Kronik

Encyklo-pædiske eftertanker

Berlingske Tidende har nu – igen-igen! – blæst til kamp mod Danmarks Nationalleksikon og alt dets væsen. En af værkets fagredaktører reflekterer over værkets ideologi
9. juli 2001

Historisk set
Martinus Rørbyes maleri Arrestbygningen ved Råd- og Domhuset er et københavnsk folkelivsbillede fra 1831. Få meter fra det hus, hvor i dag Danmarks Nationalleksikon netop er færdigredigeret, ses på billedet en formummet skikkelse i kappe og med hatten ned i panden. I hånden holder han dér midt på dagen en sort lygte. Han er på vej ind under Sukkenes Bro.
Misantropen kaldes han, en allegorisk skikkelse. Han tror ikke på menneskene, ikke på oplysningens nytte. En mørkemand.
Dem er der måske ikke så mange af i vor oplyste nutid, til gengæld kendes let en tilbøjelighed til at tro på kun ét lys, enten det kommer fra øst eller vest eller ovenfra som en åbenbaring. Det sidste har stadig en forbavsende magt i verden, mindst dog måske i flertallets Danmark som det sekulariserede samfund det er.
Det kan være grunden til, at åndeligt hjemløse en tid fixeres og kan udholde projektørlyset fra f.eks. en totalitær materialisme, der, også når den kalder sig dialektisk, kan forklare det hele og fornægte det halve og mere til.

Oplysning være skal vor lyst, skrev i en anden ånd den glade, danske Grundtvig med noget, der ligner et ordspil, og mente videre i den sang, at det gjaldt at kaste lys over både livet og sivet, stort og småt. Han havde også sine ideer om frihed, der skulle gælde for både Loke og Thor, den snu og den naive, men for digteren den onde og gode, i den liberale tro, at de gode kræfter var stærkest – når de bare vidste nok. Og til den viden hørte ovenlyset.
Det skinnede med en tydelig stråle rettet mod det europæiske menneske, indtil renæssancen og humanismen med stærke kikkertlinser og mikroskoper fandt både nye og gamle lyskilder i universet og i menneskets indre.

Hvad der nu var af lys og lyd i klostrene, dér hvor megen lærdom var koncentreret, hvor bøger blev skrevet og kopieret, kom der mange ekkoer eller eco'er af, både som fakta og fiktion. Et markant renæssanceabbedi blev overrumplende skabt af Rabelais i 1534 under navnet Thelema. Det skete i den groteske roman Gargantua, hvor broder Johan med Gargantua som sponsor oprettede dette tilholdssted for skønånder, der som den ny tids mennesker skulle kunne udfolde sig under devisen: »Gør hvad du vil!«
Beskrivelsen af Thelema kan måske få en og anden dansk åndsarbejder til at tænke på klosteret San Cataldo i Salernobugten, hvor stipendiater for nogle uger kan hellige sig en mere eller mindre arbejdsom lediggang, og hvor i tidens løb flere frie tanker og forbindelser er udfoldet. Fortællingen om, »Hvorledes thelemitterne indrettede deres liv,« minder slående om livet på refugiet i Syditalien, tvangfrit, underholdende, musikalsk, under produktion af afhandlinger på vers og på prosa.
Det er langtfra den eneste parallel mellem renæssancens og nutidens tillid til frihedens og eftertankens undergerninger.

Thelema var i sig selv en dristig tanke, en drøm om det oplyste menneske i fri selvdressur, ikke en afslappet ferietilværelse. Selve ordet er en provokation. Det græske ord thelema bruges i Bibelen om 'Guds vilje'. Medlemmerne er imidlertid ikke opsat på et liv under lovprisningen »Ske, hvad du vil« eller bønnen »Ske din vilje.« Tværs gennem læren om arvesynden skal mennesket ved en viljeshandling netop tage sig selv i besiddelse, hvad der for nogle at se har de værst tænkeliege konsekvenser.
Per Nykrog har i efterskriften til Gargantua i Gyldendals Bibliotek (1966) udredet de underfundige teologiske forhold i denne nye trosbekendelse: »Kernen er en tankegang, som det 20. århundredes frisindede kulturradikalisme har tilfælles med mester Alcofribas.« Dette pudsige navn var et anagram for Rabelais, der ellers ikke lagde skjul på sine meninger.

Lys er en realitet og et symbol, som snart sagt alle ideologier, myter og religoner har deres højeste interesse i. Lys er selve skabelsens princip og livets forudsætning. Dante mødte i det hinsides ved vandringens yderste spids det blændende lys. Lysvæld bagved lysvæld, taler salmen om, ligesom nådens lys os tilsendes som frelsens betingelse. Men da var det, at et andet lys gik op for folk. I Frankrig kom oplysningstiden endda med sin flertalsform, l'âge des lumières, lysenes tidsalder, med mange reflekser i 17-, 18-,og 1900-tal. I den gamle danske radikalisme lød J.P. Jacobsens ord: »Lys over land,/ det er det, vi vil«. I den senere kulturradikalisme, var det næppe en tilfældighed, at kultfiguren Poul Henningsen også var en praktisk lysmager, idet han opfandt lamper med blændfrit lys. På bekendende kulturradikal ideologi kan der i øvrigt næsten kun skabes pragmatisk kunst, elegant, satirisk kunst med klar horisont. Det var måske at komme fra ilden i asken, al den stund også rationalismen skaber sin ikke blændfri ortodoksi, der er nærved lige så ufornuftig som åbenbaringens lys er uforklarligt.
Pascal plejer man at citere for sætningen: »Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender til.« Jeg tror at vide, at han dermed drilagtigt ville sige, at det ikke var særlig klogt af hjertet, der jo går ad så mange vildveje. Hvorom alting er, så er fornuften ikke sund, hvis den er så dum at mene, at den skal være totalt enerådende for en fornuftig holdning, etik og æstetik.

En absolutisme kan ikke stille sig tilfreds uden at have modstandere, og for en ordens skyld opfinder den gerne en hel del for at kunne forstå sig selv. Det ser man i stort og småt som kendetegnende ved enhver skråsikker holdning. Og ved hveranden aktuelle avisdebat.
Lysmænd kan i en håndevending forvandle sig til mørkemænd, der med samme ildhu bekæmper det, de før så hårdnakket troede på. Omvendelserne har deres psykologi, som man har rig lejlighed til at studere i tider som disse, hvor omsætningen på den politiske korrektheds torv er ganske livlig og høj mellem mørkemænd, lysmænd, venstremænd og højremænd samt mellemmænd og et tilsvarende antal -kvinder

Mellemmænd i betydningen formidlere har gennem en halv snes år huseret i Den Store Danske Encyklopædis hus på Nytorv, der oplevet indefra har fungeret som et lærdommens faglige mødested, præget af en højere munterhed. Ikke just et Thelema med devisen »Skriv, hvad du vil!« men dog en lyst-gård. For redigeret blev der med liv og lyst og med få undtagelser i gensidig tolerance. Udefra har man især fra Jyllandsposten, Berlingske Tidende og Weekendavisen ført en kampagne mod værket for dets påståede venstredrejning, underbygget af nogle søgte iagttagelser.
Der står vitterligt meget i værket om kommunismens forbrydelser, men i artiklen »kommunisme« savner man netop bemærkningen, at kommunisme i praktikken ikke sjældent, helst automatisk fører til diktatur. Der står f.eks. heller ikke i artiklen »kristendom«, at den historisk set er en livsfarlig ideologi i kompagniskab med magten, hvad enhver rationalist ellers vil vide. Men som kritikerne øjensynlig ikke savner.
Nogen ideologisk kontrakt med de henved 5.000 medarbejdere indgik ikke i redaktionens skrivevejledning. Men med de store, såkaldt encyklopædiske, fuldt signerede artikler havde vi en drøm om at præsentere et bredt, nutidigt, varieret syn på almenmenneskelige forhold gennem begreber som arv, arbejde, barndom, drøm, erkendelse, fantasi, identitet etc.
I NYT fra Danmarks Nationalleksikon (nr. 15, 1996) morede jeg mig med at udmønte erfaringerne med arbejdet i redaktionen og Det videnskabelige Råd i ti punkter, som ikke er en katekismus, men såkaldte lexi. De er en efterrationalisering.
De er en invitation til dialog. I nogle tilfælde er det nu hos kritikere snarere blevet til en hæsblæsende avismonolog, der konstruerer en politisk konspiration bag værket. Det skal man være noget neurotisk for at opleve. En synsvinkel under Sukkenes Bro.

*Torben Brostrøm er professor, fagredaktør ved Den Store Danske Encyklopædi og medlem af Encyklopædiens videnskabelige råd.

FAKTA
Ti lexi
1. Et konversationsleksikons idé er at sprede viden. En encyklopædis opgave er at samle viden.
2. En encyklopædi skrives altid i en historisk situation. Sådan skete det i antikken, gennem middelalderen og i oplysningstiden. Og således nu.
3. En encyklopædi er en epokes statusopgørelse af det aktuelle kundskabsniveau. For eftertiden et kildeskrift.
4. En moderne encyklopædi et er åbent system, da verden ikke kan beskrives udtømmende. Alfabetiseringen, som er et nyere princip, demonstrerer opsplitningen af den helhed, middelalderen mente at eje og derfor hellere beskrev systematisk.
5. Brugen af mange henvisninger vil give indtryk af stor sammenhæng - eller vil markere erkendelsen af stor splittelse.
6. Encyklopædien inviterer til opslag, nye opslag, tilfældige fund, selvvalgte kombinationer.
7. De store tværfaglige artikler vil tilsammen være udtryk for encyklopædiens verdensbillede.
8. En moderne encyklopædi vil rumme modsigelser, så snart en positivistisk erkendelse og information overskrides. Modsætningernes dialektik er en ønskemulighed.
9. Encyklopædiens artikler er sproghandlinger. Monologer til dialogbrug.
10. At Den Store Danske Encyklopædi er et bogværk og ikke en database, er en kulturpolitisk handling. Der er knyttet humanistiske værdiforestillinger til bogens trykte ord, som kan sanses i deres fysiske udstrækning, set fra ryggen af cirka en meters længde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu