Læsetid: 3 min.

Banal nationalisme

Michael Billigs bog ’Banal Nationalism’ fra 1995 fortjener selvstændig omtale
Debat
18. juli 2001

Kommentaren - Slemt
Spørgsmålet er, hvad bogens budskab egentlig er. Hovedpointen er, at de fleste begår den fejltagelse at fokusere på den hotte nationalisme, den ekstreme og aggressive nationalisme.
Derved overses den dagligdags banale nationalisme. Vi får dermed det behagelige billede, at vi selv er fornuftige og normale, mens de andre er nationalistiske, irrationelle og voldelige. Billig viser, at vi selv hver dag genskaber nationalismen på mangfoldige måder, som er så banale og selvfølgelige, at vi ikke bemærker dem.

Ofre sit liv
Denne banale nationalisme hviler på, at vi lever i et system af nationalstater. Disse nationalstater har grænser og har ofte eget sprog. Desuden gør nationerne krav på identifikation, ja i sidste ende stiller de krav om, at man ofrer sit liv for fædrelandet. Alt dette er rigtigt, selv om det i nogle år næppe har været helt legitimt at forlange, at nogen ofrer sig for fædrelandet. Bogen er først og fremmest en omfattende fremdragelse af alle de måder, vi dagligt genskaber denne nationalstaternes verden på.
To forhold forekommer mig tankevækkende. For det første det manglende alternativ. For det andet påpegningen af, at også samfundsforskerne ligger under for den banale nationalisme.
Det kan være trættende med mange siders påpegning af, at vores sprog og kommunikation er dybt præget af, at vi lever i nationalstaternes system. Men det forfalder til banalitet, når han ikke kan sige, hvad der kunne tænkes at træde i stedet for. Og det kan han ikke. Tværtimod viser han, at meget af den postmoderne snak om nationalstaternes opløsning selv ligger under for den banale nationalisme.
Postmoderne teoretikere påstår ofte, at nationalstaterne bliver afløst af nye overnationale og undernationale organisationer. Men Billig hævder, at dette blot er en videreførelse af nationalstatssystemet.

Kulturelle mindretal
EU udgør således ikke noget brud med dette. De postmoderne teoretikere taler endvidere om, at nationalstaternes politik nu afløses af identitetspolitik, som er basis for forestillingen om det multikulturelle samfund. Men dette er ikke et brud med nationalstaternes politik.
De kulturelle mindretals flerhed træder blot i stedet for nationsidentitetens enhed.
Ikke blot formulerer Billig ikke et alternativ til nationalstatssystemet. Han viser indirekte, hvor problematisk det vil være at afskaffe det, idet han nævner, at sammen med nationalismen opstod internationalismen, demokratiet og menneskerettighederne.
Han undlader at spørge, om disse værdsatte fænomener kan bevares, hvis nationalstaterne afskaffes.
Bogens kup optræder i slutningen af bogen. Her omtaler Billig globaliseringen og den ny verdensorden, som er den vægtigste variant af samfundsforskernes påstand om en overskridelse af nationalstatssystemet.
Men globalisering og den ny verdensorden er langt fra et sådant brud.
Tværtimod er den en fortsættelse, hvor én nation, USA, hævder sine værdier som universelle og udbreder dem til hele verden.
Billig bruger som eksempel en af nutidens berømteste amerikanske filosoffer, Richard Rorty. Rorty er postmoderne og forkaster universalismen, altså hævdelsen af universelle værdier som frihed, lighed og broderskab.
Men samtidigt er han modstander af kulturrelativismen. Han lander på et forsvar for sit eget fællesskabs værdier.
Amerikanerne må kæmpe for at udbrede deres værdier, fordi de trods alt er bedre end andres. Rorty hævder, at »vores etnocentrisme er bedre end andres, fordi vi ved, vi er etnocentriske«.
Som Billig ironisk skriver: »Rorty er stolt over at være amerikaner, fordi amerikanerne ikke tilhører den slags mennesker, der er stolte af sig selv. Rorty hylder den globale ny verdensorden under amerikansk flag!«

Skaber nyt problem
Bogens sympatiske budskab er en afstandtagen fra den udbredte opfattelse, at ’vi’ er bedre end andre. Det radikale er, at denne kritik også rammer de intellektuelle. Men når Billig kritiserer fokuseringen på den hotte nationalisme og nedtoner denne til fordel for den banale nationalisme, synes han at skabe et nyt problem, en manglende skelnen mellem hot og banal nationalisme.
Efter min mening er det netop problemet idag: Eliten skelner ikke mellem hot nationalisme og banal nationalisme. Derfor betragtes enhver nationalisme som slem.
Ved denne intolerance bidrager man til at udbrede en mere aggressiv nationalisme. Billig ville vist nok bidrage til at fremme tolerancen. Men faktisk har han medvirket til at fremme intolerancen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her