørte rigdomme – gør det tilstrækkeligt ofte, og de godtroende dele af befolkningen vil deraf drage den konklusion, at måske udsættes den angrebne gruppe for nogen overdrivelser, men noget må der jo dog være, hvordan skulle det ellers komme op så ofte og vedholdende.

Ikke-erklæret krig
Den almindelige borger kan jo ikke vide, at stat og presse har indledt en ikke-erklæret krig mod de oppositionelle og ukontrollerbare. Den helt almindeligt godhjertede dansker kan næppe forestille sig, hvordan nogen skulle gide være så optaget af at lægge en bestemt gruppe for had. Derfor er den almindelige godhjertede borger tilbøjelig til at tænke, at den til-svinede gruppe i det mindste ikke er noget, der passer for ham/hende/hans/hendes børn og familie.
Om ’Sekten/kulten’ overhovedet er skyldig i noget som helst er en helt anden sag, som burde afgøres i en retssag.
Om offentligheden overhovedet må kalde en gruppe mennesker for sekt eller kult, og om den i stedet er den skyldige, – det skyldsspørgsmål kan der ikke tales generelt om, men kun konkret og tilfælde efter tilfælde og retssag efter retssag.
Men hvilke interesser har staten/pressen i stigmatisering? Svaret er overraskende enkelt: Staten/pressen hader de ukontrollable!

Kontrollable borgere
Det er galt i sig selv at være ukontrollabel. Borgeren skal være kontrollabel. Til at finde. Han skal helst være så godt som alene. Familie kan gå. Foreninger kan også godt gå an. Bare de ikke bliver for store, skaffer sig mange penge, eller er oppositionelle.
Er dette overdrevet? Er dette også at hænge nogen ud? Så anvis mig blot et menneske i dette land eller en institution, som kan hjælpe den stigmatiserede og brændemærkede borger til, som det hedder, at få renset sit navn? Nævn ikke Presseetisk Nævn! De gør ikke noget. Nævn mig een vellykket retssag mod den kulørte presse! En retssag, hvorunder den brændemærkede ikke selv er gået til, har fået nervesammenbrud, mistet håret, helbredet, pengene – eller har fået sit liv i væsentlig grad slået i stykker!

Juridisk lakmustest
Nævn mig en instans! Jeg kan gå endnu videre i denne interessante juridiske lakmustest af det danske retssamfunds kvalitet: Hvilken instans i Danmark vil i det faktiske løfte så meget som en lillefinger mod den franske administration i anledning af, at de har kategoriseret Tvind som sekt, med den for os praktisk-vigtige konsekvens, at vi (De rejsende Højskoler) end ikke må annoncere i franske aviser!
Mon det danske udenrigsministerium vil træde til og støtte sine borgere her? Mon vi Tvindfolk overhovedet har samme borgerrettigheder, som andre danskere – eller er det danske statsapparat, det danske udenrigsministerium, den kulørte presse blot helt og aldeles holdent på inkvisitionens side og de venter blot på en kærkommen lejlighed til at gøre her i landet, hvad den franske regering/administration har gjort?
Du har ret! En latterlig tanke. Det danske udenrigsminiserium klager til det franske udenrigsministerium. Danmark! Frankrig! Hvem er størst og stærkest? Hvem gider helt sikkert ikke høre på hvem? Kunne det ellers være rigtigt underholdende, hvis det danske udenrigsministerium gik i brechen for Tvind i denne menneskerettighedssag med vide principielle perspektiver? Ja, bestemt! Vil det ske? Bestemt ikke! Kan det overhovedet tænkes? Bestemt ikke!
Det er ligeså utænkeligt, som hvis udenrigsministeriet skulle huse en mand af Poul Erik Søes kaliber. Denne mand og fru Hornbech ville være i stand til uden smålig skelen til, hvad de selv mener om Tvind, at gå direkte til den franske top og sige fra. Hvilken furore, det ville vække! I det mindste agurketiden kunne blive mere underholdende af det.
Nok om denne sag i Lidenlund. Det bliver ikke til noget under nogen omstændigheder.
Den blotte mistanke om at hjælpe Tvind kan få enhver god karriererytter til at skælve i bukserne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her