Læsetid: 3 min.

SF smittet af taburetkløe

Man ser allerede SF for sig i de radikales velkendte rolle: Først er man med til at gennemføre stramninger – og bagefter leger man forundret humanist
Debat
5. juni 2001

Politik
Først en tak til Carsten Fenger-Grøn for nogle gode betragtninger omkring SF 22.maj. Og så en endnu større tak til Tobias Hooge fra SFU’s forretningsudvalg for direkte og klar tale den 26.-27. maj.
Ifølge TH er der kun én – om end fremgår det – tvedelt vej til politisk forandring. Først »parlamentariske forhandlinger på et solidt pragmatisk grundlag« og dernæst »ét og kun ét organ: regeringsmagten«.
Men lad nu TH’s selvmodsigelser ligge. Uanset hvilken af TH’s sandhedsversioner, man vælger, er de lige dele skrupforkerte.
I slutningen af 60’erne og op gennem 70’erne til først i 80’erne var venstrefløjen på en hel anden måde end i dag dagsordensættende, og det politiske pres fra venstre satte sig varige spor.
Dette til trods for at venstrefløjen dengang deltog i meget få forlig, og befandt sig ganske langt fra regeringsmagten. Carsten Fenger-Grøns radikale kritik – og må jeg tilføje for egen regning – de offensive venstreorienterede udspil førte faktisk til politiske forandringer.
Det omvendte eksempel ser vi i dag: Vil TH f.eks. seriøst påstå, at Dansk Folkeparti p.t. er uden indflydelse på dansk udlændingepolitik?
TH har selvfølgelig ret i, at forhandlinger og forlig kan betyde små fremskridt. Det mener jeg f.eks. at mit eget parti, Enhedslisten, har dokumenteret med sin deltagelse i trafikforlig, pinsepakke m.m.

Regeringens eftermæle
Men det ændrer ikke på, at disse ting hører til i småtingsafdelingen sammenlignet med de tiltag, som vil blive den siddende regerings varige eftermæle: Slagtningen af efterlønnen.
Aktiveringspolitikken, der har knæsat princippet om at det er ok, at folk arbejder uden at få løn og uden at nyde de mest elementære rettigheder. Arbejdsmarkedsreformer med en afkortning af dagpengeperioden, der har fået Schlüters regeringstid til at ligne et svundent paradis. En udlændingepolitik, der har bragt landet på kant med internationale menneskerettighedskonventioner og langt udover kanten, hvad angår almindelig medmenneskelig anstændighed. Og overordnet set: en kultveiltedampet vækstfokusering, som har ført til stigende ulighed i samfundet.
Denne regering vil TH og SF altså i regering med. Angiveligt for at få indflydelse fordi »verden (…) skriger på demokratiske, økologiske og solidariske initiativer«. Men bortset fra at TH stadig kan de rigtige ord, hvad er der så tilbage af konkret politik i SF?

Tjae...
Hvad mener SF om udlicitering – altså afviklingen af den offentlige sektor og muligheden for at demokratisere den? Tjae… (SF er mig bekendt det eneste parti, hvor man til dato har set eksempler på, at folk har været indstillet til eksklusion fordi de var modstandere af udlicitering. Vi har fortsat til gode at se noget tilsvarende i Venstre!)
Hvad mener SF om EU? Tjae…
Hvad mener SF om aktivering? Tjae…
Listen af spørgsmål og utydelige svar kunne gøres længere. Indtil for nylig har vi dog kunnet regne med, at SF i det mindste hørte til dem, der sejler op mod fremmedhadet. Men nu er vores nye medborgere også hos SF’s formand blevet et problem. Det er de selvfølgelig også nødt til at være, hvis SF skal gøre sig håb om at komme i regering med ’problemknuseren’ Karen Jespersen!

Forundret humanist
Man ser allerede SF for sig i de radikales velkendte rolle: Først er man i handling med til at gennemføre alle stramningerne, initiere diskriminerende integrationslove m.v.
Og dernæst står man så og leger forundret humanist (i ord), når konsekvenserne af ens egen lovgivning åbenbares.
SF kommer selvsagt ikke i regering med regeringen uden at acceptere udlicitering, stram udlændingepolitik, yderligere stramninger i forhold til arbejdsløse, nedskæring på universelle velfærdsrettigheder – og sidst men ikke mindst: Uden at udslette den sidste rest af EU-modstand, der måtte være tilbage i partiet.
SF er godt på vej til at blive et parti uden politisk indhold. Tilbage vil kun være taburetkløe og magtstræb. At disse gammelkendte fænomener så skulle repræsentere en politisk fornyelse kan det i øvrigt være vanskeligt at forstå.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her