De fleste vil formentlig gerne gøre noget for andre mennesker. Men hvorfor arbejder vi så ikke alle frivilligt? En studerende undrede sig, og skrev så sit speciale
Lørdagkronikken
En kvinde, i starten af 40rne og arbejdsledig, havde søgt en stilling i et værested for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Hun fik ikke jobbet, men i afslagsbrevet stod der, at værestedet manglede frivillige til at give en hånd med, så hvis hun kendte nogen med sådanne interesser, måtte hun endelig henvise dem. Efter kortere tids overvejelser tænkte hun »hvorfor ikke!«, og så blev hun frivillig og lærte meget om sig selv og om andre, hvilket øgede hendes selvværd og var en fordel for hendes arbejdsmarkedskompentencer.
Hvorfor bliver nogen mennesker frivillige, mens andre ikke gør det? Et interessant spørgsmål. Særligt interessant for de mange frivillige organisationer, som næsten altid mangler frivillig arbejdskraft. Og interessant for dem som forsker i frivillighed. Men mindre interessant for de frivillige, som bare gør det som en naturlig del af deres hverdag.
Og det er faktisk et stort problem for forskningen om frivillighed, at de frivillige ikke af sig selv forklarer hvorfor og hvordan de blev frivillige, men at det ligesom skal hives ud af dem. Og ikke nok med det. De er ikke engang sikre, de kan ikke rigtig huske, modsiger sig selv og ved det faktisk ikke.
I forskningen om frivillighed praktiseres der derimod en stor enighed om, at det skyldes motiver. De gammeldags taler om altruistiske eller egoistiske motiver. De mere moderne taler om værdier, læring, sociale forventninger, selvagtelse, arbejdsmarkedstilknytning og status som motiver.
Bemærk at fokus er på det sociale frivillige arbejde. Enigheden hersker, og konklusionerne er altid, at de altruistiske/værdimæssige motiver er dominerende, altså at størstedelen af de adspurgte frivillige kan svare ja til spørgsmålet: Blev du frivillig for at gøre noget for andre? Og det er også fint. Det siger noget om, hvad den frivillige bedst kunne identificere sig med ud af et antal svarmuligheder. Og det siger noget om, hvad den frivillige umiddelbart selv opfatter som bevæggrund.
Men det siger ikke særlig meget om hvorfor personen blev frivillig. Især ikke hvis man derfra udleder, at alle ikke-frivillige så ikke vil gøre noget for andre mennesker. De fleste vil formentlig gerne gøre noget for andre mennesker. Men hvorfor arbejder vi så ikke alle frivilligt?
Denne undren har været udgangspunktet for mit speciale, og jeg mener, vi må anskue fænomenet på en anden måde. Hvor motivundersøgelserne tager udgangspunkt i subjektet/den frivillige, tager jeg udgangspunkt i hændelsesforløbet. Hvor motivundersøgelsen spørger »hvilke motiver fik dig til at blive frivillig«, spørger jeg »hvordan gik det til, at du blev frivillig«. Og resultatet er radikalt anderledes. Væk er den selvsikre altruisme og det bevidste individ, der gør hvad han/hun siger, og tænker før han/hun handler. Og ind kommer kringlede beskrivelser indflettet i livshistorier, tilfældigheder og uforklarlige handlinger, der »bare føltes rigtigt«. Tag den indledende historie som eksempel: Den arbejdsledige kvinde gik selvfølgelig også ind i det frivillige arbejde for at gøre noget for værestedets brugere. Men hun havde aldrig selv tænkt tanken, at melde sig som frivillig, hvis ikke muligheden var dumpet ind gennem brevsprækken. Uden tilfældets mulighed, havde hun formodentligt brugt sin tid på noget helt andet. Samme oplevelse genfindes i en anden historie:
Der var engang en yngre kvinde, der flyttede fra en lille landsby i Jylland og over til den travle storby, hvor hun boede sammen med en veninde og fik arbejde. Hendes venner og familie boede stadigvæk i Jylland, og det var faktisk ikke så let at falde til hverken på arbejdet eller i fritiden, som hun havde tænkt sig. Hun følte sig faktisk ensom i en overgang. Men så begyndte det at gå bedre, hun faldt mere til og så var det hun så et tv-indslag i informationsprogrammet OBS. Indslaget viste glade besøgsvenner og besøgsmodtagere, der havde det hyggeligt sammen, og en speakerstemme opfordrede seerne til at melde sig som besøgsvenner. Uden at tænke nøjere over det, ringede hun til det angivne telefonnummer og meldte sig, og så blev hun besøgsven.
Som i den indledende historie, var det afgørende ikke hendes vilje til at gøre noget for andre, men det, at muligheden tilfældigvis blev åbenbaret for hende gennem fjernsynsruden. Tilfældets mulighed brød ind i hendes synsfelt.
Men hvorfor tog hun den, hvorfor reagerede hun på tv-indslaget, i stedet for at lade muligheden glide forbi, som flertallet af de utallige andre muligheder, vi som mennesker hver dag enten ikke ænser eller vælger fra?
Selv siger hun, at det var hendes pligt at gøre noget, at det var hendes samvittighed der bød hende det, og at det havde noget med hendes egne oplevelser med ensomhed at gøre. Tre begrundelser, der peger i retning af, at der var noget mere på spil end den blotte tilfældighed og mulighed, men at tilfældighedens mulighed gav resonans fordi den muliggjorde en udlevelse af noget påtrængende, en pligt, en nødvendighed hos den frivillige.
For besøgsvennen var der en logisk forbindelse mellem hendes egen oplevelse af ensomhed og en pligt til at hjælpe ensomme ældre. Hun genkender og forstår ensomheden hos de ældre besøgsmodtagere, fordi hun selv har prøvet den. Hun ser sig selv gennem den ældres ensomhed og opdager, at hun har alle muligheder for at afhjælpe sin ensomhed, modsat mange ældre, og derfor bliver det for hende til et spørgsmål om samvittighed at hjælpe ensomme ældre, et etisk kald.
I filosoffen Paul Ricoeurs terminologi kan man sige, at besøgsvennen bliver sig selv et harmonisk menneske i samspillet med »den anden«. En anden, som både er den ensomme ældre og samvittigheden i hende selv, der byder hende at gøre noget, fordi hun selv har mærket ensomheden, fordi hun har tid og overskud og fordi det er blevet en vigtig brik i hendes måde at forsøge at leve det gode liv på. Det gode liv skal her forstås som en foranderlig og udefinerbar størrelse af idealer og drømme om de bedrifter, vi af os selv og gennem normers påvirkning, opfatter som indholdet af et godt liv.
Logikken er anderledes i den indledende historie om den frivillige i værestedet, men alligevel tilsvarende. Her er nødvendigheden mere rettet mod den anden i den frivillige selv, end mod den anden forstået som modtagerne af det frivillige arbejde.
Hun blev selvfølgelig også frivillig, fordi hun gerne ville hjælpe til i værestedet, men ønsket om at bryde med sin situation som arbejdsledig var alligevel det primære argument. Hun følte ikke, hun duede til noget og kunne ikke komme op om morgenen, hun var utilfreds med sig selv og sin situation. Her gav tilbudet om at blive frivillig hende mulighed for at bryde med sin passivitet, mulighed for at udvikle sig og at være noget.
Tilbudet om at blive frivillig gav hende mulighed for at komme i en situation, der var mere i overensstemmelse med hendes forståelse af det gode liv, i en situation hvor hun kunne blive sig selv et harmonisk menneske gennem samspillet med »den anden«. Den anden var i dette tilfælde både de mange mennesker i værestedet og de ubenyttede og ukendte ressourcer i hende selv. Hun forklarer det med, at hun voksede, hun kunne pludselig ting hun aldrig før havde troet, hun kunne.
Når motiver kun dårligt kan forklare, hvordan det går til, at mennesker bliver frivillige, hvad kan så forklare det bedre? På baggrund af den foregående præsentation, foreslår jeg at man ser det som et forløb, en bevægelse, hvor der sker en sammenkædning af tilfældighed, mulighed og nødvendighed.
Tilfældigheden er vigtig (som timing), fordi det handler om at den potentielle frivillige skal være modtagelig overfor budskabet, der skal meddeles på det rigtige tidspunkt, på det rigtige sted. Muligheden er vigtig, fordi den sætter konkrete tanker i gang om hvorvidt det passer til en selv, og den gør det så let at sige ja.
Nødvendigheden er vigtig, fordi den sætter vægt bag ved tanken og skaber den situation, som gør den frivillige modtagelig for tilfældets mulighed. Og tilsammen, i en samlet tilfældighed-mulighed-nødvendigheds figur, sætter de fart på en bevægelse, hvor den frivillige i Ricouers terminologi kaldes etisk til at leve det gode liv sammen med andre.
Hvad betyder det for den frivillige sociale organisation, der efterspørger flere frivillige? Det betyder, at de skal være synlige, så den potentielle frivillige får øje på dem, når han/hun er modtagelig. Det betyder at organisationen skal have fornemmelse for hver enkel frivilliges unikke drivkraft, den særlige nødvendighed der får dem til at arbejde frivilligt, og deres behov for at udvikle sig at blive sig selv gennem det frivillige arbejde.
Dette stiller store krav til organisationen, både ved det første møde med den frivillige, hvor organisationens kontaktperson skal kunne fornemme den frivilliges ofte ubevidste og uformulerede ønsker og forventninger til arbejdet i organisationen, og kunne formidle et billede af organisationen som matcher disse forventninger. Og det stiller store krav til organisationens rummelighed, eftersom fastholdelse af den frivillige arbejdskraft bliver til et spørgsmål om at kunne skabe rum til de frivilliges konstant foranderlige forventninger til arbejdet, og til at leve det gode liv i det hele taget. På den anden side skal organisationen forsøge at fastholde en hvis grad af kontinuitet, fællesskab og identitet.
Når den frivillige forlader det frivillige arbejde, er der på den anden side heller ikke tale om, at han/ hun afstår fra at gøre noget for andre, som motivundersøgelsernes logik synes at foreslå. Ofte er der derimod tale om, at den frivillige følger andre muligheder, der udfra hans/ hendes nye ståsted i livet, er en bedre måde at følge kaldet om at leve det gode liv på.
Som i den indledende historie, hvor den frivillige i værestedet efter et års tid som frivillig fik et tilbud om at komme i jobtræning, og dermed kom et skridt nærmere arbejdsmarkedet.
Selvom motivforklaringer kan synes enklest og oplagte, lader de meget tilbage at forklare, som tilfældighed-mulighed-nødvendigheds figuren er bedre til at sætte ord på. Lad dette være et bidrag til at forstå og udvikle det frivillige sociale arbejde, som betyder så meget for mange mennesker i dagens velfærdssamfund.
Det offentlige Danmark viser stigende interesse for frivillige sociale organisationer. Men, er det blevet sagt, et øget samarbejde med det offentlige kan skade det frivillige sociale arbejde i form af øget professionalisering og øget lighed med det offentlige. Således risikerer frivilligheden at miste sin egenart den uprofessionelle, medmenneskelige omgang med dem, arbejdet udføres for.
Det er sikkert og vist, at det er værd at tage sig i agt. Men debatten kunne godt bruge et par præciseringer.
Groft sagt kan man dele det frivillige sociale arbejde op i to grupper:
*Aktiviteter, som er et supplement til aktiviteter med venner og familie, som f.eks. en kortklub, besøgsvenner eller et mødested for stille unge.
*Aktiviteter, som mere er et supplement til offentlige velfærdsopgaver, som f.eks. et pensionat til rehabilitering af alkoholmisbrugere i samarbejde med amtet, eller et værested, der opkvalificerer arbejdsledige til at komme i arbejde i samarbejde med kommunen.
Begge typer af aktiviteter kan forefindes i samme forening, men i sin rene form kan førstnævnte gruppe kaldes fritidsforeninger, men sidstnævnte kan kaldes velfærds-serviceforeninger.
I sidstnævnte har det offentlige, og skatteborgerne, en klar interesse i at samarbejdet er af en sådan karakter, at der er en hvis kontrol og garanti for, at opgaven løses tilfredsstillende. Således er det ikke urimeligt i disse samarbejder at forvente en vis professionalisering og nogle lighedstræk med det offentlige hos foreningen.
Fritidsforeningerne har det offentlige derimod næppe interesse i, eller ressourcer til, at kontrollere, endsige forlange en professionalisering af, og deres samarbejde med det offentlige strækker sig sjældent længere end til en årlig ansøgning om penge.
Fritidsforeningerne er samtidig den primære målgruppe for § 115 i lov om social service, der påbyder amter og kommuner at samarbejde med lokale frivillige sociale organisationer, og man kan derfor undre sig over, at skrækken for det offentliges overmagt jævnligt dukker op i forbindelse med debatten om netop § 115.
En anden vigtig præcisering er et spørgsmål om niveau. Tænker vi os en forening, der samarbejder med det offentlige om f.eks. aktivering af arbejdsledige, så stiller dette samarbejde måske krav til en række opfølgende samtaler med sagsbehandlere, en årlig afrapportering, løbende kontakt med socialcentre og derudover en særlig opmærksomhed og indsats overfor den aktiverede i foreningens hverdag.
Det kræver et professionelt niveau i foreningen. At den aktiverede i praksis får opkvalificeret sine arbejdsmarkedskompentencer i det daglige samspil og samarbejde med foreningens frivillige, er noget helt andet. Sagt på en anden måde: Den frivillige kan godt lave kaffe eller hjælpe børn med lektielæsning sammen med den aktiverede, uden at blive pålagt krav om professionalisering.
Pointen er, at krav og tendenser til professionalisering ved et øget samarbejde med det offentlige først og fremmest slår igennem på det organisatorisk-administrative niveau, og ikke påvirker det frivillige sociale arbejdes egenart i nogen særlig grad.
Den frivillige arbejder ud fra samme principper og begrundelser om medmenneskelighed, hvadenten foreningen samarbejder tæt eller perifert med det offentlige.
At et tæt samarbejde med det offentlige kan virke negativt på foreningens evne til at være kritisk vagthund i samfundsdebatten, er en helt anden sag, og mere et spørgsmål om balancegang.
*Martin Jeppesen er specialestuderende ved forvaltning, RUC, og snart cand.scient.adm.
*Specialet kan læses i sin helhed på http://hjem.get2net.dk/martinje
