OL
Først troede jeg det var et mareridt. Det, jeg drømte, handlede om stressfaktorer, det ene besvær der afløste det andet eller omvendt, stadige problemer med at undgå at komme i konflikter med personalet på hotellerne eller hvem som helst eller hvor som helst. Jeg vendte og drejede mig i ét væk, svedte som en kunde på et fitnesscenter, det mindede meget om et mareridt.
Så indså jeg at det var det alligevel ikke. I virkeligheden var det er vision, et syn om fremtiden for sporten, dens udviklingsmuligheder. Hvad jeg først havde opfattet som mareridt, viste sig at være de ret indlysende vanskeligheder der opstår i forbindelse med et ganske banalt maratonløb, nemlig når dette ender i at løberne, efterhånden som de indløber på stadion, samles til afsyngelse af Gounods Mariamesse i h-moll.
Iboende udvikling
Det siger sig selv at maratonløbet var for blandet kor, både kvinder og mænd. Den ultimative sportsudøver vil naturligvis, dvs. som følge af den naturlige, sporten iboende udvikling, være den, der først leverer en udmærket sportspræstation og umiddelbart derefter kaster sig over udøvelse af stor kunst.
Syngende tjenere har vi kendt i århundreder, annoncer for slige amfibier kan stadig ses i vore dagblade, og vi har ikke glemt at 1700-tallets store musikere fra Haydn og udefter, tilhørte personalet på linje med oldfruer, potteudbæringsjomfruer og herregårdsskytter.
Men i stedet for den udvikling af idrætten, som filmen har fantaseret om i årtier i retning nemlig af mere og mere raffineret råhed i disciplinen vold med døden til følge, forudspår mine natlige forestillinger en evolution i retning af, at sportslige og kunstneriske præstationer fusionerer, en evoluering der sådan set allerede er foregrebet i synkronsvømning og sportsjournalistik.
Fra maratonmessen går linjen umiddelbart videre.
Når man alligevel dekreterer time out, hvad skulle så forhindre det hold basketspillere, der er sikre i taktikken, i at gå hen til den ene ende af banen, gribe et sæt dér opstillede instrumenter og give en bluesrocknummer, gerne noget det ventende publikum kan synge med på, den om huset i New Orleans eller jordbærmarkerne derhjemme?
Ligheden mellem ballet og boksekampe er jo alligevel så slående (ups!); det ville virkelig øge den seksuelle opstemthed, hvis man lod et par strutskørteklædte kunstnerinder danse pas-de-quatre med to weltervægtere, og ikke mindst ville det utvivlsomt forhøje den visuelle æstetik, især hvis bokserne, eventuelt med bestemte højdepunkter i ledsagemusikken, skulle løfte danserinderne ud af slaglinjen, så de kunne komme til at sætte et dobbeltkryds ind på hinandens hage uden at få handsken viklet ind i skulderstropper eller tylskørter.
Ketsjersvirp
Hvilken præstation ville det ikke være hvis badmintonspillere under sættene op- og fremførte de tilsvarende akter i Kaj Munks Før Cannae, eller udvalgte scener af Edmond Rostands Cyrano? Samspillet mellem det sidste versemål og ketsjersvirpet ville have en formidabel auditiv virkning.
Det er klart, at visse performance-kunstformer passer bedre sammen med visse sportsgrene end andre, men det er indlysende, at vægtløftning og digtoplæsning passer til hinanden som hånd i handske som også visesang og redskabsgymnastik.
Det siger sig selv, at der kan blive et problem med en håndholdt akustisk guitar under øvelser i ringe eller reck, men når man ser hvor snedigt nogle sangere har løst det tilsvarende problem med mundharmonikaen, bør den slags trivialiteter ikke virke hindrende.
Sponsorfordele
Ligeså klart er det at deciderede terrængående idrætsgrene af typen skiskydning, langrend og orienteringsløb, vel også i en overskuelig fremtid må nøjes med som hidtil, alene at kede deres deltagere, men omkostninger vil der være ved enhver udvikling, og dem må man være parat til at bære.
Derudover ser jeg kun fordele for alle parter i en sådan fusion af kunst og idræt, dog vil fordelene muligvis være størst for sponsorerne, men i så fald vil det i sig selv være en fordel.
