OL
Enhver tilhænger af menneskerettigheder håbede til det sidste, at Kinas hovedstad Beijing ville blive forbigået som vært for De Olympiske Leje i 2008, men desværre nåede OL-diktatoren for IOC, Juan Antonio Samaranch, at efterlade sit sidste håndaftryk på et kontroversielt schweizisk/kinesisk prestigeprojekt umiddelbart før belgieren Jaques Rogge blev taget i ed som ny præsident for den magtfulde organisation.
Den Olympiske Komites ædle principper bygger på et fundament, hvor det er det idrætslige, der står i højsædet, og hele grundideen har udelukkende til hensigt at fremme sportslige konkurrenceaktiviteter, hvor de nødvendige udfoldelsesmuligheder er til stede.
Men desværre har IOCs hermetisk lukkede kreds af ældre medlemmer med årene udviklet sig til en politisk magtfaktor, der med sine uforsvarlige forsøg på at lege med brikker i et særdeles ømfindtlig internationalt skakspil, slidt kraftigt på OL-Komiteens troværdighed som højtrespekteret elitesports-forkæmper.
Arafat og Fredsprisen
Desværre har andre sammenslutninger som bl.a. den ærefulde Nobels Fredspris tidligere forsøgt at politisere. Denne gang i Mellemøsten, hvor terroristen, PLO-lederen Yassar Arafat, i oktober 1994 fik overrakt fredsprisen, uanset hans tidligere meritter med blodig terror rundt om i verden.
Dette fik fredsprisen til at lide et alvorligt knæk, for blodsudgydelser og meningsløs terror nåede først alvorlige og horrible højder i årerne efter Nobelkomiteens fatale fejltrin.
Humanitære og velgørende organisationer skal holde en værdig afstand til alt, der involverer krigsagtige tilstande og foragt for menneskerettigheder.
Det gælder både Nobel i Mellemøsten såvel som IOC i Kina. Det er højst usandsynligt, at verdens accept af Kina som OL-vært vil have nogen som helst mærkbar indflydelse på det maoistiske styres fortsatte undertrykkelse af anderledes tænkende.
Befolkningen i Tibet vil ikke få større rettigheder end ellers, og den Røde Hær vil stadig beordre de indoktrinerede militsenheder til at nedskyde flere studenteraktivister, hvis deres opførsel ikke svarer overens med den etablerede politik.
Grusomme nakkeskud for narkohandel og anden civil ulydighed eksisterer stadigvæk i bedste velgående.
Livstidsdomme for modstandere af regimet er stadig en del af den kinesiske hverdag.
En nylig grotesk idé fra den kinesiske OL-administration har været at overhælde Den Himmelske Freds Plads med sand og grus, så de deltagende spillere kan spille beach-volleyball.
Det er underligt at forestiile sig alverdens gæstespillere udfolde sin sport præcis på den plads, hvor tusinder af studenteroprørere kynisk blev mejet ned med våben og skanselsløst mast med kampvogne. Det kan da kvæle enhver sportsentusiasts initiativ!
Velment indblanding
En håndfuld enerådende og godtroende koryfæer fra IOC kan ikke forvente, via deres måske velmenende indblanding i en anden nations interne anliggender, at et land som Kina med mere end 6.000 års kultur på bagen, pludselig skal ændre kurs og slette en mentalitet, der har gennemsyret et folk siden før Mingdynastiet.
Kineserne lider stadig under en udpræget mangel på tale- og ytringsfrihed. Nu kan de jo passende bruge tiden op til OL med afstresning og planlægning og foreløbig nyde godt af Vestens frisind. Og de kan sole sig i den kommercialisme, der er blevet tildelt det gamle kejserrige, for nu bl?ver landet bombarderet med alskens reklameobjekter som Coca Cola, Nike, Nokia, Panasonic, Asic, mm.
Spændende at se hvordan Kinas reaktion vil være på sådan en massiv kapitalist-invasion.
