Integration
Jeg kom til Danmark som voksen, og opfatter mig selv som velintegreret i Danmark. Jeg har en psykologuddannelse både fra hjemlandet og fra Danmark.
Jeg er glad for og stolt over, at jeg kender livet/ kulturen i to meget forskellige lande. Den glæde og stolthed forstår mange (danskere) ikke, fordi folk er vant til at se på mig enten som indvandrer eller som (ny) dansker.
Det er hårdt, men også spændende og udfordrende at have kendskab til to meget forskellige verdener, men hvis du spørger mig om jeg er tilfreds, vil jeg svare: Nej.
Ind i mellem bliver jeg meget ked af, at jeg skal konfronteres med folk, der ikke vil se mig som hele den person, jeg er, men kun enten som (ny) dansker eller som indvandrer.
Flygtninge og indvandrere bliver opfattet som mangelfulde/ ikke ressourcestærke Det, at blive opfattet enten som dansker eller indvandrer er mangelfuldt. Hvis jeg enten er indvandrer eller (ny) dansker, mangler jeg nogle ting, og det er uretfærdigt. Det er uretfærdigt, at beherskelse af to kulturer ikke betragtes som en ressource. Når flygtninge og indvandrere ikke opfattes som ressourcestærke, kan det skyldes, at man ikke opfatter deres kultur og baggrund som en styrke/ ressource.
Eksempler: I Danmark har jeg fået flere arbejdstilbud (som psykolog). Jeg vil give to eksempler på to forskellige offentlige arbejdspladser, hvor jeg var til jobsamtale. Det ene sted arbejdede man med danske klienter/elever. De skriver til mig: »Du får tilbudt stillingen, men med hensyn til din manglende erfaring/dit manglende kendskab til den danske opdragelse og skolesystem skal der være bestemte arbejdsforhold«. De arbejdsforhold indebærer, at jeg mister nogle rettigheder bl.a. det at kunne behandle eleverne på samme niveau som danske psykologer, fordi jeg er opdraget og har gået skole i hjemlandet.
Det andet eksempel, jeg vil nævne, er en arbejdsplads, som har flygtninge som klienter. De skriver til mig: »Du er i enhver sammenhæng ansat som psykolog og ikke som iraner.«
Faglighed og identitet
Det betyder, at de vil have mig til at være dansker. Hvordan kan jeg adskille min faglighed fra min iranske identitet? Han (arbejdsgiveren) er ikke selv opmærksom på, at han er dansker og ansat i Danmark og dermed ikke adskilt fra sin kulturelle identitet.
I begge eksempler (an)sætter arbejdsgiveren/ lederen mig i en sammenhæng, hvor den ene halvdel af mig mangler. Mine to kulturelle baggrunde bliver ikke betragtet som en ekstra ressource. Hvorfor vil de personer (f.eks. arbejdsgiverne i ovenstående eksempler) opfatte flygtninge / indvandrere på sådan en uretfærdig måde?
I Danmark er flygtninge og indvandrere enten utilfredse eller dårligt
fungerende/integrerede?
De danske normer
Flygtninge og indvandrere bliver ofte ikke opfattet som hele mennesker/integrerede, fordi de ikke har fået de danske normer ind med modermælken.
Derfor bliver deres ressourcer ikke brugt rigtigt i Danmark. Om man er en robust flygtning/indvandrer eller en dårligt fungerende (ressource)svag flygtning, kan være et spørgsmål om, hvor (hvilket land/samfund) man opholder sig.
Vi oplever, at velintegrerede flygtninge og indvandrere også har problemer/utilfredshed i Danmark. Deres største problemer er manglende plads/respekt (for deres to kulturelle baggrund) i det danske samfund.
Ud fra ovenstående kan man forestille sig, hvordan de dårligst integrerede har det i Danmark. Jeg har erfaringer med at arbejde med flygtninge.
Mange flygtningebehandlingsinstitutioner ville være unødvendige, hvis politikerne arbejdede mere på at finde løsninger på, hvordan Danmark og danskerne skal forholde sig til andre kulturer?
