Læsetid: 2 min.

Rullestart ikke smart

Det er ikke alle forsøg, som automatisk skal føres videre eller blive til lovgivning
Debat
27. juni 2001

Folkeskolen
Finn Lillelund fra Slangerup skriver til mig den 14. juni om forsøget med rullende skolestart på Uvelse Skole i Slangerup Kommune.
Finn Lillelund opfordrer mig til at genoverveje beslutningen om at stoppe med denne type forsøg. Finn Lillelund forklarer, at et treårigt forsøg stopper, før det udløber og uden, at det er endeligt evalueret.

Dispensation
Uvelse Skole har fået dispensation til at gennemføre forsøg med rullende skolestart første gang for skole-året 1999/2000, anden gang for skoleåret 2000/2001, og endelig i år for det kommende skoleår 2001/2002.
Der er altså ikke tale om, at et treårigt forsøg stoppes. Tværtimod har jeg givet skolen det kommende skoleår til at afvikle denne forsøgsperiode, og til at iværksætte en lokal evaluering.
Jeg er optaget af de mange forskellige forsøg, som siden 1999 er gennemført på skolestartområdet.
Jeg har drøftet de forskellige forsøgstemaer med forligskredsen bag folkeskoleloven her i foråret. Der er tale om forsøg med længere skoledag, med udvikling af samarbejde mellem lærere og pædagoger, og forskellige nye måder at tilrettelægge arbejdet på i skolestarten. Vi har besluttet at fortsætte med disse forsøgstemaer.

Samlet skolestart
I denne forbindelse er der nogle få steder i landet arbejdet med såkaldt rullende skolestart. Rullende skolestart betyder, at det enkelte barn først kommer i skole på den dag, det fylder seks år.
Børnene starter altså ikke samlet i en børnehaveklasse i august måned, men kommer til klassen i løbet af skoleåret. Denne del af forsøgstemaerne har vi besluttet at stille i bero. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg foretrækker en samlet skolestart, hvor alle børnene kommer på én gang i august måned. Og hvor den første store opgave for børn, forældre, lærere og pædagoger består i at forme et nyt fællesskab og begynde at fastlægge de værdier, som skal være bærende for klassens hele samvær og undervisning de kommende 10 år.
Jeg er overbevist om, at det forhold, at alle børn møder på samme tid og på lige betingelser, netop er med til at styrke fællesskabet og de fælles værdier.
Jeg står gerne ved mine holdninger til denne form for skolestart, og jeg mener, at det er vigtigt, at vi som politikere er præcise, når vi fastlægger rammerne for skolens arbejde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her